Tak for det. Så vil jeg tillade mig at snakke om seniorpensionsenheden, som det her lovforslag handler om, og som er den administrative del af retten til seniorpension for nedslidte.
Enhedslisten er enige i, at det er vigtigt, at have en selvstændig, landsdækkende, ensartet, behandlende enhed. Og det har vi også fremført, da vi snakkede om seniorpensionen. Men desværre er det her lovforslag altså blevet noget rod, for i virkeligheden er vi ude i en situation, hvor der er fire instanser, der skal involveres i, hvordan det her skal komme i stand. Og det synes jeg ikke er gunstigt for borgere, som har et nedslidningsforhold, og som i øvrigt er sårbare på mange forskellige måder.
Vi har, at kommunerne skal vejlede og bistå borgerne med ansøgningen og kontakten til seniorpensionsenheden. Og dermed har kommunerne et stort arbejde med at få sagen oplyst og sørge for, at de relevante sagsakter bliver videresendt og alle de ting. Det er selvfølgelig fint nok, men det betyder alligevel, at når vejledningsansvaret og sagsbehandlingen på den måde ligger i kommunen, så sender man det så over til seniorpensionsenheden, som så har det overordnede ansvar for den konkrete sagsbehandling og afgørelse i alle sagerne, og som fastsætter serviceniveau, kvalitet og svarfrister osv. for sagsbehandlingen. Men det er ATP, der udfører sagsbehandlingsarbejdet, hvor kommunen i forvejen har lavet det store bidrag med at oplyse sagen og vejlede borgeren osv. Og så kommer Udbetaling Danmark ind til sidst og skal udbetale pengene.
Det giver en meget rodet sagsgang, og jeg ser meget frem til at få en eller anden klar tilkendegivelse af, hvordan det kommer til at fungere i praksis. For lige nu synes jeg, det ser meget rodet og meget bureaukratisk ud, og at det også kommer til at medføre en hel del dobbeltarbejde. Og så er det derudover ikke nogen særlig brugervenlig konstruktion. For der er jo nogen, der skal bruge de her systemer og søge ind og finde ud af og alle de der ting. Men de har ikke nogen politikere, de kan stille til ansvar, hvis der bliver lavet en fejlbeslutning, så derfor er det bekymrende.
Så kan vi jo se, at den selvstændige bestyrelse for seniorpensionsenheden skal være nøjagtig de samme mennesker, som sidder i bestyrelsen for ATP. Men det gør den jo inhabil i det omfang, de skal vejlede og behandle hinandens beslutninger, så jeg forstår ikke helt, hvad ideen er i at have to niveauer, når det er de samme mennesker, der sidder der. Men det håber vi ministeren kan forklare. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan huske, at det her var et rigtig, rigtig væmmeligt stykke arbejde, som blev kastet mellem forskellige enheder. Kommunerne ville ikke have det, ATP ville ikke have det. Der var simpelt hen ingen, der ville påtage sig opgaven, og derfor kan jeg godt forstå, at vi har været under pres, når vi skal udforme en ordning. Men det, der er kommet ud af det, er altså noget rod.
Så er der et spørgsmål om, hvilke saglige, faglige krav der er til de sagsbehandlere, der skal behandle ansøgningerne og træffe afgørelserne. Det er jeg noget bekymret over. Det bør selvfølgelig være uddannede socialrådgivere, og det bør fremgå af lovgivningen.
Så står der i bemærkningernes punkt 5:
»Som det er tilfældet ved andre ATP-administrerede ordninger, vil Seniorpensionsenheden ikke blive indrettet med henblik på, at borgeren kan mødes med den person i Seniorpensionsenheden, der træffer afgørelse i sagen inden sagen afgøres.«
Det er jo altså også en utryghed for de borgere, det her handler om, at de ikke har nogen mulighed for at mødes ansigt til ansigt, de har ikke nogen mulighed for at have en sagsbehandler, de kan kommunikere med, og de kan slet ikke være sikker på, at det er den samme, der kigger på deres sag, hver gang de henvender sig. Og det giver sig selv, fordi der i første omgang jo er tale om, at al kommunikation skal foregå digitalt, og det kan man jo forstå, når det er en landsdækkende ting.
Men det gør det jo ikke nemmere for de borgere, der skal bruge det her, og det svækker altså deres sikkerhed i behandlingen. Så kan man sige, at okay, vi opfatter også telefon som en digital løsning. Det kan jeg godt lide, telefonen er et kommunikativt redskab, det er meget fint. Man kan endda kommunikere umiddelbart og have en dialog ligefrem. Men eftersom man ikke på nogen måde kan være sikker på, at det er den samme, man snakker med hver gang, er det heller ikke særlig sikkert for dem.
Så er det jo sådan, at kommunerne ikke har ansvaret for seniorpensionen, men de får alligevel væsentlige opgaver. Vejledningen først og fremmest, og specielt hvis der er tale om personer, som har svært ved at bruge digitale løsninger: Så er det kommunerne, der skal vurdere, om de kan fritages for det eller ej. Og så skal kommunerne i øvrigt betale alle administrationsudgifter af sagsbehandlingen i hele ordningen. Og der vil jeg meget gerne have en forklaring på, hvordan det kommer til at fungere. Altså, som jeg forstår det, skal seniorpensionsenheden sende en regning til kommunerne. Men jeg synes, det står lidt uklart, om der sendes en regning til kommunerne over en kam, eller om der sendes til den enkelte kommune. Men ikke nok med det: Kommunerne skal også betale, hvis der bliver lavet en fejl i ATP. Så er det ATP, der skal betale.
Jeg er usikker på, om vi kan støtte det her forslag, så rodet, som det er nu.