Mange tak til ordførerne for bemærkningerne. Jeg er glad for, at vi kan lave en hastebehandling af forslaget her i dag.
Vi står, som alle ved, i en helt ekstraordinær situation. Covid-19-situationen har stor betydning for de modtagere af hjælp, som kan risikere at få nedsat hjælpen, hvis de ikke opfylder 225-timersreglen. De kan få svært ved at finde job, når virksomhederne overvejer at fyre frem for at ansætte medarbejdere. Når den almindelige rådighedsforpligtelse og beskæftigelsesindsatsen er suspenderet, foreslås det med dette lovforslag, at det skærpede rådighedskrav i form af 225-timersreglen også suspenderes.
Lovforslagets formål er at sikre, at 12-månedersperioden til opfyldelse af det skærpede rådighedskrav om 225 timers ordinært og ustøttet arbejde forlænges i perioden, hvor den almindelige rådighedsforpligtelse og beskæftigelsesindsatsen er suspenderet. Lovforslaget betyder, at perioden fra den 9. marts til den 9. juni 2020 skal anses for en forlængelsesgrund på linje med de øvrige grunde, der kan forlænge perioden til optjening af 225 timers arbejde.
Personer, der er omfattet af 225-timersreglen, men som endnu ikke har fået nedsat deres ydelse, får derfor ikke nedsat hjælpen i denne periode, og perioden tæller for alle omfattet af 225-timersreglen som en forlængelsesgrund. Det synes jeg, som flere ordførere også har tilkendegivet i dag, er rimeligt.
I den her tid må vi nemlig ikke glemme dem, der hele tiden har kæmpet for at finde en plads på arbejdsmarkedet, og vi skal sikre, at det i hvert fald ikke kommer dem yderligere til skade, at covid-19 har gjort sit indtog i vores samfund. Jeg er overbevist om, at vi sammen med de øvrige tiltag på Beskæftigelsesministeriets område med det her forslag kan være med til at få også de personer, der bliver berørt af 225-timersreglen, bedst igennem den svære situation, vi står i.
Derudover vil jeg til sidst sige, at der lige nu pågår drøftelser med alle Folketingets partier om den meget brede aftale, der blev indgået i krisens begyndelse. Såfremt Folketingets partier måtte blive enige om at forlænge perioden for henholdsvis pause i optællingen af dagpengeperiode og forlænge sygedagpengeperioden, vil vi også fra regeringens side under andenbehandlingen se velvilligt på at foreslå, at man således også forlænger det her forslag med den periode, man nu engang måtte blive enig om fra Folketingets side, sådan at der er en parallelitet. Men alt det kan vi jo vende tilbage til under andenbehandlingen.
Jeg vil gerne takke for drøftelsen i dag og ser frem til den forestående behandling i udvalget.