L 166 Forslag til lov om udbygning og drift af Flyvestation Skrydstrup.

Af: Forsvarsminister Trine Bramsen (S)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 31-03-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 28-04-2020
Betænkning afgivet 04-06-2020
2. behandlet/henvist til udvalg 09-06-2020
Betænkning afgivet 10-06-2020
Tillægsbetænkning afgivet 10-06-2020
3. behandlet, vedtaget 11-06-2020
Ministerområde:
Forsvarsministeriet
Resumé:
Lovforslaget har for det første til formål at skabe den bevillingsmæssige hjemmel til et anlægsprojekt i form af udbygning af Flyvestation Skrydstrup.

For det andet skal lovforslaget sikre, at projektet kan realiseres inden for den planlagte tidsmæssige ramme, således at F-35 faciliteterne er klar til ibrugtagning, når de første F-35 kampfly ankommer til Danmark i 2023.

For det tredje har lovforslaget til formål at regulere støjforholdene for Flyvestation Skrydstrup, idet de gennemførte støjberegninger viser, at støjen ved kampflyenes anvendelse af flyvestationen ikke vil kunne holdes inden for Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser eller den nuværende miljøgodkendelse for flyvestationen.

For det fjerde udmønter lovforslaget den støjkompensationsmodel, som regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance indgik aftale om den 15. november 2019, og som omfatter støjkompensation for mere end 1.600 boliger i området omkring Flyvestation Skrydstrup.

Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om anskaffelsen af 27 nye F-35-kampfly mellem den daværende regering (Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre fra juni 2016. En aftale som Det Konservative Folkeparti også tilsluttede sig med partiets indtræden i VLAK-regeringen den 28. november 2016.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 74 (S, V, DF, RV, KF og LA), imod stemte 10 (EL, ALT, Susanne Zimmer (UFG) og Hans Christian Schmidt (V)), hverken for eller imod stemte 11 (SF og NB).