Tak for det. Om et øjeblik vil Folketinget vedtage L 166, Forslag til lov om udbygning og drift af Flyvestation Skrydstrup. Et forslag, som jeg egentlig havde glædet mig til at skulle stemme for – men det kan jeg ikke.
For det første er det ikke lykkedes at få vedtaget et ændringsforslag, der deler forslaget op, således at vi kunne have vedtaget en opstart af det nye anlæg på Flyvestation Skrydstrup som planlagt og samtidig fået lidt mere tid til at bearbejde kompensationsmodellen. En anden mulighed havde været, at ministeren havde været lidt mere lydhør over for de naboer, der bliver hårdest ramt. Det har ministeren ikke ønsket, som jeg ser det, og jeg vil om lidt gennemgå nogle af de forhold, som ministeren ikke har villet lytte til. Men konklusionen er, at da jeg ikke kan bakke op om kompensationsmodellen i lovforslaget i dens foreliggende udformning, så tvinges jeg til at stemme imod hele lovforslaget, og det vil jeg så gøre.
Når jeg ikke kan bakke op om kompensationsmodellen, skyldes det især, at der på helt afgørende punkter er uoverensstemmelse mellem aftalegrundlaget mellem forligspartierne dateret den 15. november 2019, og den måde, hvorpå denne aftale er udmøntet i lovforslaget og i forslaget til de to ministerielle bekendtgørelser.
I det foreliggende kompensationsforslag har man således ikke medtaget det fulde støjbillede som aftalt. Det har den virkning, at den afgørende grænsedragning mellem zonerne ikke er retvisende, idet flere ejendomme eksempelvis må formodes at skulle inddrages under rød zone.
Tilsvarende er der en væsentlig uoverensstemmelse, for så vidt angår især grænsedragningen mellem rød og gul zone, og den er i kompensationsforslaget indtegnet i form af en linjedragning. Det er det, man kalder sådan en median, altså en midterlinje. Den linje skulle markere afgrænsningen mellem støjberegningerne for maksimal støj på 100 dB og for gennemsnitsstøj for 55 dB, men det kan man ikke med det beregningsgrundlag, der ligger der, så i forhold til det, den beregningsmodel er baseret på, kan man ikke gøre det. Der kan ikke foretages sådan en skarp linjedragning, idet det netop fremgår af beregningsmaterialet – og det går jeg ud fra alle har fået med – at der indgår en usikkerhedsfaktor på plus/minus 4 dB for maksimalstøjen og plus/minus 3 dB for gennemsnitstøj.
Hvis man skal tage hensyn til borgerne frem for til staten, skal man jo selvfølgelig sikre, at der er tegnet et bælte i stedet for, der omfatter en beregningsmæssig lydzone på henholdsvis 8 dB og 6 dB, og at den foretagne linjedragning er sket i form af den her midterlinje i et sådan lydbælte i stedet for en ydergrænse for muligheden for forekomst af henholdsvis 100 dB maksimalstøj og 55 dB gennemsnitsstøj. Det er godt for staten, men det er skidt for borgerne. Og overført til kompensationsforslaget vil det eksempelvis betyde, at de ejendomme, som på de to bilag til kompensationsbekendtgørelsen er markeret med 96 dB, burde være inddraget under rød zone begrundet i, at der vil kunne forekomme en overskridelse af de 100 dB. Tilsvarende regulering burde ske, for så vidt angår gennemsnitsgrænserne.
Herudover så indeholder kompensationsmodellen en stærkt urimelig og usaglig forskelsbehandling mellem naboer med præcis samme støjproblem, hvor den ene, som er placeret i rød zone, som følge af en beregnet maksimalstøjsgrænse på 100 dB bliver tilbudt en salgsret til fuld handelsværdi. Vi taler altså om, at man får fuld erstatning, selv om man kalder det kompensation. Men den umiddelbare nabo, der ligger lige op til, hvor maksimalstøjen er beregnet til 99,9 dB, får tilbudt en kompensationsløsning på 70.000 kr., som måske modsvarer 5-7 pct af handelsværdien. Den her eklatante forskelsbehandling er uden nogen begrundelse i lovforslagets bemærkninger. Jeg har ledt efter den – det findes ikke.
Det andet, man kan sige om det, er selvfølgelig, at jeg synes, det savner enhver saglighed i sit grundlag. Der burde være etableret en overgangszone med en aftrapningsmodel for støj og kompensation, altså det, man kalder en orange zone.
Jeg vil slutte af med at sige – og jeg er ked af at sige det, for når man har fået fornøjelsen af at være herinde i mange år, synes jeg alligevel, det er trist – at jeg i dag må stå tilbage med en oplevelse af, at det har været mere vigtigt for ministeren at vise, at hun bestemmer, og at hun ikke behøver at lytte til nogen. Det er trist, og sådan behøver det ikke at være, og heldigvis er det heller ikke så tit, vi ser det. Jeg vil håbe, at ministeren fremover vil prøve at lytte mere til de forskellige interessenter og samtidig sikre, at processerne fremover vil være gennemskuelige og åbne.
Her tænker jeg blandt andet på – og det vil jeg gerne sige til hele Folketinget – et demokratisk problem, som jeg håber vi allesammen vil hjælpe hinanden med at få løst: Det er altså ikke rimeligt, at man kan anvende et kammeradvokatsnotat som argumentation for, at man har ret. Men når nogen så beder om, om man vil udlevere det, så siger man, at det vil man ikke. Altså, enten må man holde det internt for sig selv og ikke bruge det offentligt, eller hvis man bruger det offentligt, må man også udsætte det for demokratisk kontrol, så vi andre kan se det. Og jeg har set det, og jeg har ikke samme oplevelse af, hvad Kammeradvokaten mener, som ministeren har.
Jeg skal meddele, at jeg på grund af ovennævnte årsager ikke kan stemme for lovforslaget. For mig er det en trist dag. Og det er det.