Tak for det. Og tak for de jo langt hen ad vejen meget enige og positive bemærkninger. Altså, der er ikke nogen, som ikke siger, at det her er en særlig situation, som vi er nødt til at forholde os særligt til, ved at vi alle sammen bliver bedt om at vise samfundssind, at vise solidaritet, at stå sammen om fællesskabet, at give køb på nogle af de frihedsrettigheder, vi ellers har, og mulighederne for at leve det liv, som vi gerne vil. Det er jo grundlæggende det, vi beder danskerne om i de her dage, og danskerne kvitterer ved at gøre det.
Danskerne kvitterer ved at gøre det, altså ved i helt udstrakt grad at overholde de påbud, de anbefalinger osv., som myndighederne kommer med. Så er der en lillebitte gruppe, som udnytter situationen – af ren egoisme, for egen vindings skyld, uden hensyn til fællesskabet – og som potentielt kaster os ud i misbrug af de hjælpepakker, man laver for at redde folk igennem krisen, for at hjælpe til at undgå arbejdsløshed, for at hjælpe til, at firmaer kan bestå og virksomheder kan overleve, altså som misbruger den tillid, de penge, det, som fællesskabet gør for at holde hånden under os alle sammen, eller som begår tricktyverier.
Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, om man klæder sig ud som sundhedspersonale eller vicevært, når man begår et tricktyveri. Det er ikke ligegyldigt, for man stjæler jo sundhedspersonalets legitimitet, når man klæder sig ud som sundhedspersonale og begår tricktyveriet. Man stjæler jo af præcis det samfundssind, som vi har bedt om, når man gør det på den måde, ikke?
Selvfølgelig er det heller ikke ligegyldigt, at man stjæler begrænsede ressourcer – værnemidler eller håndsprit. Derfor vil jeg til det der med, om det er håndsprit eller en håndvægt, sige, at der er en verden til forskel. Vi mangler ikke håndvægte. Der er ingen, der bliver syge – i hvert fald ikke på den korte bane – hvis de ikke bruger håndvægte. Men vi mangler håndsprit, det er en begrænset ressource, og derfor skal vi selvfølgelig gøre det her. Jeg tror, det var Søren Søndergaard fra Enhedslisten, der sagde, at Enhedslisten støtter det her lovforslag, fordi vi står i en helt speciel situation. Det er jo det, der er sagen. Vi står i en helt speciel situation, hvor der er behov for at gøre noget særligt, og det er selvfølgelig også derfor, at der, som det ligger i lovforslaget, er forskel på, om man stjæler en flaske håndsprit i et supermarked – eller i Folketingssalen – eller om man stjæler den på et sygehus eller i en lægeklinik. Forskellen er jo den, at på hospitalet, på sygehuset er det stillet frem til at blive brugt til at beskytte personalet og patienterne. Der beskytter man dem, som er de svage. Der prøver vi at få vores sundhedsvæsen til at hænge sammen, til at stå distancen, i en situation, hvor vi er utrolig pressede, og hvor vi godt ved, at vi kan komme under et voldsomt pres, ved at der her er tale om en ekstremt begrænset ressource. Og derfor er det selvfølgelig meget, meget værre at stjæle en flaske håndsprit på et hospital, end det er at gøre det i et supermarked.
Derfor skal der selvfølgelig også være forskel på straffen, og derfor er det også sådan med det her lovforslag. For det kunne jo komme til at lyde, som om man får ubetinget fængsel for at stjæle en flaske håndsprit alle steder. Det er der jo ikke tale om; det er jo det, der er proportionaliteten i det. Forslaget er jo, at det får man, hvis man gør det på et hospital eller i en lægeklinik, hvor det er afgørende at have det til rådighed, men jo ikke, hvis man gør det i et supermarked. Der er jo ikke med forslaget lagt op til, at hvis man stjæler det i et supermarked, skal det koste ubetinget fængsel. Så derfor er den proportionalitet, som nogle efterlyste, jo bygget ind i forslaget.
Det er den helt overordnede tegning, og lad mig så kommentere nogle af de i øvrigt rigtig gode indlæg, der har været. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg godt kunne have ønsket, at vi kunne have været i bedre tid med det her. Jeg kunne godt have ønsket, at vi kunne have sendt det til jer tidligere. Jeg synes ikke, at Folketinget fortjener ikke at have ordentlig tid til at komme helt i bund med alle elementer i ethvert lovforslag, som vi måtte vedtage. Og det er såmænd ikke så meget for de ærede medlemmers skyld; det er jo, fordi det, vi vedtager, det, vi gør, får betydning for alle dem derude, for hele Danmark.
Derfor skal Folketinget selvfølgelig have ordentlige arbejdsvilkår. Jeg må også bare sige til jer, at det ikke er sådan, at vi har siddet og taget ekstra lange frokostpauser i ministeriet. Altså, der er virkelig blevet knoklet, og vi sendte det over, så snart vi kunne i dag. Og gudskelov har vi jo så en teknisk høring bagefter og – det synes jeg jo kompenserer en del for det – anden og tredje behandling tirsdag, og det vil sige, at i løbet af i morgen, fredag, og lørdag, søndag og mandag kan vi jo få lejlighed til at svare på alle de spørgsmål, der måtte være. Så kan vi få lejlighed til at rydde alle de uklarheder, der måtte være, af vejen, sådan at vi forhåbentlig kan blive enige om det, vi er uenige om, hvis vi er uenige – for jeg tror i virkeligheden ikke, vi er så uenige, når det kommer til stykket.
Dansk Folkeparti gjorde den bemærkning, at man gerne havde set, at Folketinget kunne hastebehandle forslaget helt færdigt i dag. Jeg tror, at givet erfaringen fra sidst og det, jeg lige har sagt, så er det fornuftigt, at vi har de her dage imellem, sådan at der er tid til en proces, som vi kan føle os trygge ved. Det synes jeg til gengæld også godt at vi kan.
Lad mig så bare sige – æres den, der æres bør – at det faktisk var Venstre, der var de første til at råbe vagt i gevær. Det var i hvert fald Venstre, som var de første til at tænde advarselslamperne hos mig ved at sige: Her er der altså noget, som vi bliver nødt til at være ekstra opmærksomme på. Det skete lige her i slutningen af weekenden og deraf den tidsperiode, som vi har haft til at arbejde med det her forslag. Jeg synes i virkeligheden, at det er rigtigt, hvad fru Inger Støjberg sagde, nemlig at den her tid på mange måder er anstrengende, besværlig og alt muligt, men at den også kaster noget godt af sig. Den kaster måske det gode af sig, at Folketinget arbejder sammen på en anden måde.
Jeg tror – det her har jeg overhovedet ikke noget belæg for at sige, men på den anden side er jeg jo politiker, så det behøver jeg heller ikke at have – at hvis man målte på politikerleden nu, ville den være for nedadgående. Og det tror jeg den ville være, fordi vi i den her periode i sjælden grad har lagt kiv, strid, drillerier, ballade og alt det der, som vi ellers går og generer hinanden med, til side for i stedet at spørge: Skulle vi ikke prøve at leve op til det ansvar, som befolkningen har givet os? Det kan være, jeg tager fejl. Jeg håber, at der er nogle, der måler på det; man måler jo på alt muligt nu om dage. Men man kunne godt få den tanke, at befolkningens tillid til os stiger, efterhånden som vi begynder at opføre os som voksne mennesker. Det var en sidebemærkning.
Så er jeg i øvrigt også enig i Venstres bemærkning om, at når nu vi bevæger os lidt længere fremad og vejret bliver ved med at være godt og der måske er nogle, der kommer til at kede sig gevaldigt, så bør man også sikre sig, at vi har bedre muligheder for at håndtere optøjer – måtte de komme – end vi har. Det synes jeg er relevant.
Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti gjorde opmærksom på, at hæleri sandelig også bør være omfattet. Her beklager jeg igen, at Folketinget har haft forslaget til rådighed i så kort tid, som det har. Hæleri er omfattet – det er omfattet af § 290 – men lad os se på, om det er omfattet i tilstrækkelig grad.
Når SF's Karina Lorentzen Dehnhardt siger, at der bør være en klækkelig bøde, men ikke fængselsstraf, for det sundhedspersonale, som stjæler af håndspritten, så er det jo i virkeligheden det, der tegner til at blive den store uenighed om forslaget. Men måske kan man i virkeligheden også vende det om og sige, at vi jo er enige så langt, at det i hvert fald skal straffes hårdt, at vi er enige om, at det her er dadelværdigt, også selv om det er sundhedspersonale, der måtte gøre det – hvis de vel at mærke gør det forsætligt. Derfor er det jo et spørgsmål om, hvad det er for en straf, der er adækvat. Og jeg synes af de grunde, som jeg nævnte indledningsvis – for at beskytte personalet og patienterne mod, at man stjæler af fællesskabet – at det her er relevant at reagere med fængselsstraf.
Hvorfor er bestikkelse ikke omfattet af forslaget? blev der også spurgt om af fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Det synes jeg vi skal se på. Det er ikke omfattet, så det bliver vi nødt til at se på. Til gengæld er det her med forfalskning af produkter omfattet efter omstændighederne, for det kan være bedrageri. Så vi må jo bare se på, hvordan det kan håndteres.
De øvrige kommentarer ligger inden for samme områder som det, jeg har sagt, så jeg vil bare kvittere for opbakningen og for velviljen til at behandle det og håbe på, at man, når nu vi kommer til teknisk høring, og hvad der ellers måtte komme af muligheder for at stille spørgsmål, får svar på sine spørgsmål, så vi kan samles så bredt som muligt, også om det her forslag.