Fremsat 26-03-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 26-03-2020
Betænkning afgivet 01-04-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 02-04-2020
3. behandlet, vedtaget 02-04-2020
Ministerområde:
Justitsministeriet
Udbruddet af covid-19 har medført nye former for kriminalitet, der baserer sig på den frygt og usikkerhed, som fremkomsten af covid-19 har bragt med sig.
Forslaget lægger op til, at der indsættes en ny bestemmelse i straffeloven, hvorefter straffen for overtrædelse af lovens § 119 (vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste), § 161 (falsk erklæring på tro og love), § 163 (urigtig erklæring til det offentlige), § 171 (dokumentfalsk), § 263 a (udbredelse af adgangsmidler til datasystem), § 276 (tyveri), § 276 a (indbrudstyveri), § 278 (underslæb), §§ 279 og 300 a (hhv. forsætlig og groft uagtsomt bedrageri), § 279 a (databedrageri), § 280 (mandatsvig), § 281 (afpresning), § 282 (åger), § 283 (skyldnersvig), § 288 (røveri), §§ 289 og 289 a (hhv. svig og særligt groft svig med offentlige midler), §§ 290 og 303 (hhv. forsætligt og groft uagtsomt hæleri), § 290 a (hvidvask), § 293 (brugstyveri) og § 301 (uberettiget anvendelse af betalingsoplysninger) kan fordobles, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark. Det forudsættes i den forbindelse, at visse overtrædelser som f.eks. tyveri af håndsprit og andre værnemidler, der i dag straffes med bøde, fremover som udgangspunkt vil skulle straffes med fængsel.
Desuden skærpes straffen yderligere og kan således blive fire gange så høj som det i dag gældende strafniveau, hvis en af de ovennævnte lovovertrædelser har fundet sted under sådanne omstændigheder, at der uberettiget er opnået eller søgt opnået lån, kredit, støtte, tilskud eller lignende kompensation fra hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien.
Der lægges ligeledes op til at skærpe niveauet for tillægsbøder for sådanne lovovertrædelser, der vedrører hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien.
Endelig skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, hvis andre overtrædelser end de opregnede har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.
Der indsættes en ophørsklausul i den foreslåede lov. Det betyder, at loven automatisk ophæves den 1. marts 2021.
Lovforslagets hastende karakter er årsagen til, at lovforslaget ikke har været sendt i høring.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 75 (S, V, DF, SF, KF, NB og LA), imod stemte 19 (RV, EL, Rasmus Nordqvist (UFG), Sikandar Siddique (UFG), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.