Tak for det. Tak for ordførernes bemærkninger og for den positive modtagelse af lovforslaget. Som flere jo har nævnt, er vi rigtig gode til det med frø og sædekorn i Danmark, og det er også rigtigt, som den socialdemokratiske ordfører nævnte, at det indbringer os 3,4 mia. kr. om året. Det er selvfølgelig græsfrø, som man kan glæde sig over, og som jo senest har spillet en vigtig rolle i forbindelse med VM i fodbold i Rusland i 2018, men også ved OL i Brasilien i 2016 og ved mange andre gode arrangementer. Så det kan vi kulturelt selvfølgelig glæde os over. Også her skal det understreges, hvor vigtig kulturen er i vores land, herunder frøkulturen. Den er vi jo altså med til at give et bedre grundlag med det her lovforslag. Ud over det er det altså også roefrø, spinat- og kløverfrø, vi har godt gang i salget af.
Det er selvfølgelig vores dygtige landbrugserhverv, vi kan tilskrive det, men for at sådan noget kan fungere, skal der altså også være et godt godkendelses- og certificeringsapparat, for det er medvirkende til, at vi kan holde en utrolig høj standard. Det er jo det, vi laver en ny model for, også en ny model for prisfastsættelse, i forbindelse med den såkaldte sortslistegodkendelse, plantenyhedsbeskyttelse og frøcertificering. Uanset at det virker meget teknisk, særlig for de uindviede – og det kan jeg være fuldstændig enig i – er det altså en model, der kan bidrage til, at vi også i fremtiden kan levere højkvalitetsfrø til resten af verden.
Det er jo en model, vi har udviklet sammen med erhvervet, og den sikrer primært, at de opgaver, som ikke er klassiske myndighedsopgaver, som myndighederne skal varetage, kan varetages af udpegede virksomheder i en fri konkurrence. Det får vi jo en mere fleksibel prisstruktur ud af, som baserer sig på udbud og efterspørgsel, i forhold til den måde, som det er på i dag, hvor alle ydelserne er gebyrfinansierede. Så på den måde er det også økonomisk og finansielt til fordel for branchen.
Lovforslaget er målrettet forædlerne af nye plantesorter, hvor den her plantenyhedsbeskyttelse giver mulighed for, at man kan opkræve licens fra de brugere, der er, af den enkelte sort. Den beskyttelse og mulighed for licensopkrævning er selvfølgelig af stor betydning, for at virksomhederne fortsat kan udvikle nye plantesorter. Det er jo et af de områder, hvor vi kan se, at det i fremtiden vil blive til stor gavn for miljøet, for erhvervet og også for dansk eksport, fordi nogle af de nye sorter, der udvikles, er nogle sorter, der netop kan bruges i forbindelse med de klimaforandringer, der sker. De kan f.eks. være mere tørketolerante eller sygdomsresistente og dermed også være en del af arbejdet med at sikre afgrøder, der er mere klimaresistente.
Det er også rettet mod de frøvirksomheder, som producerer og handler med frø på verdensmarkedet, hvor også det, at der er fælles regler på området, giver nogle gode eksportmuligheder.
Samlet set vil vi med den her model sikre, at der vil være flere aktører, som konkurrerer på markedet for afprøvning af nye sorter. Det kan TystofteFonden, som hidtil har stået for det hele, selvfølgelig også søge om at blive, men det indebærer, at afgørelser om de her godkendelser og certificeringer henlægges fra TystofteFonden til Plantenyhedsnævnet. Det er selvfølgelig klart, at det sker for at sikre bedre og mere lige konkurrencevilkår.
Så jeg finder det vigtigt, at vi med det her lovforslag får etableret en mere permanent ordning, som på den ene side skaber de allerbedste muligheder, for at vi kan få en fleksibel prisstruktur for de opgaver, som ikke har karakter af myndighedsudøvelse, og på den anden side stadig væk sikrer en statslig kontrol med prisfastsættelsen for de opgaver, der er myndighedsudøvelse, som virksomhederne kan rekvirere hos den virksomhed, de er delegeret til. På den måde understøtter vi altså innovation og handel med nye plantesorter. Det er jo det, der har været meningen med det hele.
Hr. Søren Egge Rasmussen spørger om, hvorfor det lige skal vedtages nu og her. Jeg kan sige, at inden for mit ressort har vi selvfølgelig også bidraget til at udskyde lovforslag. Det her er et af dem, vi godt ville have skulle behandles, fordi det har været utrolig lang tid undervejs. Du kører i øjeblikket med en gebyrbekendtgørelse, som der ingen grund er til kører videre. Så nu kan du få omlagt de gebyrer til almindelig betaling, sådan som det også er fastlagt i loven. Så det er vigtigt for erhvervet, og derfor håber jeg selvfølgelig også, at den velvillige modtagelse, som jeg også hørte fra Enhedslistens ordfører, også gælder Enhedslisten.
Så tak for behandlingen, og skulle der være spørgsmål, kan vi jo tage dem bilateralt, men også i den videre udvalgsbehandling.