Fremsat 26-02-2020
Ministerområde:
Transport- og Boligministeriet
Formålet med forslaget er at etablere hjemmel til at offentliggøre oplysninger i det danske nationalitetsregister over luftfartøjer (nationalitetsregistret).
Forslaget indebærer desuden en ændring af bestemmelserne om arbejdsmiljø for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøjer, så lovgivningen bringes i overensstemmelse med de faktiske forhold og delvis tilpasses reglerne i den generelle arbejdsmiljølovgivning, som regulerer tjeneste på landjorden.
Herudover ændres bestemmelserne om indberetning af begivenheder, så der efter gennemførelsen af den seneste EU-forordning på området kan skabes ensartede rammer for indberetning af alle typer af flyvesikkerhedsrelaterede begivenheder i hele Rigsfællesskabet. Det gælder også for de dansk registrerede luftfartøjer, der ikke er omfattet af EU-reglerne på området, og for reglerne om straffrihed, der relaterer sig til indberetningen.
Forslaget indeholder endvidere en ophævelse af lov om forlængelse af Danmarks deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde, der ikke længere er aktuel. Den fortsatte danske deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde varetages herefter i kraft af regeringens almindelige beføjelser og de beføjelser, som transportministeren har i medfør af lov om luftfart.
Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Bemærk: Lovforslaget er udskudt: Som følge af covid-19-situationen har regeringen foretaget en prioritering af lovforslag, som regeringen ønsker behandlet af Folketinget resten af folketingsåret 2019-20. Dette lovforslag er udskudt og forventes ikke færdigbehandlet i indeværende folketingsår.