Fremsat 05-02-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 18-02-2020
Betænkning afgivet 23-04-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 07-05-2020
3. behandlet, vedtaget 12-05-2020
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Lovforslaget går ud på at gennemføre ændringer af en række love med det formål at sikre efterlevelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20 juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-forordningen). Ændringerne indebærer bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af PEPP-forordningen, og at overtrædelser af en række af forordningens bestemmelser strafbelægges.
Desuden ændres reglerne for finansielle virksomheders outsourcing af aktiviteter på baggrund af sektorens ønske om klarere regulering på outsourcingområdet, som det blev anbefalet i rapporten "Eftersyn af den finansielle regulering" fra april 2018. Ændringerne skal også sikre, at de danske regler om outsourcing bringes i overensstemmelse med nye retningslinjer om outsourcing fra European Banking Authority (EBA), og at reglerne for forsikringsvirksomheders outsourcing ensartes på hele virksomhedsområdet, så de følger Solvens II-reglerne.
Derudover præciseres reglerne om forsikringsformidleres uafhængighed i lov om forsikringsformidling med henblik på at styrke klarheden af uafhængighedsprincippet for forsikringsformidlere, der betegner sig som uafhængige.
Endelig foretages der en række mindre ændringer i den finansielle lovgivning.
Loven skal træde i kraft den 1. jul 2020, idet en række af ændringerne dog skal træde i kraft tidligere.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 95 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA, Sikandar Siddique (UFG), Susanne Zimmer (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.