Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 34:

Forespørgsel til udlændinge- og integrationsministeren:

Hvordan vil regeringen bidrage til at sikre, at Danmark respekterer sine konventionsmæssige forpligtelser i sager, hvor ansøgere om dansk statsborgerskab godtgør, at de på grund af langvarige funktionsnedsættelser dokumenteret ved læge som foreskrevet i naturalisationscirkulæret ikke er i stand til at leve op til krav om danskprøve og/eller indfødsretsprøve?

Af Peder Hvelplund (EL) og Rosa Lund (EL).

(Anmeldelse 22.01.2020. Fremme 24.01.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 27. februar 2020.

Først vil jeg give ordet til ordføreren for forespørgerne, Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. I Danmark har vi det jo sådan, at vi har nogle ret stramme regler for tildeling af statsborgerskab. Vi oplister en lang række af krav, man skal opfylde i forhold til et opholdskrav, i forhold til vandel, altså at man ikke må have begået kriminalitet, i forhold til selvforsørgelse og også i forhold til krav om at kunne gennemføre en danskprøve 3 og en indfødsretsprøve og nu også senest et krav om håndtryk, altså en grundlovsceremoni.

Så er det jo også sådan, at hvis man umiddelbart ikke kan opfylde alle de krav, så har man muligheden for at få forelagt sin sag for Indfødsretsudvalget, hvor man så eventuelt kan få en dispensation. Der er det jo sådan, at hvis man skal det, skal man have en lægeerklæring på, at man f.eks. ikke kan leve op til kravet om en indfødsretsprøve eller en danskprøve 3. Det kan jo f.eks. være, fordi man har en langvarig funktionsnedsættelse, det kan være med baggrund i ptsd eller andet, altså noget, man kan have fået som et krigstraume, og at man ikke er i stand til at leve op til de krav. Så har man muligheden for at få en lægeerklæring, en lægeerklæring, der er afgivet af en læge i det danske sundhedsvæsen, som jo er omfattet af en lov, hvor der bliver ført tilsyn, og hvor lægen skal afgive en lægeerklæring, som er præget af det, der hedder omhu og uhildethed, og det er klart, at sådan en lægeerklæring bør vi naturligvis respektere med baggrund i den faglighed, hvormed den er afgivet.

Nu er det imidlertid sådan, at selv om man har sådan en lægeerklæring, som siger, at man ikke er i stand til at gå op til danskprøve 3 eller tage indfødsretsprøven, så har vi oplevet, at en del får afslag på den dispensation. Det er jo sådan, at der tidligere, tilbage fra 2013 til 2015, blev givet dispensation i langt størsteparten af sagerne, og det er så blevet vendt til, at der nu bliver givet afslag i stort set alle sager, altså i 99 pct. af sagerne. Det fremgår også af et svar fra tidligere integrationsminister Inger Støjberg, at det vil være i strid med handicapkonventionen, hvis ikke man giver en dispensation, når der ligger en lægeerklæring på, at der er en langvarig funktionsnedsættelse, som afholder en borger fra at kunne deltage i det.

Derfor er det fra Enhedslistens side udtryk for en dybt bekymrende udvikling, når vi oplever, at der bliver givet afslag i så mange dispensationssager, og det er efter vores bedste overbevisning udtryk for, at handicapkonventionen systematisk bliver brudt i Indfødsretsudvalget i forhold til, at der ikke bliver givet dispensation i de her sager, og det er det, som forespørgslen her i dag handler om. Derfor er det selvfølgelig både en forespørgsel i forhold til ministeren, men det er i lige så høj grad en forespørgsel i forhold til de partier, der er repræsenteret i Indfødsretsudvalget, om den praksis, der er der, og forespørgslens ordlyd er, som følger:

»Hvordan vil regeringen bidrage til at sikre, at Danmark respekterer sine konventionsmæssige forpligtelser i sager, hvor ansøgere om dansk statsborgerskab godtgør, at de på grund af langvarige funktionsnedsættelser dokumenteret ved læge som foreskrevet i naturalisationscirkulæret ikke er i stand til at leve op til krav om danskprøve og/eller indfødsretsprøve?«.

Tak til ordføreren for forespørgerne, hr. Peder Hvelplund. Dernæst vil jeg gerne give ordet til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak, og tak til Enhedslisten for at indkalde til den her forespørgselsdebat, som giver mig lejlighed til at fortælle lidt om den specielle ordning, der er i de her sager, og om, hvad regeringen gør, for at Danmark overholder de internationale forpligtelser.

Jeg vil godt starte med at sige, at jeg er klar over, at de her sager, som forespørgslen retter sig imod, kan være nogle rigtig svære sager at skulle vurdere. Derfor blev partierne bag indfødsretsaftalen fra sommeren 2018 også enige om at styrke de lægefaglige diagnoser i forbindelse med sagsbehandlingen. Der er på den baggrund blevet oprettet en enhed i Styrelsen for Patientklager, som ministeriet efter anmodning fra Indfødsretsudvalget kan forelægge sager for med henblik på en vurdering af de lægelige oplysninger.

Som vi nok alle sammen ved, følger det jo af grundloven, at det er Folketinget, der ved lov tildeler dansk indfødsret. Det sker bl.a. ved de halvårlige lovforslag om indfødsretsmeddelelse, hvor udlændinge tildeles dansk indfødsret efter ansøgning. En række af Folketingets partier er blevet enige om en indfødsretsaftale, som fastlægger betingelserne for, hvornår en person kan optages på et lovforslag om indfødsretsmeddelelse. Det fremgår også af aftalen, hvilke sager der skal forelægges for udvalget. Det gælder bl.a. visse sager, hvor ansøger på grund af handicap ikke kan opfylde visse betingelser i indfødsretsaftalen.

For at en sag forelægges for udvalget, skal ansøgeren opfylde en række dokumentationskrav, som også fremgår af aftalen. En sådan ansøger optages ifølge aftalen kun på lovforslaget, hvis Folketingets Indfødsretsudvalg giver dispensation fra de betingelser, som ansøgeren ikke kan opfylde. Og det er sådan, at Udlændinge- og Integrationsministeriet yder sekretariatsbistand til udvalget i forbindelse med behandlingen af de her dispensationssager. Og den bistand består i, at der sendes lister til udvalget med faktuelle oplysninger om de enkelte sager. Og det er vigtigt for mig at understrege, at listerne ikke indeholder nogen indstilling til udvalget om, hvorvidt der skal gives dispensation eller ej.

Det følger derudover af en dom fra Højesteret fra 2013, at Danmark har påtaget sig en række folkeretlige pligter, som også i forarbejder til indfødsretsloven forudsættes efterlevet ved udvalgets udøvelse af skønnet over, hvorvidt en ansøger skal have dansk indfødsret.

I forhold til spørgsmålet, der er rejst i dag, er det først og fremmest handicapkonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, det er relevant at se på. De her konventioner beskytter bl.a. mod diskrimination på grund af handicap. Handicapkonventionen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at personer med handicap kan nyde rettigheder på lige fod med andre, uanset at de pågældende har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som hindrer en ansøger i at opfylde en eller flere betingelser for at erhverve dansk indfødsret. Hvis en ansøger er omfattet af handicapkonventionen, og hvis betingelser udgør en barriere for, at ansøgeren kan erhverve indfødsret, skal der efter konventionen være mulighed for dispensation for de her betingelser, hvis der er en årsagssammenhæng.

Under den tidligere regering blev der sendt en notits til Indfødsretsudvalget, som redegjorde for Danmarks forpligtelser efter handicapkonventionen, og en notits om Danmarks internationale forpligtelser, herunder handicapkonventionen og EMRK, altså Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det skal bemærkes, at det altid vil være en konkret vurdering, hvorvidt betingelserne for erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation, som vi kalder det, sammenholdt med handicappet i den konkrete sag udgør en sådan barriere for at erhverve indfødsret, at det vurderes, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele afslag.

Det er lidt vigtigt, så det gentager jeg lige: Det skal bemærkes, at det altid vil være en konkret vurdering, hvorvidt betingelserne for erhvervelse af statsborgerskabet i den konkrete sag udgør en sådan barriere for at erhverve indfødsret, at det vurderes at være i strid med konventionerne.

Hvorvidt en ansøger skal meddeles dispensation fra en eller flere betingelser, afhænger i sidste ende af udvalgets vurdering. Det vil være i overensstemmelse med bl.a. handicapkonventionen at meddele afslag til en ansøger, som på grund af sit handicap ikke kan opfylde betingelsen om f.eks. danskkundskaber ved prøveaflæggelse på almindelige vilkår, hvis det vurderes, at det er muligt for den pågældende at opfylde betingelsen ved prøveaflæggelse på særlige vilkår og ved brug af hjælpemidler, og at den pågældende ikke har gjort brug af den mulighed.

Det vil også være i overensstemmelse med handicapkonventionen at meddele afslag til en ansøger, hvis det på baggrund af en samlet vurdering findes, at der ikke er den fornødne årsagssammenhæng mellem ansøgerens handicap og den manglende opfyldelse af en eller flere af betingelserne for at erhverve dansk statsborgerskab. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis det vurderes, at en ansøger ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at den pågældende som følge af sit handicap ikke kan tilegne sig henholdsvis dansk på det krævede niveau og/eller tilstrækkelig viden til at bestå indfødsretsprøven.

Men hvis en ansøgers handicap er af en sådan karakter, at det udgør en barriere for at erhverve indfødsret, vil det være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis der ikke gives dispensation til den pågældende. Men det afhænger altså af en konkret vurdering.

Det er regeringens holdning, at der skal stilles høje og fornuftige krav til ansøgere om dansk indfødsret, herunder at de taler det danske sprog og har kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og dansk historie, men de krav stilles naturligvis inden for rammerne af vores internationale forpligtelser.

I den forbindelse skal jeg gentage, at Udlændinge- og Integrationsministeriet selvfølgelig yder sekretariatsbistand til udvalget, men som minister kan jeg ikke beslutte, om der skal gives dispensation i en konkret sag. Det er Folketingets kompetence, og det tror jeg vi skal holde fast i. Tak for ordet.

Tak til ministeren for besvarelsen. Der er nu en kort bemærkning fra ordførerne, og den første, som har bedt om ordet, er hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen. Nu ved jeg jo, at det ligger regeringen og ministeren meget på sinde, at man overholder de konventionsmæssige forpligtelser. Derfor er jeg bare lidt interesseret i at høre om ministerens holdning til, at der jo nu ligger i hvert fald to domme, altså både en dom fra Vestre Landsret her fra i år og også en tidligere dom fra Højesteret, og her er det blevet dokumenteret, at Danmark ikke har overholdt de konventionsmæssige forpligtelser. Det er vel at mærke med baggrund i en tidligere praksis, der har været væsentlig lempeligere end den, der er i dag. Vi kunne jo se på tallene fra lovforslaget i oktober, at ud af de 217 såkaldte sygdomssager, der er, som jo netop handler om det her, nemlig at man har fået en lægeerklæring, er der kun blevet givet dispensation i tre sager. Det er jo væsentlig mindre end tidligere.

Tidligere har man haft en lempeligere praksis, som har resulteret i to domme. Bekymrer det ikke ministeren og dermed også regeringen, at vi nu har en langt strengere praksis?

Ministeren, værsgo.

Ministeriet har også fået en bøde, og den betaler vi. Men selv om der er blevet afsagt de domme, er det stadig væk kun Folketinget, der kan tildele indfødsret. Jeg prøver at holde tungen lige i munden her og sikre mig, at det er tydeligt for Folketingets Indfødsretsudvalg, at man skal overholde konventionerne, men også, at det er Folketingets Indfødsretsudvalg, der tildeler statsborgerskab. Vi agerer som sekretariat, og vi kommer ikke med indstillinger fra ministeriets side. Den konkrete vurdering, der skal foretages i hver enkelt sag, om, hvorvidt man bør meddele dispensation, ligger i Folketingets Indfødsretsudvalg.

Tak for det. Der er ikke flere af ordførerne, der har bedt om én kort bemærkning, og vi går derfor over til selve forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger.

Først skal jeg sige velkommen igen til ordføreren for forespørgerne, Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Danmark er et af de ganske få lande, der stadig behandler statsborgerskabssager efter principper fra første halvdel af 1800-tallet. I landene omkring os og i de lande, vi normalt sammenligner os med, er statsborgerskab noget, man søger efter gennemskuelige kriterier, hvor offentlige myndigheder ved en forvaltningsakt og med begrundelseskrav og klagemuligheder tager stilling til, om den enkelte ansøger opfylder betingelserne.

I Danmark opererer vi stadig efter principperne og bestemmelserne i grundloven fra 1849, senest videreført i grundloven fra 1953. Hver enkelt naturaliseret dansk statsborger er et stykke lovgivning. Folketinget og Folketingets Indfødsretsudvalg kan modsætte sig, at en ansøger bliver statsborger. Ganske vist er der fastlagt retningslinjer i det såkaldte naturalisationscirkulære – en politisk aftale, der er indgået bag lukkede døre af partier, der tilsammen udgør et flertal. Ikke desto mindre kan Folketingets medlemmer stemme nej til at give statsborgerskab. Det ser vi jo ved de halvårlige afstemninger, hvor Dansk Folkeparti og senest også Nye Borgerlige stemmer nej til lovforslagene om indfødsrets meddelelse.

Hvis man ikke opfylder retningslinjerne i naturalisationscirkulæret, er der i visse tilfælde en mulighed for at få forelagt sin sag for Indfødsretsudvalget. Det gælder bl.a., hvis man har en alvorlig sygdom eller et handicap, der gør det umuligt for en at bestå indfødsretsprøven eller den krævede danskprøve. På dette punkt er vi ikke alene underlagt grundloven og folketingsmedlemmernes politiske vilje til at stemme ja eller nej til en ansøger. Heldigvis for de mennesker, der har et handicap, har Danmark forpligtet sig til at følge handicapkonventionen. Det indebærer bl.a. en forpligtelse til at sikre, at borgere med handicap skal have samme rettigheder som andre borgere. Vi har også inkorporeret den europæiske menneskerettighedskonvention i dansk lovgivning. Den indebærer et forbud mod forskelsbehandling.

Domstolene fortolker reglerne i konventionerne på den måde, at det konkret kan være konventionsstridigt, hvis Folketinget og Indfødsretsudvalget giver afslag på dispensation. Så sent som den 7. februar i år afgjorde Vestre Landsret i en konkret sag, at en ansøger med handicap havde fået afslag på indfødsret i strid med konventionerne. I Udlændinge- og Integrationsministeriet er man meget opmærksom på risikoen for, at Danmark bryder konventionerne. Lige før jul, den 22. december 2019, kunne man i Politiken læse, at ministeriet havde givet en klar advarsel om, at Danmark i en konkret sag var på vej til at bryde Danmarks konventionsmæssige forpligtelser, og at et flertal i Indfødsretsudvalget derefter havde ændret opfattelse og stemt ja til en dispensation i en sag, hvor udvalgets flertal to gange tidligere havde afvist at give dispensation, men hvor sagen nu var indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det ændrer desværre ikke på, at Indfødsretsudvalget i hundredvis af tilfælde hvert år giver afslag på dispensation. I de her sygdomssager, som de kaldes, hvor ansøgerne søger dispensation, fordi de kan dokumentere med lægeerklæringer, at de ikke kan bestå indfødsretsprøven eller den krævede danskprøve, gives der afslag i 99 pct. af alle sager, sådan som det fremgik af Informations forside den 14. november 2019. Artiklen byggede på svar fra ministeren, der var givet på Enhedslistens spørgsmål. En afslagsprocent på 99 – 99! Der var en klar afgørelse fra Vestre Landsret om, at konventionen var brudt i en konkret sag, og en anden sag, der havnede i Strasbourg, hvor udvalgets flertal bøjede af og endte med at give dispensation, fordi ministeriet advarede. Sagen er desværre, at Indfødsretsudvalget efter Enhedslistens opfattelse begår hundredvis af konventionsbrud hvert år.

Kriterierne for forelæggelse er formuleret, så de lægger sig tæt op ad formuleringerne i handicapkonventionen, så en forelagt sag er en sag, der er omfattet af handicapkonventionen. Det er også baggrunden for, at den daværende udlændinge- og integrationsminister, fru Inger Støjberg, i et skriftligt svar til Enhedslisten slog fast, at hvis udvalget lægger lægeerklæringen til grund og mener, at en langvarig funktionsnedsættelse, altså et handicap eller en sygdom, forhindrer ansøgeren i at tage en danskprøve eller indfødsretsprøve, så vil et afslag i en sag af denne type være i strid med konventionerne. Svaret fra den daværende minister, som ingen vel vil mistænke for at uddele statsborgerskab til højre og venstre, har tilsyneladende ikke gjort det store indtryk på udvalgets flertal. En dispensationssag, der havner i udvalget, vil med 99 pct.'s sikkerhed ende med et afslag.

Enhedslisten vil med den her forespørgsel spørge både regeringen, men også især Folketingets flertal, om man fremover vil sikre, at Danmarks konventionsmæssige forpligtelser overholdes i de her sager om dansk statsborgerskab, og det vil jo i praksis betyde, at den praksis, der nu lægges til grund i Indfødsretsudvalget, skal ændres.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg kunne først og fremmest egentlig bare tænke mig at takke hr. Peder Hvelplund, som minder os om, hvordan naturalisation finder sted med hjemmel i grundloven, og at bestemmelsen går helt tilbage til den første grundlov. Jeg vil også gerne takke hr. Peder Hvelplund for at bekræfte, hvordan Folketinget tilsyneladende frejdigt hvert eneste år ser bort fra de internationale konventioner. Jeg kan nogle gange godt være lidt trist, når jeg går på arbejde, men det er den slags opløftende erindringsgivelser, der virkelig gør, at man får lyst til at kæmpe.

Det, jeg vil spørge om, er: Når nu hr. Hvelplund vil give så mange mennesker, der ikke behersker det danske sprog, lov til at stemme ved folketingsvalget, hvad ligger der så egentlig bag det? Jeg går ud fra, at vi som demokratisk indstillede politikere, uanset hvor vi kommer fra, synes, det er meget godt, at man har noget at navigere efter, når nu man skal afgøre, om man stemmer på hr. Peder Hvelplund eller på undertegnede. Men hvordan skal man have det, hvis man ikke magter det danske sprog, hvad end det måtte være på grund af et handicap eller ugidelighed?

Tak til hr. Morten Messerschmidt.

Ordføreren glemte at læse sit forslag til vedtagelse op. Jeg foreslår, at ordføreren svarer på spørgsmålet, tager det næste spørgsmål, og så læser forslaget til vedtagelse op.

Det er modtaget.

Først vil jeg da gerne sige, at jeg er glad for, at jeg åbenbart kan være med til at sikre, at hr. Morten Messerschmidt føler glæde ved at gå på arbejde. Det synes jeg da er dejligt at kunne være med til at sikre.

Så vil jeg bare sige, at det her jo sådan set er et fuldstændig principielt spørgsmål. Spørgsmålet er, om det, at man har et handicap, automatisk skal diskvalificere en fra at kunne deltage i den demokratiske proces. Det er jo det basale i det, og det er det basale i handicapkonventionen, nemlig at hvis man har et dokumenterbart handicap, skal man stadig væk kunne ligestilles med borgere, der ikke har et handicap. Det er jo essensen i det her, og derfor er det selvfølgelig sådan, at hvis man som handicappet dansk borger kan deltage i et folketingsvalg, skal man også kunne gøre det som en handicappet borger med udenlandsk baggrund. For det, at man er handicappet og ikke kan tage en indfødsretsprøve eller ikke kan tage danskprøve 3, er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan tale dansk. Det betyder bare, at man ikke kan gøre det på det niveau. Der er jo i hvert fald tale om nogle borgere, som har været i stand til at gå op til lægen og formulere et krav om, at man gerne vil være dansk statsborger, og at man ønsker at deltage i den demokratiske proces.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Jeg synes, at ordføreren laver nogle kortslutninger her, der ikke helt holder. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan begå sig i et demokratisk samfund, hvis man er handicappet. Men sagen er, at ordføreren er villig til at give folk stemmeret til folketingsvalget, hvis de som følge af et handicap ikke magter dansk. Og der er det bare interessant, hvad overvejelser, hr. Hvelplund så gør sig, i forhold til hvad det betyder for demokratiet. Altså, hvis nu man f.eks. behersker urdu til perfektion, for at tage et fuldstændig tilfældigt sprog, og man kommer til Danmark og, som følge af at ens forældre er fætter-kusine, ikke rigtig er i stand til at lære dansk. Betyder det så, at hr. Hvelplund finder en super kvalificeret til at stemme ved et folketingsvalg?

Så er det ordføreren, som bagefter læser forslaget til vedtagelse op. Værsgo.

Jeg tror sådan set, det er hr. Morten Messerschmidt, der laver en kortslutning her, for i nogle af de sager, vi har set her, er der tale om, at det er analfabeter – og det er man jo altså både på dansk og på modersmålet. Jeg går ikke ud fra, at hr. Morten Messerschmidt har det sådan, at hvis man er analfabet, har man ikke lov til at deltage i en demokratisk proces eller deltage i folketingsvalg. Det her handler blot om, at man som analfabet, og derfor muligvis ikke kan bestå danskprøve 3, stadig væk har retten til at deltage i et dansk valg. Det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan tale dansk. Det er bare et spørgsmål om, at man ikke kan tilegne sig viden, så man kan bestå en prøve på, hvad der svarer til gymnasieniveau i Danmark, og det findes der altså adskillige danske borgere, der heller ikke kan, men som stadig væk udgør en væsentlig del af det danske demokrati.

Så fik jeg muligheden for lige at læse et forslag til vedtagelse op fra Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget slår fast, at FN's Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap og Danmarks øvrige konventionsmæssige forpligtelser skal overholdes i alle tilfælde, hvor Folketinget og Folketingets Indfødsretsudvalg skal afgøre sager om dansk indfødsret til personer med langvarige funktionsnedsættelser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 57).

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger mere. Næste korte bemærkning er fra hr. Jeppe Bruus fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det her er mere af opklarende karakter. Anledningen til at have forespørgselsdebatten er, hvordan regeringen vil bidrage til at sikre, at Danmark overholder konventionerne. Nu forstod jeg på indlægget fra ordføreren, at det i virkeligheden handlede meget mere om den praksis, der er i Indfødsretsudvalget, altså i Folketinget. Og jeg hører også, at ordføreren refererer til grundloven, og så tænker jeg på, om vi læser den rigtigt, nemlig sådan at det er grundloven, der afgør, at det er Folketinget, der bestemmer det her. Så jeg skal bare også forstå debatten, men det er jo fair nok – man kan formentlig indkalde Indfødsretsudvalget til en debat. Men det, Enhedslisten gerne vil med det her, er at have en debat omkring Folketingets praksis, og ikke så meget om, hvad det er, regeringen bidrager med. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Jo, det er korrekt forstået i den forstand, at det jo er et flertal i Indfødsretsudvalget, som afgør de her sager. Men det er jo klart, at jeg går ud fra, at det også har regeringens og ministerens interesse, om Danmark overholder de konventionsmæssige forpligtelser, og det er jo ikke noget, regeringen og ministeren direkte kan gribe ind i forhold til. Men det er klart, at det er derfor, vi også beder ministeren om at komme med regeringens og ministerens holdning til det. Men derudover er det selvfølgelig også af interesse for at høre, om de partier, der er repræsenteret i Folketingets Indfødsretsudvalg, fortsat har et ønske om at overholde Danmarks konventionsmæssige forpligtigelser.

Hr. Jeppe Bruus, værsgo.

Ja, tak for det. Så skal jeg også bare høre, om jeg forstod ordføreren korrekt. For ordføreren talte om, at Danmark er det eneste land – det kan jeg ikke dokumentere, for jeg er ikke skarp nok i andre landes forfatninger – som bruger grundloven til ligesom at opretholde den praksis, vi har. Anerkender Enhedslistens ordfører, at det er grundloven, der sådan set stadfæster, at det er Folketinget, der behandler de her sager? Og ønsker Enhedslisten i virkeligheden, at Folketinget skal se bort fra grundloven?

Hr. Peder Hvelplund, værsgo.

Nej, vi ønsker ikke, at man på nogen måde skal se bort fra grundloven. Vi mener sådan set, at inden for grundlovens rammer kunne man sagtens ændre den praksis, der er i forhold til at tildele dansk statsborgerskab. Det er jo i forhold til de krav, man stiller i forhold til opholdslængde, i forhold til kriminalitet, i forhold til danskprøve. Man kan jo sagtens fortsætte med at opstille nogle krav. Vi har et ønske om at gøre dem mere lempelige, end de er i dag. Og så har vi da i øvrigt et ønske om, at vi på sigt også får ændret den procedure, så det bliver sådan, at når man får tildelt statsborgerskab, foregår det efter nogle forvaltningsmæssige principper, hvor der både er mulighed for at blive partshørt og mulighed for at anke en afgørelse. Det er klart, at det synes vi hører hjemme i et moderne samfund. Men vi accepterer jo, at som grundloven er i dag, gør vi det selvfølgelig inden for rammerne af grundloven.

Den næste, der har en kort bemærkning, er fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for ordet. Ordføreren agiterer i sin ordførertale for, at analfabeter, som ikke kan begå sig på det danske sprog, skal have dansk indfødsret og dermed stemmeret i Danmark. Mener ordføreren virkelig, at det er rimeligt, at mennesker, som ikke engang kan begå sig på vores sprog, skal man give magt, ikke bare over deres eget liv og ikke bare over deres eget afkom, men over andre mennesker, hvilket man jo rent faktisk får, når man får stemmeret i et samfund?

Ordføreren.

Altså, nu er det jo sådan, at det at være analfabet ikke er ensbetydende med, at man ikke kan begå sig på dansk. Der findes også danskere, der er analfabeter, og som taler et udmærket dansk. Det, som det her er handler om, er, at man ikke er i stand til at kunne gå op til en indfødsretsprøve, hvor man skal kunne dokumentere, at man kan tilegne sig viden og videreformidle den. Det handler også om, at man ikke kan gå op til danskprøve 3 og gennemføre den. Det har man i øvrigt fået en lægeerklæring på, hvor en læge dokumenterer, at med baggrund i den sygdomsmæssige historik, der ligger, er man ikke i stand til det. Og selvfølgelig betyder det da fortsat, at man vil kunne deltage i en demokratisk proces – at man ikke kan tage danskprøve 3, er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan begå sig på dansk.

Pernille Vermund.

Jeg er godt nok skræmt over, hvor vidtrækkende de rettigheder, man i Enhedslisten vil give til andre mennesker, er. Altså, jeg er skræmt ved tanken om, at mennesker, der kommer hertil fra andre lande, og som har så stor en funktionsnedsættelse, at de ikke kan gebærde sig på dansk i tilstrækkelig grad til at kunne klare den her indfødsretsprøve, skal have stemmeret, skal have adgang til det danske demokrati og dermed have mulighed for at ændre eller påvirke, hvordan danskerne lever sammen. Det synes jeg er ret voldsomt.

Ordføreren.

Jamen det overrasker mig ikke, at fru Pernille Vermund synes, det er skræmmende, at Enhedslisten vil give rettigheder til mennesker. Det er sådan set noget af det, vi gerne vil. Men jeg bliver nødt til at sige til fru Pernille Vermund, at nu er det jo sådan – og det er også det, der er beskrevet i handicapkonventionen – at man ikke må diskriminere folk med baggrund i deres handicap. Det er sådan set en fuldstændig grundlæggende rettighed, og det er også det, der er givet domme for ved danske domstole, altså at man ikke må diskriminere borgere, alene fordi de er handicappede. Og det er det, der sker.

Tak for det. Den næste, der har en kort mærkning, er fru Marie Krarup. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne fortsætte der, hvor min kollega, hr. Morten Messerschmidt, var nødt til at slippe, fordi man ikke får flere bemærkninger. For jeg bemærker, at ordføreren jo ønsker, at man ikke skal tildele indfødsret på den måde, som vi har gjort det hidtil, netop hvor det er en gave. Ordføreren ønsker at gå over til, at det skal være en rettighed. Men nu er det sådan, at det er en gave, og det er Folketinget, der beslutter det, og folketingsmedlemmerne er alene forpligtet af deres samvittighed. Derfor må de give den gave til de folk, de ønsker at give den gave til, og de må afstå fra at give den til dem, som de ikke ønsker at give den til.

Der er rigtig mange, der ønsker at give den gave til nogle, der kan leve op til nogle bestemte krav. Dem, som er født i landet, er født med gaven, så derfor bliver der ikke stillet de krav. Men ordføreren ønsker altså at ligestille dem, som er født med det danske statsborgerskab, med nogle, der kommer udefra, og som ikke kan leve op til kravene. Jeg skal bare have det helt på det rene, at det er det, som ordføreren ønsker, altså at ophæve gaveprincippet, som vi har brugt indtil videre, for at ligestille to handicappede på hver sin side af grænsen.

Hr. Peder Hvelplund, værsgo.

Men så bliver jeg nødt til at korrigere ordføreren en lille smule i forhold til grundloven, altså hvad der står i grundloven. I grundloven står der ikke beskrevet noget om, at indfødsret eller statsborgerskab er en gave. Der står, at det er noget, Folketinget tildeler, og Folketinget kan fuldstændig suverænt bestemme, under hvilke præmisser man ønsker at tildele statsborgerskab. Så den der forståelse om, at det altid har været sådan, og at det er noget, vi giver som en gave, er simpelt hen ikke rigtig. Det er ikke det, grundloven siger. Grundloven giver mulighed for, at man gør det, men grundloven giver også mulighed for at gøre andet, nemlig at sige, at vi opstiller nogle objektive kriterier, efter hvilke vi tildeler statsborgerskab. Det kan vi i Folketinget beslutte. Det er sådan set det, der står i grundloven. Så jeg tror, vi skal holde tungen lige i munden, i forhold til hvad der konkret står i grundloven. Og der er det jo godt at have læst den og vide, hvad der præcist står.

Tak for det. Er der en opfølgning?

Det er rigtigt, men det er jo en politisk beslutning, og det er så den, der bliver tolket, som at vi politisk beslutter, om vi ønsker at give den gave, det er at få et statsborgerskab, til nogle. Det må man så have sine egne overbevisninger om, altså hvordan man vil tildele det. Der er det bare, jeg spørger ordføreren: Mener ordføreren virkelig, at man skal ligestille en, der kommer fra et andet land og sådan set ikke har noget krav på at være i Danmark, og som ikke er i stand til at leve op til de fundamentale krav, vi har stillet herinde i lang tid, med en, der er født her i landet? Jeg synes, det er helt vanvittigt, at de skal tildeles samme gaver, rettigheder og pligter.

Ordføreren, værsgo.

Nu anser jeg det ikke som en gave, men den anden ting er, at udover at vi jo er underlagt grundloven, så er vi også underlagt nogle internationale konventioner. Og det er bl.a. en handicapkonvention, som siger, at vi ikke må diskriminere med baggrund i handicap. Det er klart, at hvis du som borger er her i landet og har lovligt og permanent ophold og du opfører dig præcist som de andre medborgere, jamen så må du ikke blive diskrimineret alene med baggrund i dit handicap. Det er jo det, der sker, når vi ikke giver statsborgerskab til de borgere, som har et handicap. For en tilsvarende borger uden et handicap ville have fået et statsborgerskab. Det er præcis det, der ligger i det. Så kan vi diskutere, hvordan reglerne er for statsborgerskab, men vi bør i hvert fald ikke diskriminere med baggrund i handicap.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så jeg vil gerne sige tak til ordføreren for forespørgerne. Den næste ordfører, jeg skal sige velkommen til, er Socialdemokratiets ordfører, hr. Jeppe Bruus.

Jeg minder også lige om, at hvis man vil have sin anden korte bemærkning, skal man også trykke sig ind.

Værsgo, hr. Jeppe Bruus.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg da gerne sige, at det her jo er en svær opgave, som man har sat Indfødsretsudvalget på, og jeg vil gerne takke alle de medlemmer af Indfødsretsudvalget, der bruger rigtig meget tid på seriøst at sidde og læse alle ansøgningerne og gør sig umage for at tage den opgave på sig, som det faktisk er i et parlament at sagsbehandle de ansøgninger, som kommer ind. Det synes jeg der nu er en god anledning til at anerkende. Det er jo faktisk et af de få steder, hvor man som folketingsmedlem helt konkret sidder og sagsbehandler, uden at der er en indstilling fra en regering, fra et sekretariat eller andre, men hvor det er de medlemmer, der sidder i rummet, der sagsbehandler og har en helt konkret drøftelse om, hvorvidt de mennesker, der har søgt om statsborgerskab, også skal have adkomst til at få det. Der vil jeg gerne sige, at jeg oplever, at alle de medlemmer, jeg har kendt, og som har siddet i Indfødsretsudvalget, har taget den opgave meget på sig og meget alvorligt, og det vil jeg bare gerne bruge anledningen til at anerkende.

Så er det jo sådan, at man tildeler indfødsret ved lov, hvilket vi også er enige om, og det er også mit spørgsmål til Enhedslistens ordfører. Ja, den lov er jo defineret i grundlovens § 44. Så kan man være uenig eller enig i kriterierne og arbejde politisk for at ændre dem, men det ændrer jo ikke ved grundloven, og at vi i Folketinget ved lov vedtager, hvem der skal tildeles statsborgerskab, og det vil jo sådan set også sige, at det er Indfødsretsudvalgets medlemmer, der sidder og sagsbehandler ansøgninger om dispensation, og det er jeg også helt overbevist om at man gør med øje for de internationale forpligtelser, som vi har indgået, herunder handicapkonventionen, og dermed også tager den del meget seriøst. Det er jo det, som det handler om, altså at folk, der her søger statsborgerskab, men også gør det ud fra en dispensation, fordi man ikke kan leve op til kravene på den ene eller den anden måde, selvfølgelig har fortjent at få en saglig sagsbehandling, og det beror på de mennesker, der sidder i det lokale.

Så når forespørgslen her handler om, hvordan regeringen vil bidrage til at sikre det, synes jeg jo derfor, at ministeren svarer rigtig fint, nemlig at man har tydeliggjort, hvad der er de internationale forpligtelser, som Danmark skal leve op til, i tråd med det, som den daværende minister på området fru Inger Støjberg ligeledes gjorde. Det vil jo så sige, at det forhåbentlig står tindrende klart for udvalget, hvad det er for nogle internationale forpligtelser, og hvad det er for nogle ting, man skal tage i betragtning, når man sagsbehandler, og det vil jo sådan set også sige, at grænsen for regeringen går her. For regeringen skal jo ikke blande sig i den sagsbehandling, der så foregår i Indfødsretsudvalget, og det er måske så der, hvor vi kan være lidt uenige, måske, måske ikke – jeg skal ikke lægge ord i munden på Enhedslisten – men til det der med, at man så skulle uddelegere den kompetence til en administrativ praksis, må jeg sige, at det er i tråd med grundloven, at det er Folketinget, der sagsbehandler, og dermed også beslutter, hvem der skal have indfødsret. Sådan er grundloven indrettet, og derfor er det Socialdemokratiets position.

Jeg har så her et forslag til vedtagelse, som er lavet i samarbejde med Venstre, Konservative og Liberal Alliance, som jeg gerne vil læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er af afgørende betydning, at der stilles fornuftige og høje krav til ansøgere om dansk indfødsret, herunder at de taler det danske sprog og har kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Det følger af grundloven, at det er Folketingets kompetence at tildele dansk indfødsret. Det følger videre af en dom fra Højesteret den 13. september 2013, at Danmark har påtaget sig en række folkeretlige pligter, som forudsættes efterlevet«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 58).

Tak til ordføreren for talen og for forslaget til vedtagelse.

Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, og i øvrigt tak for talen. Jeg er med på, at hr. Jeppe Bruus også repræsenterer det parti, der har regeringsmagten, men hr. Jeppe Bruus repræsenterer jo nu også Socialdemokratiet, og det er også derfor, at jeg er interesseret i at høre, hvad der er Socialdemokratiets holdning i forhold til det. For Socialdemokratiet har jo også en plads i Indfødsretsudvalget, som man bruger, og der kan vi jo bare konstatere, at der i hvert fald i et par domstolssager er blevet klarlagt, at konventionerne ikke er blevet overholdt, og det er vel at mærke, før man har strammet den praksis, der er i dag, hvor der kun bliver givet dispensation i 1 pct. af sagerne. Er det ikke hr. Jeppe Bruus' opfattelse, at Danmark skal overholde handicapkonventionen, og at man også skal gøre det i de sager, der er i Indfødsretsudvalget? Og giver det ikke anledning til bekymring, når hr. Jeppe Bruus kan se, at vi har en afslagsgrad, der er så høj, samtidig med at vi har fået domme ved domstolen?

Ordføreren.

Der er to ting, jeg gerne vil bekræfte. Den ene er, at ja, jeg taler på Socialdemokratiets vegne, når jeg står her på talerstolen. Den anden er, at jeg også er helt enig i, at vi skal overholde de internationale forpligtelser, som vi frivilligt har indgået, og som vi også værdsætter, fordi der selvfølgelig ikke skal diskrimineres på baggrund af handicap.

Så vil jeg i tråd med det, jeg også sagde i indledningen, sige, at jeg har stor tillid til og respekt for de mennesker, der er folkevalgte, og som helt konkret sidder og sagsbehandler i Indfødsretsudvalget. Det er et stort stykke arbejde, og jeg ved, at de bruger rigtig meget tid på det og gør sig umage for at sagsbehandle de her sager grundigt af respekt for de mennesker, der har søgt.

Nu er der jo i forespørgslen her også henvist til nogle domme, og det er mig bekendt meget få. Om det så er udtryk for, at der er mange, der ikke går rettens vej, eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men jeg må bare sige, at jeg har stor respekt for og også stor tillid til de mennesker, der sidder i Indfødsretsudvalget. Og hvis ikke man har det, skal man jo skifte dem ud.

Der er en anden kort bemærkning. Værsgo, hr. Peder Hvelplund.

Tak. Det er jo rigtigt, at det er nogle få domme, vi henviser til her. Men så kunne det være interessant at høre hr. Jeppe Bruus efter, om det så, når vi har en konkret sag med en konkret dom, vil være sådan, at Socialdemokratiet vil følge den dom og efterfølgende give dispensation i de sager, hvor der er faldet dom, om, at det har været i strid med konventionerne.

Ordføreren.

Jeg kan ikke helt vurdere rækkevidden af det, spørgsmålet handler om. Hvis spørgsmålet handler om, at der har været en dom ved en domstol, og om vi så vil tilsidesætte grundloven, så vil vi sige, at vi nok ikke vil gøre det. Det er jo sådan i de sager, der også er henvist til, at der har været en dom, og ministeren har også redegjort for, at man har fået en bøde, man så betaler. Det ændrer jo bare ikke ved, at det er Folketinget, der beslutter ved lov, hvem der skal have indfødsret, og den praksis har vi ikke tænkt os at ændre på.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen til hr. Jeppe Bruus. Jeg undrer mig bare en lille smule over, at Socialdemokratiet præsenterer en vedtagelsestekst, og derfor vil jeg gerne høre, hvad det er i den vedtagelsestekst, som hr. Peder Hvelplund lige før læste op, og som Socialdemokratiet ikke kan støtte. For den vedtagelsestekst siger bare helt simpelt, at vi skal overholde de konventioner, vi har tilsluttet os.

Ordføreren.

Jeg må tilstå, at jeg ikke har teksten her, og jeg kan heller ikke fuldstændig ordret huske den. Jeg er enig i, at vi skal overholde konventionerne.

Fru Rosa Lund, værsgo.

Jeg skal bare lige være helt sikker så. Socialdemokratiet er altså ikke et sted, hvor man ikke længere synes at Danmark skal overholde handicapkonventionen, som er det, det særlig drejer sig om i dag. Vi har jo også et forståelsespapir, som ret slagkraftigt slår fast, at nu står vi altså på skuldrene af konventionerne og går ikke længere til kanten, men står på skuldrene. Så jeg skal egentlig bare bede hr. Jeppe Bruus bekræfte, at Socialdemokratiet, som er det parti, som har regeringsmagten lige nu, vil gøre alt, hvad de kan, for at vi overholder handicapkonventionen.

Jeppe Bruus.

Jeg har læst den notits, som fru Inger Støjberg som integrationsminister sendte til Folketinget i lyset af en tilsvarende debat, som faktisk meget klart redegør for, hvad det er for nogle forpligtelser, der følger af handicapkonventionen, hvornår det er, man skal have dispensation, og hvad det er for nogle kriterier, der gør, at man ikke får dispensation. Som jeg forstod det, hvis jeg forstod det korrekt, har man oversendt den tilsvarende notits efter valget til et nyt Folketing på vegne af regeringen, og det synes jeg da er rigtig fint, for så har man skåret det fuldstændig ud i pap, hvad det er for en opgave, som Indfødsretsudvalget har.

Tak for det. Det var den sidste korte bemærkning. Så vil jeg gerne byde velkommen til Venstres ordfører, hr. Mads Fuglede. Værsgo.

Tak for ordet. At opnå et dansk statsborgerskab er selvfølgelig noget ganske, ganske særligt. Det er ikke noget alle bare sådan uden videre skal have tildelt, så når folk gerne vil have dansk statsborgerskab, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at de har de rette forudsætninger for at blive gode samfundsborgere. Det er simpelt hen afgørende, og det er også derfor, Venstre mener, at vi skal stille strenge krav til dem, der ønsker at blive danske. Af samme grund har Venstre i flere omgange ført an, når det kommer til at stramme reglerne – senest, da vi strammede reglerne tilbage i 2018. Her strammede den tidligere Venstreledede regering, bl.a. sammen med Dansk Folkeparti, reglerne for at få statsborgerskab. For det danske statsborgerskabs særlige karakter, noget, man skal gøre sig fortjent til, er noget, vi skal værne om.

Derfor skal reglerne som sagt også være på en sådan facon, at det ikke er noget, man bare får automatisk. Vi stiller krav til, at man skal have haft ophold i Danmark i en længere periode, og at man skal have bestået en indfødsretsprøve. Sådan prøver vi at sikre, at de, der ønsker at få et rødbedefarvet pas, accepterer vores levevis, samfundsnormer og regler. Vi stiller krav om, at man skal forsørge sig selv, at man ikke er forfalden til gæld til det offentlige, og det gør vi for at sikre, at man ikke bliver en økonomisk belastning for vores samfund og for vores skatteydere. Vi stiller også krav til, at man ikke har begået alvorlig kriminalitet, sådan at man hverken er til fare for sine medborgere eller for Danmark. Og så stiller vi selvfølgelig krav til ansøgerens danskkundskaber, for hele forudsætningen for, at man kan blive en aktiv del af det danske samfund, er jo, at man kan beherske det danske sprog. Og der kan gives dispensation i særlige tilfælde for det, men det skal i det mindste vise, at man har gjort sig store anstrengelser for at opnå det. Grunden til, at vi kan stille de her krav, er, at det tydeligt fremgår af grundloven, at det er Folketinget og kun Folketinget, der har kompetencen til at tildele statsborgerskab.

Så har vi også valgt i Danmark at tilslutte os en række konventioner, og det har vi gjort, fordi vi grundlæggende mener, at det er i Danmarks interesse at være en del af at stå vagt om et regelbaseret internationalt samarbejde. Det skal vi selvfølgelig også have øje for, når vi i Indfødsretsudvalget behandler dispensationssager om folk med langvarige funktionsnedsættelser, som den her forespørgselsdebat jo handler om. I den sammenhæng vil jeg gerne understrege, at Venstre selvfølgelig bakker op om de internationale aftaler, Danmark har indgået, og at de skal overholdes. Det skal de her i salen, og det skal de i sagsbehandlingen, og det skal de i Indfødsretsudvalget. Venstre bakker op om den vedtagelsestekst, som hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet, læste op for et øjeblik siden.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Nu nævnte ordføreren, at man ikke automatisk skulle have tildelt statsborgerskab. Det kan jeg forsikre ordføreren om absolut heller ikke er tilfældet. Vi stiller endog meget skrappe krav, når vi skal tildele statsborgerskab. Det, jeg godt kunne tænke mig at høre lidt om, er det der forhold mellem grundloven og konventionerne. Nu er det jo sådan, at der ligger nogle domme ved domstolen, som viser, at den praksis, vi har haft, medfører konventionsbrud i nogle tilfælde. Skal det så opfattes sådan, at Venstres praksis i Indfødsretsudvalget vil være sådan, at man i de konkrete sager selvfølgelig giver dispensation til dem, der har fået en dom ved domstolene, men at man også med den domstolspraksis, der bliver lagt, vil være med til at sikre, at vi ikke igen kommer til at overtræde konventionerne?

Ordføreren.

I det omfang der foreligger en dom, eller det kan også være en juridisk notits, er det jo noget, der indgår i den sagsbehandling, der skal laves i Indfødsretsudvalget. Det er stadig væk sådan, at den sagsbehandling jo tilfalder Folketinget og kun Folketinget, men vi ønsker, at de internationale konventioner, vi er en del af, og som vi synes er et vigtigt grundlag for vores måde at forstå den verden, vi indgår i, på, indgår i den bedømmelse. Jeg har selv siddet i Indfødsretsudvalget og har i flere omgange givet dispensation i de her sager, og der har jeg altid lagt vægt på, når nogen har funktionsnedsættelse, at der har været et oprigtigt forsøg på at tilegne sig dansk. Det har ikke så meget været, om man har tilegnet sig dansk, men om der har været en vilje til det. Det har været formildende i de sager. Havde der samtidig foreligget et juridisk notat eller en dom, ville jeg på samme måde have ladet det indgå meget aktivt i min vurdering af den enkelte sag.

Værsgo til hr. Peder Hvelplund.

Nu er det jo sådan i de sygdomssager her, at der ligger en lægeerklæring. Og det, som svaret fra fru Inger Støjberg siger, er jo netop, at hvis der ligger en erklæring, som man kan lægge til grund, og som viser, at der er en langvarig funktionsnedsættelse, så vil det være i strid med handicapkonventionen ikke at give dispensation. Det ændrer jo blot ikke ved, at det ikke har været praksis. Derfor skal jeg bare høre ordføreren, om det er Venstres opfattelse, at man så også vil ændre den praksis i stemmeafgivningen i Indfødsretsudvalget, for det burde jo være den naturlige konsekvens.

Værsgo.

Den naturlige konsekvens ville være, at der stadigvæk er en individuel behandling fra sag til sag, og at man tager alt det med ind i sagen, som der nu måtte foreligge af materiale. Hvis der ligger domme og lægeerklæringer og andet, tager man det med ind. Og hvis man har et ønske, som vi har i Venstre, om at overholde internationale konventioner, og der er et handicap, så er det selvfølgelig en del af den måde, vi ser sagen på. Men det er også vigtigt, og det har det været for mig i flere omgange, at man lægger til grund for den måde, man behandler en sag på, at man ser på den vilje, som mennesker med funktionsnedsættelse har vist, til at opnå noget, de så måske ikke har opnået alligevel, nemlig evnen til eksempelvis at beherske det danske sprog.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg vil gerne sige tak til Venstres ordfører. Så vil jeg sige velkommen til DF's ordfører, fru Marie Krarup. Værsgo.

Tak. Det er Folketinget, der giver statsborgerskab. Det gør vi ved lov, og det er dermed en politisk beslutning. Vi stiller meget høje krav i Danmark, og Dansk Folkeparti opfatter bestemt det, at vi giver statsborgerskab, som en gave. Når man får statsborgerskab, skal man nemlig at være i stand til at bygge videre på Danmarks hus, det, som vi, som er født i Danmark, har arvet fra vores forfædre. Derfor skal man leve op til meget høje krav for at kunne få lov til at få del i denne gave. Man skal bevise, at man har lært sproget og kulturen, og at man er villig til at gå ind i den kultur, som man nu bliver en del af. Det er jo det, vi lige nu har en debat om med hensyn til håndtryksceremonierne. Der er også nogle normer, man skal vise at man har tillagt sig.

Statsborgerskab er ikke en rettighed og kan aldrig nogen sinde blive en rettighed! Så vi kan slet ikke se ideen i, at vi på grund af nogle internationale konventioner skulle ligestille folk uden for landet med folk i landet. Det giver ingen mening. Det er en politisk beslutning; det er os, der beslutter, om vi vil give den gave til folk, og vurderer, om de kan leve op til det. Og har man ikke mulighed for at tage nogle af de ting til sig, der er nødvendige for at blive dansker, så kan man ikke blive dansker. Det har vi fuld ret til at forsøge at vurdere på den måde, vi nu kan her i Folketinget.

Så Dansk Folkeparti ønsker ikke, at Folketinget skal være forpligtet af nogen internationale konventioner i forbindelse med tildeling af statsborgerskab. I Dansk Folkeparti ønsker vi faktisk at skærpe kravene yderligere end det, som cirkulæret for øjeblikket stiller af krav. Vi ønsker også at begrænse antallet af folk, der kan få statsborgerskab, ligesom vi ønsker at gøre det betinget. Men indtil videre er det altså cirkulæret, som vores lovgivning hviler på, og der skal man bestemt ikke dispensere på grund af internationale konventioner.

Jeg har et forslag til vedtagelse, som jeg (på vegne af DF og NB) vil læse højt. Det lyder:

Forslag til vedtagelse

Folketinget understreger, at der skal stilles meget høje krav til de fremmede, der ønsker at opnå indfødsret i Danmark. Indfødsret gives ved lov, og det er derved kun Folketinget, der kan give indfødsret og ligeledes dispensere for kravene i cirkulæreskrivelsen i helt særlige tilfælde. Folketinget fastholder, at det ikke kan være en international konvention, der kan bestemme, hvem der skal have indfødsret i Danmark. Folketinget er derfor ikke forpligtet til at dispensere særligt for folk, der ikke kan leve op til kravene på grund af funktionsnedsættelser.

(Forslag til vedtagelse nr. V 60).

Tak for det. Jeg skal lige spørge ordføreren, om det forslag til vedtagelse, hun læste op, alene er fremsat af Dansk Folkeparti, eller om der er andre, der har tilsluttet sig.

Nye Borgerlige har tilsluttet sig vores forslag til vedtagelse.

Det er rigtig fint – tak for det. Så er der lige et par korte bemærkninger. Først er det hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak. Og tak for talen. Hvis vi nu skærer igennem den lidt svulstige retorik, så kan man sige, at det, den her forespørgsel grundlæggende handler om, er dette: Hvis man forestiller sig, at man står med to borgere, som har samme baggrund, som har været i Danmark lige længe, og som har opført sig på præcis samme måde, men hvor den ene har et handicap på grund af f.eks. et krigstraume, og den anden ikke har, så vil det med de nuværende regler være sådan, at personen uden handicap vil kunne få statsborgerskab, mens personen med handicap vil få afslag. Mener fru Marie Krarup, at det er rimeligt, at man bliver diskrimineret, på grund af at man har et handicap?

Ordføreren.

Man skal leve op til nogle krav for at kunne få den gave, som indfødsretten er, og der må man jo skelne mellem dem, der lever op til kravene, og dem, der ikke gør, og det er så uanset hvorfor.

Jeg vil så sige, at jeg selv sidder i Indfødsretsudvalget og er med til at give dispensationer, og jeg er jo også nogle gange med til at give dispensationer, når jeg kan se, at her er virkelig en person, som fortjener det, som har kæmpet og kæmpet og er kommet op på et eller andet niveau og har kendskab til dansk kultur, sprog osv., men som måske bare lige mangler et lille nøk. Så der kan være forskellige grader, men nej, generelt skal de da ikke ligestilles. Det skal de ikke. Det må komme an på, om man kan leve op til kravene, og om man er værdig til at få den gave.

Tak for det. Peder Hvelplund.

Det er jo meget rart at vide, at det er Dansk Folkepartis holdning, at det er o.k. at diskriminere med baggrund i handicap. Det jo det, der er tilfældet her. Hvis man forestiller sig, at man har to borgere med præcis de samme forudsætninger, hvor den eneste forskel er, at den ene borger har et handicap, og den anden ikke har, og borgeren med handicap så får afslag med baggrund i den praksis, der er i Indfødsretsudvalget i dag, så er der jo tale om diskrimination alene med baggrund i handicap, og det, ordføreren står og siger, er, at det er o.k. at gøre det.

Ordføreren.

Det er forskelsbehandling, i forhold til om man lever op til kravene, eller om man ikke gør. I så fald er det efterhånden også diskrimination at give karakterer i skolen, ikke? Så skal alle have samme karakterer. Jeg synes ikke, det er forkert at stille krav til folk, der skal have statsborgerskab, uanset hvad grunden til, at man ikke kan eller vil leve op til kravene, er.

Tak til fru Marie Krarup for ordførertalen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så vil jeg gerne sige velkommen til hr. Nils Sjøberg fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak til formanden. Og tak til forslagsstillerne. For os som radikale er det helt afgørende at overholde handicapkonventionen, de europæiske menneskerettigheder og naturligvis også grundloven. For os i Radikale Venstre er det også helt afgørende, at en handicappet har de samme muligheder for at blive statsborger som alle andre. Ligegyldigt hvem man er, hvor man kommer fra, og hvilken langvarig funktionsnedsættelse man er ramt af, skal det være muligt at erhverve sig dansk statsborgerskab på samme vilkår som alle andre. Kan man ikke på grund af sit handicap gennemføre en indfødsretsprøve eller indfri sprogkravene, skal det ifølge handicapkonventionens artikel 18 være muligt at få et statsborgerskab. Det skal det også ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg er nyt medlem af Indfødsretsudvalget og kan naturligvis ikke oplyse, hvordan der stemmes der, men jeg kan konstatere, at der i den periode, der er gået, kun er 3 ud af 217 med langvarige funktionsnedsættelser, der har fået dispensation siden valget. Aktuelt står jeg med en sag, hvor en person alene på grund af sit pludseligt opståede handicap ikke kan blive dansk statsborger. Det kunne han godt, før han blev handicappet. Det er efter min mening helt galt. Det er en forskelsbehandling på det område, og det har retten også beskrevet.

I 2009 underskrev Danmark FN's handicapkonventions artikel 18 om retten til at færdes frit og retten til statsborgerskab. Og i FN's handicapkonventions artikel 18, stk. 1, står der:

»Deltagerstaterne skal anerkende retten for personer med handicap til at færdes frit og frit at vælge deres opholdssted samt til statsborgerskab på lige fod med andre, herunder ved at sikre, at personer med handicap: ...«.

Det er grundlæggende vigtigt for os. Man har altså ret til at erhverve sig og skifte statsborgerskab og ikke vilkårligt eller på grund af handicap fratages dette statsborgerskab. Og hvad der også er nok så vigtigt for os, er, at man ikke på grund af handicap må fratages en mulighed for at erhverve sig, besidde og anvende dokumentation for et statsborgerskab eller andre identitetspapirer. Derfor er det først og fremmest vigtigt, synes jeg, at understrege, at den debat, vi har i Folketinget i dag, handler om, hvorvidt vi i Danmark afholder borgere fra at opnå statsborgerskab på baggrund af borgernes handicap.

Der er noget helt galt, når Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder kan sige til Information, at så lav en anerkendelsesprocent kan tyde på, at handicapkonventionen tilsidesættes. Og Eva Ersbøll gør også opmærksom på, at de end ikke får en begrundelse, så de kan vide, hvad de måske kunne gøre anderledes en anden gang for at få en dispensation. Der er udfordringer i den måde, vi gør det på. Når man får endeligt afslag, får man altså ingen forklaring på, hvad man skulle have gjort ekstra for at bevise sin danskhed, når man f.eks. ikke kan gennemføre en prøve eller en sprogprøve, hvad de mange penge, man har ofret på processen, er gået til, eller hvordan man af systemet og samfundet får anerkendt sin grundlæggende følelse af at være dansk.

Hvis I spørger mig, vil jeg sige, at det simpelt hen er grotesk. Derfor håber jeg, at vi i dag kan komme frem til et forslag til vedtagelse, som sætter denne problematik i fokus, så vi igen giver rettigheder til at kunne opnå statsborgerskab for borgere med langvarige funktionsnedsættelser. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er ingen korte bemærkninger. Så vil jeg gerne sige velkommen til fru Halime Oguz fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil sige tak til Enhedslisten for at rejse spørgsmålet, for der kan og bør nemlig ikke herske nogen tvivl, at vi skal overholde vores konventionsmæssige forpligtelser. Det behøver vi ikke en henvisning til en højesteretsdom til at minde os om. Vi bør dog også bruge den her anledning til at huske os selv på konventionens formål, nemlig at stille alle borgere lige for loven.

I respekt for borgernes lighed for loven og i ligeværdig respekt for alle borgere stiller vi derfor fornuftige og høje krav til alle, der ansøger om dansk indfødsret. I de tilfælde, hvor en borger ikke kan opfylde kravene grundet et relevant handicap, vil der sammen med en lægeerklæring selvfølgelig skulle tilbydes den nødvendige hjælp. Det er borgerens ret, og sådan skal det også være.

Vi skal altid sørge for, at personer med funktionsnedsættelse tilbydes de nødvendige hjælpemidler eller får en dispensation med det formål at ligestille disse personer med deres medborgere. Og det sidste er vigtigt at huske på. Medborgere med funktionsnedsættelse er først og fremmest medborgere. At stille samme høje krav til personer med funktionsnedsættelse som til alle andre bunder derfor i respekt for disses rettighed til blive betragtet som ligestillet.

Formålet med at tage hensyn til personer med funktionsnedsættelse er at fjerne de barrierer, som umuliggør deres deltagelse i samfundslivet på samme vilkår som alle andre. Men hensynet må ikke blive en barriere i sig selv. Vi bør derfor grundigt overveje, hvordan vi bedst hjælper disse personer.

Med disse bemærkninger er det dog vigtigt for mig at slå fast, at borgere med en langvarig funktionsnedsættelse, som umuliggør at leve op til kravene, og som ikke har den fjerneste mulighed for at komme i bedring, vil kunne påberåbe sig deres konventionsrettigheder. SF fremsætter derfor følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er af afgørende betydning, at der stilles fornuftige og høje krav til ansøgere om dansk indfødsret, herunder at de taler det danske sprog og har kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Folketinget slår fast, at FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap og Danmarks øvrige konventionsmæssige forpligtelser skal overholdes i alle tilfælde, hvor Folketinget skal afgøre sager om dansk indfødsret.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 59).

Tak for ordførertalen og forslaget til vedtagelse.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, værsgo.

Jeg vil gerne takke ordføreren for ordførertalen. Jeg kan høre, at vi i store træk er enige i forhold til tilgangen til det her. Det er også derfor, jeg bare gerne vil spørge ordføreren om, hvorfor ordføreren og SF ikke kan tilslutte sig det forslag til vedtagelse, som Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten har fremsat, som jo netop blot understreger, at Folketinget selvfølgelig vil overholde de konventionsmæssige forpligtelser, som vi har tilsluttet os.

Ordføreren.

Det er, fordi vi synes, at vores eget forslag til vedtagelse faktisk er bedre og mere grundigt. Og så vil jeg selvfølgelig lægge op til, at spørgeren tilslutter sig vores forslag til vedtagelse.

Værsgo.

Grunden til, at jeg ikke mener, man bare kan gøre det, er jo, at det, som den her debat grundlæggende handler om, er det simple spørgsmål om, om vi ønsker at overholde de konventioner, vi har tilsluttet os. Det er jo det, som vi har fået nogle domstolskendelser på, som har tydeliggjort, at det gør vi ikke, og derfor er det vigtigt at få understreget, at det ønsker Folketinget og dermed også Folketingets Indfødsretsudvalg selvfølgelig at man gør. Så derfor vil jeg igen bare spørge ordføreren, hvad det præcis er i det forslag til vedtagelse, der blev fremsat, som ordføreren ikke kan tilslutte sig.

Værsgo til ordføreren.

Vi har ikke sagt noget om, at vi ikke kan tilslutte os Enhedslistens forslag til vedtagelse. Vi mener bare, at det er vigtigt at understrege, at det at få statsborgerskab selvfølgelig også medfører nogle krav, og det er vigtigt, at det også indgår i det her forslag til vedtagelse. For når man taler om, at man skal overholde nogle konventioner, i forhold til om den pågældende er syg og har en lægeerklæring, kan det virke alt, alt for abstrakt.

Så vil jeg gerne give ordet til hr. Nils Sjøberg. Værsgo.

Tak. Og tak for ordførertalen. Der er, som jeg forstår det, ikke den store forskel på vores synspunkter. Faktisk er de grundlæggende ens, vil jeg sige, på det her område. Det, der er vigtigt for os at gøre opmærksom på, er, at vi som Folketing skal opfylde handicapkonventionen og de europæiske menneskerettigheder, og naturligvis også leve op til dem i den måde, vi arbejder på som Folketing. Derfor undrer det mig, når den her sag drejer sig om handicapkonventionen og drejer sig om handicappede, at man så nødvendigvis behøver at have en række andre elementer med. Det er et spørgsmål om, at vi som Folketing respekterer og accepterer, at vi har nogle handicappede i vores samfund, og at vi viser dem respekt og forståelse og ikke gør forskel på dem og alle andre. Derfor har vi tilsluttet os den meget korte tekst, som ligger fra Enhedslistens side, og derfor vil Radikale også opfordre SF til at gøre det samme. Kan SF uddybe, hvorfor SF ikke kan det eller måske endda være med på vores?

Ordføreren.

Vi har jo et lignende forslag til vedtagelse. Der er ikke særlig meget forskel i substansen. Der står i vores forslag til vedtagelse, at Folketinget slår fast, at FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap og Danmarks øvrige konventionsmæssige forpligtelser skal overholdes i alle tilfælde, hvor Folketinget skal afgøre sager om dansk indfødsret. Det er vores tekst. Og i min tale sagde jeg eksplicit, at folk med et vedvarende handicap selvfølgelig skal kunne påberåbe sig deres konventionsrettigheder.

Nils Sjøberg, værsgo.

Det er også derfor, at jeg synes, at det er så vigtigt, at vi samles om det i respekt for den situation, vi står i, og i respekt for handicapkonventionen. Så derfor vil jeg gerne opfordre til, at man ikke søger splittelse, men søger enighed om at stå sammen om handicapkonventionen. Tak.

Ordføreren.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at i SF går vi ind for, at man overholder konventionerne. Og så vil jeg invitere ordføreren til at tilslutte sig vores forslag til vedtagelse.

Tak til fru Halime Oguz. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så vil jeg gerne sige velkommen til Det Konservative Folkepartis ordfører, hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil gøre det her forholdsvis kort. Det Konservative Folkeparti bakker op om det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet allerede har læst op, og som har opbakning fra Venstre og – så vidt jeg forstår – også LA.

Jeg synes, det her er en lidt finurlig debat. Vi ved jo alle, at ifølge grundloven er det ved lov, at vi her i Danmark tildeler statsborgerskab, det er Folketinget, der varetager den lovgivning, og vi har sågar et indfødsretsudvalg, som mange af os sidder i, hvor man kan give dispensation. Det system synes jeg er det helt rigtige. Jeg synes godt, vi kan kigge på den nuværende lovgivning, og jeg synes, man skal stramme markant op på, hvem der kan få dansk statsborgerskab, især i forhold til folk, der er dømt for kriminalitet, og folk, der ikke taler ordentligt dansk. Men det er jo så ikke det, vi debatterer her i dag, for vi debatterer systemet som helhed. Jeg har ingen grund til at betvivle systemet, og det ved jeg der er et meget stort flertal her i Folketinget der er enig med mig i.

Som sagt bakker vi op om det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet har læst op, så jeg ser sådan set ikke nogen grund til at sige andet, end at vi har helhjertet tiltro til systemet, og at det egentlig kun er lovgivningen, vi ønsker at stramme op på.

Tak for ordførertalen. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Nu ved jeg også, at hr. Marcus Knuth jo tilhører et såkaldt lov og orden-parti, og derfor går jeg også ud fra, at man er interesseret i at efterleve de domme, der afsiges ved de danske domstole. Nu er det jo sådan, at vi her har fået et par domme i et par sager, som helt tydeligt har sagt, at den praksis, der har været i Indfødsretsudvalget, har været i strid med de internationale konventioner. Det forhindrer jo ikke, at man kan træffe de afgørelser, for det er fuldstændig rigtigt, at det er grundlovssikret, at Folketinget også kan beslutte at bryde konventionerne, hvis det er det, man vil, men jeg skal bare høre, om hr. Marcus Knuth har et problem med, at vi i Indfødsretsudvalget også har brudt konventionerne, og om det er noget, der gør, at hr. Marcus Knuth mener, at vi skal ændre den praksis, der er i Indfødsretsudvalget, så vi naturligvis respekterer de internationale konventioner, vi har tilsluttet os.

Ordføreren.

Jeg mener sådan set, at systemet, som det er, lever op til konventionerne. Nu har jeg ikke siddet i udvalget så længe, men jeg synes, at det, Enhedslisten sætter spørgsmålstegn ved her, er hele systemet: Det er Folketinget, det er Indfødsretsudvalget, det er grundloven. Når man så ser, at der er så bred opbakning, som der er her, til det system, så undrer det mig, at Enhedslisten vil gå ind og rokke ved det system, der er hele fundamentet for vores demokrati, i forbindelse med hvem vi vil have ind i vores danske samfund som danske statsborgere. Jeg kan bare med den korte erfaring, jeg har fra Indfødsretsudvalget, sige, at jeg har hundrede procent tiltro til, at Indfødsretsudvalget er det rigtige sted til at træffe de her beslutninger.

Peder Hvelplund.

Den her debat handler ikke om, at vi vil rokke ved noget som helst ved det nuværende system. Det handler om, at det nuværende system gør, at vi helt dokumenterbart og beviseligt ved domstolene får domme for, at vi bryder konventionerne. Det, der bare er spørgsmålet, er, om Det Konservative Folkeparti ønsker, at vi skal kunne fortsætte med at bryde konventionerne i Indfødsretsudvalget, eller ønsker Det Konservative Folkeparti at sikre, at vi lever op til de internationale konventioner, også når vi træffer afgørelser i Indfødsretsudvalget.

Hr. Marcus Knuth.

Vi har begrænset tid til mange spørgsmål og svar her, men nu er jeg lidt forvirret, fordi hvis Enhedslisten siger, at man ikke vil ændre noget ved systemet, hvorfor har vi så overhovedet den her debat? I udvalget får vi jo fremlagt de dokumenter, der er nødvendige, og hvis det også har med domstole og tidligere domme at gøre, får vi det også fremlagt. Og så har jeg altså tiltro til, at de folkevalgte medlemmer, som sidder i udvalget, træffer de rigtige beslutninger.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nils Sjøberg fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Når vi har den her debat, skyldes det, at der er rejst tvivl om, hvorvidt vi overholder handicapkonventionen, og derfor vil jeg gerne slå fast, at det er afgørende vigtigt, at vi har den her diskussion for at præcisere, at vi naturligvis overholder handicapkonventionen, de europæiske menneskerettigheder og selvfølgelig også grundloven. Jeg vil egentlig gerne bede De Konservatives ordfører bekræfte, at Det Konservative Folkeparti også ønsker at leve op til handicapkonventionen. Det er ikke et spørgsmål om at stille spørgsmål ved grundloven eller ved måden, Folketinget arbejder på. Det her er et spørgsmål om at bekræfte, at vi ønsker, at handicapkonventionen skal overholdes.

Marcus Knuth.

Vi ønsker da i Det Konservative Folkeparti, at de konventioner, som vi har tiltrådt, selvfølgelig skal overholdes. Man kan gå ind at se på, om vi skal ændre på nogle af dem, om der er nogen fortolkninger, der skal ændres, men vi ønsker jo ikke aktivt at gå ind at bryde nogen konventioner.

Jeg er bare lidt forvirret over, hvor det er, man er på vej hen, fordi hvis man mener, at systemet er godt nok og det ikke skal ændres, hvad er det så, alt det her handler om? Altså, der skal træffes nogle svære beslutninger i et udvalg, og der sidder nogle særdeles kompetente folketingsmedlemmer i det udvalg, der efter bedste evne træffer de beslutninger, og jeg vil bare sige, at der har jeg tiltro til udvalget.

Hr. Nils Sjøberg, værsgo.

Tak. Jeg takker for de pæne ord om dem, der sidder i udvalget, i og med at jeg også selv sidder der.

Der har været rejst tvivl i forbindelse med, at det kun er 1 pct. af ansøgerne, der bliver godkendt, og forskellige eksperter på det her område spørger: Er det her måden, man gør det på? Gør man det tilstrækkelig godt? På den baggrund er det selvfølgelig lidt vigtigt for os at få præciseret, at Folketinget ønsker at gøre det klart for udvalget og for regeringen, at man ønsker at arbejde efter menneskerettighedskonventionerne og handicapkonventionen og den europæiske menneskerettighedskonvention osv. Så det, vi gerne vil sikre os, og det håber vi da også meget vi kan få De Konservative med på, er en bekræftelse af, at det ønsker man at gøre, og at man ønsker at leve op til disse vilkår. Det er derfor, vi har fremsat det forslag, vi har gjort.

Værsgo, ordføreren.

Jeg kan bare sige, at jeg overordnet er glad for, at vi har strammet op – og senest i 2018 – på regler for statsborgerskab. At der så også bliver givet færre dispensationer overordnet set i udvalget, synes jeg sådan set er fint, for jeg synes, vi har givet for mange dispensationer. Men det er jo ikke det samme som at sige, at udvalget sidder og bevidst begår konventionsbrud. Den sammenhæng synes jeg ikke man kan lave. Så jeg er sådan set bare glad for, at vi har strammet op. Jeg synes, vi skal stramme yderligere op.

Tak til hr. Marcus Knuth. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg kan ikke umiddelbart se en repræsentant fra Alternativet, men vi ved, at Alternativet bakker op om Enhedslistens forslag til vedtagelse. Så vil jeg gerne sige velkommen til fru Pernille Vermund.

At opnå dansk indfødsret ved lov er ikke en rettighed, det er et privilegium, og det privilegium skal alene tildeles udlændinge, der vurderes at skabe værdi for vores samfund. Af grundlovens § 44 fremgår det, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov, og i Danmark er det som bekendt Folketinget og dermed Folketingets medlemmer, der vedtager lovene. Folketingets medlemmer er ene bundet ved deres overbevisning, som der står i grundlovens § 56, og jeg og de øvrige medlemmer af Nye Borgerlige, som sidder i Folketinget, er altså af den overbevisning, at udlændinge, der ikke kan tale dansk, og som har langvarige funktionsnedsættelser, ikke skal have dansk statsborgerskab. Hvis der er situationer, hvor konventioner konflikter med vores grundlov, er det altså konventionerne, der har vigepligt. Sådan er det.

Tak for det. Tak for ordførertalen. Der er en enkelt kort bemærkning. Værsgo til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Nu nævnte ordføreren, at det var borgere, der skabte værdi for Danmark. Det tror jeg nu ikke står i naturalisationscirkulæret – endnu i hvert fald; det er muligt, det kommer til det på et tidspunkt.

Men det, jeg godt vil høre ordføreren om, er det centrale princip, vi diskuterer her i dag, nemlig om man må forskelsbehandle med baggrund i handicap. Derfor vil jeg også godt høre ordføreren, hvad ordførerens holdning er, hvis vi står med to ens historier, to ens borgere, hvor den eneste forskel er, at den ene borger har et handicap og den anden borger ikke har. Mener ordføreren, det er rimeligt, at man forskelsbehandler med baggrund i, at den ene borger er handicappet og den anden borger ikke er?

Ordføreren.

I det omfang, vi taler om at tildele statsborgerskab, dansk statsborgerskab, til udlændinge, mener vi, at det ikke bare er rimeligt, men at vi er forpligtede til at forskelsbehandle. Tanken om, at vi ikke forskelsbehandler, er jo håbløs. Vi forskelsbehandler i øvrigt på mange andre punkter, og det er jo helt legitimt at sige, at der er nogle vilkår, f.eks. at man skal kunne tale dansk tilstrækkeligt til, at man kan klare en indfødsretsprøve på dansk, for at kunne opnå statsborgerskab ved lov. Man kan sagtens være i Danmark, hvis man ellers forsørger sig selv og overholder vores lovgivning, uden at være dansk statsborger, og man har også rettigheder til at stemme, hvis man flytter tilbage til det land, som man har statsborgerskab i.

Ordføreren.

Men det er temmelig interessant, for det er jo en anerkendelse af, at det er i orden at diskriminere med baggrund i handicap. Altså, hvis vi har en konkret situation, hvor en konkret borger ønsker at opnå en konkret rettighed, så mener Nye Borgerlige, at det er i orden at sige, at fordi borgeren er handicappet, har borgeren ikke samme rettigheder som den borger, der ikke er handicappet. Jeg må forstå, at essensen af det, som fru Pernille Vermund siger nu, er, at det efter Nye Borgerliges opfattelse er i orden at diskriminere med baggrund i et handicap.

Fru Pernille Vermund, værsgo.

Jeg tror, at det, som hr. Peder Hvelplund ikke forstår, er, at det jo netop ikke er en rettighed at erhverve sig dansk statsborgerskab ved lov. Det er ikke en rettighed, det er et privilegium, som vi tildeler ved lov. Det betyder, at hvert enkelt folketingsmedlem herinde alene er bundet af sin overbevisning: Skal vedkommende have statsborgerskab, ja eller nej? Man kunne i princippet have den overbevisning, at ingen udlændinge skal have dansk statsborgerskab. Det har man ret til at have. Så det er ikke en rettighed at få dansk statsborgerskab ved lov. Det er et privilegium, og sådan skal det fortsat være.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra hr. Nils Sjøberg. Værsgo.

Tak. Nu nævner ordføreren gentagne gange, at det drejer sig om udlændinge, der ikke kan tale dansk – at det er deres udfordring. Men der er jo også bevisligt personer, som er blevet afvist, som godt kunne dansk; som faktisk har haft mulighed for at arbejde tidligere, og som så i en periode har fået et handicap og derfor har haft udfordringer med at kunne leve op til de vilkår, der nu er på nuværende tidspunkt. Og så har vi en handicapkonvention, der i den sammenhæng beskytter disse mennesker og giver dem mulighed for at blive medlemmer af det danske samfund og formentlig kunne bidrage – det ved vi ikke, men det er der i hvert fald nogle af dem der allerede har vist at de gør – til det danske samfund. Når nu ordføreren gentagne gange som eksempel nævner udfordringen med, at den pågældende person ikke kan dansk, så vil jeg meget gerne vide: Såfremt den pågældende kan dansk, vil ordføreren så være mere fleksibel?

Ordføreren.

I en situation, hvor en udlænding opholder sig her og overholder de øvrige kriterier, som vi stiller, for det, vi kalder at skabe værdi for vores samfund, så er det sådan set ligegyldigt, om vedkommende mangler et ben eller en arm, eller hvad der kan være af øvrige handicap. Det er jo ikke det, vi som sådan vurderer mennesker på. Men vi siger, at hvis vi samlet set har at gøre med ansøgere, som vi ikke vurderer vil skabe værdi for vores samfund, f.eks. fordi de ikke formår at gebærde sig på dansk, er analfabeter eller som her i beskrivelsen har funktionsnedsættelser, der gør, at de ikke kan tale dansk, jamen så er det ikke mennesker, der skal tildeles det privilegium, det er at få dansk statsborgerskab.

Hr. Nils Sjøberg.

Tak. Vil det så sige, at det er rigtigt forstået, at såfremt en person kan tale dansk, vil Nye Borgerlige faktisk være positive over for at leve op til handicapkonventionen? Er det det, der er den store forskel for Nye Borgerlige? Man ser faktisk udelukkende på sproget, og så er alt andet sådan set underordnet. Så lever man op til handicapkonventionen. Eller hvordan vurderer man det rent faktisk fra Nye Borgerliges side?

Ordføreren.

Nej. En handicappet, som har ondt i sinde, og som måske til og med er kriminel, er jo på ingen måde en værdi for vores samfund. Så at isolere den her debat til, at man kun skal kunne dansk, tror jeg trods alt ikke nogen vil – nu ved jeg ikke, måske på den yderste venstrefløj. Men jeg håber ikke, der er nogen, der er så ivrige efter at tildele statsborgerskaber til udlændinge, at man alene ser på, om de taler dansk. Det gør vi naturligvis heller ikke i Nye Borgerlige.

Så er det fru Halime Oguz.

Tak. Og tak for ordførertalen. Ordføreren understreger gang på gang, at man skal give statsborgerskab til borgere, der skaber værdi i samfundet. Mener ordføreren så, at mennesker med handicap ikke skaber nogen værdi i samfundet?

Der vil jeg lige henlede opmærksomheden på Darwins teori om, at det kun er de stærkeste, der overlever. Er det sådan en samfundsmodel, Nye Borgerlige gerne så i Danmark? Tak.

Ordføreren.

Det er en ret ubehagelig tanke, og i forhold til det svar, jeg lige har givet, er det i virkeligheden også en lille smule provokerende spurgt. Jeg og vi er fløjtende ligeglade med, om mennesker mangler en arm, mangler et ben eller har et andet handicap – det er vi rigtig mange der har af forskellig art. Det lever man med, og det lever man mod.

Det, der er vilkårene for os, er jo, at når man søger om dansk statsborgerskab ved lov, må det vurderes, om det her er et menneske, som 1) overholder vores lovgivning, og 2) forsørger sig selv, 3) taler det danske sprog, og 4) køber ind på de grundlæggende værdier, som vores samfund bygger på. Det må være nogle af de primære kriterier. Om dem, som man har givet statsborgerskab i massevis, bl.a. fra de muslimske lande, og som jo nu viser sig at modarbejde vores samfund indefra, siger vi, at det kan vi simpelt hen ikke – vi kan ikke mere; det må vi stoppe med.

Men hvis man i øvrigt forsørger sig selv, hvilket rigtig mange handicappede gør, taler vores sprog, køber ind på vores værdier osv., så er det jo ikke diskvalificerende i sig selv, at man har et handicap. Og jeg tror, som jeg sagde tidligere, heller ikke, at der er nogen her i Folketinget, som afviser et statsborgerskab alene på baggrund af et handicap, hvis man i øvrigt klarer sig selv og er velfungerende.

Tak. Fru Halime Oguz.

Tak. Jeg synes ikke rigtig, det var et svar på mit spørgsmål. For der er jo ingen tvivl om, at alle støtter op om, at der selvfølgelig skal være nogle bestemte krav for at kunne få et statsborgerskab. Det er jeg slet ikke uenig med ordføreren i. Men ordføreren markerer gang på gang, at vi skal have borgere, der skaber værdi. Det vil sige, at borgere, der har et handicap, ikke skaber værdi ifølge ordføreren. Det var bare det, jeg gerne ville have præciseret.

Når ordføreren siger, at der selvfølgelig også er borgere, der mangler en arm eller et ben, som stadig skaber værdi, hvad er problemet så i at overholde handicapkonventionen?

Ordføreren.

Men vi har sådan set ikke noget problem med at overholde handicapkonventionen. Vi siger bare, at hvis konventioner og grundloven konflikter, er det jo grundloven, der må stå øverst, og konventionen, der må vige. Og vi har som folketingsmedlemmer ikke nogen konventionsmæssige forpligtelser til at vedtage den ene eller den anden lov. Regeringen har konventionsmæssige forpligtelser, men eftersom det er Folketinget, der tildeler statsborgerskab ved lov, er det den enkeltes overbevisning, man stemmer efter, uanset om man stemmer med eller mod konventionerne.

Men når vi taler om funktionsnedsættelser og handicappede i den her sammenhæng, er det jo, fordi det specifikt omhandler mennesker, der er så handicappede, at de ikke kan tale dansk og ikke kan bestå en indfødsretsprøve. Og der mener vi, at så kan man selvfølgelig ikke blive dansk statsborger.

Vi siger tak til ordføreren og går videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet, og tak for at indkalde til den her meget, meget spændende forespørgselsdebat. Det er nok i virkeligheden en af de mest interessante debatter, jeg har været med til, fordi den går helt ind til kernen af det danske demokrati.

Hvad vil regeringen gøre for at kontrollere Folketinget? hedder det i forespørgslen. Men regeringen bestemmer jo ikke over Folketinget, tværtimod. Vi har parlamentarisme; det er Folketinget, der bestemmer over regeringen. Hvorfor vil Folketinget ikke lade sig diktere af domstolene? Ja, det vil Folketinget jo ikke, når det skønner, at domstolene eller andre så at sige kommer ind på Folketingets banehalvdel, Folketingets territorium, og vil påtvinge Folketinget en bestemt politik. Og det er jo en debat imellem det, man kan kalde legalisme, og spørgsmålet om demokratisk mandat. For det, der er essensen i grundloven, er jo, at der skal være et demokratisk mandat til at tildele statsborgerskab. Og legalisme er jo alle mulige forsøg på at tage demokratiske beslutninger væk, sådan at beslutninger bliver truffet af myndigheder eller andre, der ikke har demokratisk mandat.

Vi har haft en lang diskussion om, at alle mulige aktører, der ikke har et demokratisk mandat, skal tildele statsborgerskab, og dér fastslår grundloven jo fuldstændig klart, at der skal være et demokratisk mandat, der er givet ved et folketingsvalg, og at det selvfølgelig ikke skal udhules.

Folketingets medlemmer er bundet af grundloven og af deres samvittighed, som der står i grundlovens § 56. Så det er jo en utrolig spændende diskussion om, hvilke love og traktater der har forrang for hvad, som der også er flere ordførere, der har været inde på. Og her har både jeg og LA den opfattelse, at grundloven naturligvis har forrang, medmindre der er blevet holdt en folkeafstemning, for det skal der holdes, hvis vi skal afgive suverænitet. Der har ikke været holdt en folkeafstemning; vi har ikke afgivet suverænitet. Og derfor er det selvfølgelig Folketinget, der har det sidste ord, for der står i grundloven, at der skal være et demokratisk mandat til at træffe de her beslutninger. Og så kan det jo ikke nytte noget, at alle mulige aktører, der ikke har et demokratisk mandat forsøger at æde sig ind på det demokratiske mandat, der skal være. Det kunne man godt kalde nogle meget grimme ting, som jeg skal lade være med at sige.

Så det, vi diskuterer i dag, er politik, og dybest set diskuterer vi jo selvfølgelig et meget interessant spørgsmål, nemlig hvorfor et flertal i Folketinget ikke vil føre Enhedslistens politik. Ja, det er jo mærkeligt, men det er, fordi flertallet ikke er Enhedslisten, så derfor vil flertallet jo ikke realisere Enhedslistens program. Jeg har tit ærgret mig over, at Folketinget heller ikke vil realisere vores program, men det vil Folketinget åbenbart heller ikke, og det er jo så noget, man må leve med i et demokrati.

Så tak for en helt utrolig spændende debat, og det mener jeg virkelig, fordi det er så interessant – navnlig det her spørgsmål om legalismen, hvor nogle aktører hele tiden prøver at tiltuske sig adgang til at tage beslutninger, som der skal være demokratisk mandat til, men som der ikke er. Det er et af de største problemer, vi står med i dag, nemlig at alle mulige aktører vil tage magt fra os, der er valgt. Og det er selvfølgelig noget, vi skal være meget, meget skeptiske over for.

Så vi er glade for, at vi er nået frem til den her tekst, som allerede er blevet læst op. Og med de bemærkninger takker jeg for ordet.

Der er foreløbig tre, der har ønsket bemærkninger i forhold til det danske demokrati. Charmen ved det er jo, at vi har flere partier, i modsætning til andre steder, hvor man kun har to, og hvor der er ét parti, der vil bestemme det hele. Det kan man ikke i Danmark.

Man nu er det hr. Peder Hvelplund, der har mulighed for at stille spørgsmål til hr. Henrik Dahl.

Tak for det. Og tak for talen. Det er nogle interessante betragtninger, hr. Henrik Dahl gør sig i forhold til det her, men det her handler jo grundlæggende om Folketingets ret til at træffe beslutninger. Folketinget har jo besluttet, at man vil tilslutte sig nogle internationale konventioner. Det har der været et flertal i Folketinget for, at man ville gøre. Så kan man i Folketinget godt beslutte sig for bagefter, at nu har vi tilsluttet os dem, men vi vil gerne bryde dem alligevel.

Det kan man så tage en debat om her, og det er jo så det, vi gør lige nu. Det er jo ikke et spørgsmål om, at vi kommer og siger, at der er nogle domstole, som skal bestemme, at man skal gøre noget bestemt i Indfødsretsudvalget. Det her er en debat om, om vi i Folketinget har en enighed om, at de konventioner, vi har tilsluttet os, også skal overholdes.

Så er det helt legitimt at have den holdning, hvor man siger: Jamen vi har tilsluttet os nogle konventioner, men dem ønsker vi ikke at overholde alligevel. Og det er så egentlig bare det, jeg vil spørge hr. Henrik Dahl om, altså om det er Liberal Alliances opfattelse, at vi ganske vist har tilsluttet os nogle konventioner, men at vi alligevel vil have lov til at bryde dem, når vi sidder i Indfødsretsudvalget. For det er jo det, vi har fået en klar indikation for med de domstolsafgørelser, der er kommet. Så det er sådan set bare det, der er spørgsmålet.

Hr. Henrik Dahl.

Jamen det er jo derfor, at diskussionen er så interessant. For jeg har den opfattelse, at vi i Danmark har et legalistisk miljø, der hele tiden lægger arm med Folketinget. Og i det legalistiske miljø er man fortaler for, at Folketinget afgiver magt, og man er tilhænger af, at man tager magt fra Folketinget på alle mulige forskellige måder. Og det har man selvfølgelig lov til i det legalistiske miljø.

Jeg bestrider bare, at det legalistiske miljø har ret i sin påstand. Grundloven fastslår jo helt klart, at vi, der er valgt til Folketinget, har det sidste ord. Og der har det legalistiske miljø jo så efter min opfattelse ret til sige, hvad det legalistiske miljø vil. Det legalistiske miljø vil give nogle af de her rettigheder til organisationer, der i princippet intet demokratisk mandat har. Det er det, der altid kommer fra det legalistiske miljø. Og det er godt, vi får den her debat, for så får vi også en debat om, hvad det vil sige at have et demokratisk mandat og være valgt af folket, som vi, der er her, jo er.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak. Nu er jeg jo en simpel mand og ikke så belæst, som hr. Henrik Dahl er. Men jeg har jo grundlæggende den tilgang, at hvis man tilslutter sig en international konvention, gør man det, fordi man har tænkt sig at overholde den. Hvis man har tænkt sig ikke at overholde den, synes jeg, man skal stille forslag om at træde ud af den. Og nu er det sådan, at Danmark har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dermed også handicapkonventionen, og derfor er mit spørgsmål til hr. Henrik Dahl egentlig bare, om Liberal Alliance er af den opfattelse, at vi skal forblive i de konventioner og dermed også – formoder jeg – bestræbe os på overholde dem.

Ordføreren.

Jamen alt, hvad der findes af love og traktater osv., er jo ikke sådan en fuldstændig modsætningsfri, logisk tekst. Der er modsætninger i vores samlede lovværk. Og det er en af de modsætninger, vi støder ind i her, for det synspunkt, som hr. Peder Hvelplund kommer med, er jo, at det på en eller anden måde er en rettighed at være dansker. Det er ikke en ret at være dansker. Og når det ikke er en ret at være dansker, starter diskussionen også et andet sted, fordi det første og vigtigste er, hvem vi vil tildele den ret. Og det har vi fuldstændig demokratisk, suveræn ret til at bestemme.

Fru Pernille Vermund.

Jeg vil bare sige tak.

Ingen årsag. Vi er her for det samme.

Så er det hr. Nils Sjøberg.

Tak. Jeg vil godt følge op på det, som hr. Peder Hvelplund nævner. I artikel 18 i menneskerettighedskonventionen og i forbindelse med de her konventioner for handicappede står der, at deltagerstaterne skal anerkende retten for personer med handicap til at færdes frit og frit til at vælge deres opholdssted samt til statsborgerskab på lige fod med andre, herunder ved at sikre, at personer med handicap ... – og så står der anført en række forskellige forhold herunder.

Det, jeg gerne vil spørge Liberal Alliances ordfører om, er følgende: Når man har skrevet under på sådan en konvention, er det så noget, hvor man bare siger: Jamen det har vi skrevet under på, for det betød ikke rigtig noget, eller lægger man rent faktisk vægt på, at man prøver på at overholde den konvention, man faktisk har skrevet under på?

Ordføreren.

Jamen vi skal da overholde de ting, vi skriver under på, i det omfang, det ikke strider mod grundloven, men retten til at tildele statsborgerskab er ikke blevet afgivet til andre, altså, Folketinget har ikke afgivet den ret, og derfor har vi jo kun skrev under på ting, som vi så at sige kan skrive under på. Altså, jeg kunne jo også skrive under på, at ordførerens hus tilhører en anden person, men det har jeg jo ikke ret til. Den underskrift er jo ikke noget værd.

Hr. hr. Nils Sjøberg.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at grundloven har en afgørende betydning, og det er vi alle enige om, og at det at blive dansk statsborger er en gave. Det er ikke en ret. Sådan skal det forstås. Det er noget, man giver fra Folketingets side, og som man gør fra Indfødsretsudvalgets side. Slet ingen tvivl om den sag. Så jeg synes, at det, der er afgørende i den her sag, og det vil jeg gerne spørge ordføreren om igen, er: Lægger ordføreren slet ikke vægt på betydningen af, at man faktisk har underskrevet denne konvention, som giver handicappede nogle muligheder? Vil ordføreren ikke leve op til disse forpligtelser, eller ønsker ordføreren det ikke? Jeg synes, at som det fremgår lige nu, er det et spørgsmål om, at ordføreren nærmest opfatter det her, som at det bare er noget, man har skrevet under på, men det har ikke nogen særlig betydning.

Ordføreren.

Jamen Radikale Venstre er jo i sin gode ret til at mene, at hvis der er en modsætning mellem handicapkonventionen og grundloven, gælder handicapkonventionen. Vi mener i Liberal Alliance, at hvis der er en modsætning mellem grundloven og handicapkonventionen, gælder grundloven, og det er jo helt ærligt at mene, at grundloven ikke gælder i visse afgrænsede situationer. Men det er bare sådan, at hvis der skal afgives suverænitet, kræver det en folkeafstemning, og der har ikke været en folkeafstemning om, at vi skal afgive den her suverænitet.

Så siger vi tak til ordføreren. Vi er igennem ordførerrækken, og så er det udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Jeg vil også starte med at sige tak for debatten, som jeg synes har været god, og som synliggør, synes jeg, nogle af de udfordringer, der er, når Indfødsretsudvalget skal behandle de her sager. Det er ikke let. Og som jeg også sagde i min indledende tale, yder ministeriet selvfølgelig sekretariatsbistand til Indfødsretsudvalget, som det altid har gjort, men som ministeren er det jo ikke i min magt at beslutte, om der skal gives dispensation i en konkret sag. Det er Folketingets kompetence.

Jeg er, som nævnt, også klar over, at de sager, som forespørgslen retter sig mod, kan være nogle rigtig svære sager at vurdere, men jeg er sikker på, at udvalget er opmærksom på, at det følger af dommen fra Højesteret fra 2013, at Danmark har påtaget sig de her folkeretslige forpligtelser, som også står i forarbejderne til den indfødsretslov, som Folketinget selv har vedtaget, nemlig at det forudsættes, at vi efterlever konventionerne, altså, at udvalget efterlever konventionerne i udøvelsen af det skøn over, hvorvidt en ansøger skal have dansk indfødsret.

Som sagt, er det regeringens holdning, at der inden for rammerne af vores internationale forpligtelser skal stilles høje og fornuftige krav til ansøgere om dansk indfødsret, herunder om det danske sprog og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Jeg er glad for, at bredt flertal i Folketinget fortsat er enig i det, og jeg helt sikker på, at vi inden for rammerne af den grundlov, vi har tiltrådt, og de konventioner, vi har underskrevet, fortsat vil være i stand til at fastholde nogle fornuftige regler for tildeling af statsborgerskab.

Så siger vi tak til udlændinge- og integrationsministeren. Så har hr. Peder Hvelplund, forslagsstiller fra Enhedslisten, bedt om ordet til sidst. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil bare benytte lejligheden til at takke for en trods alt interessant debat, vi har haft her i eftermiddag.

Nu har vi haft en diskussion om den modstrid, der skulle være mellem konventioner og grundloven. For mig at se er der ikke nogen modstrid her. Jeg synes, det er væsentligt at få slået fast, at der intet grundlovsstridigt er i at vælge at sige, at man vil overholde konventionerne. Jeg synes tværtimod, det er god og sund fornuft, hvis man tilslutter sig internationale konventioner og skriver under på, at der er regler, man vil overholde, som f.eks., at man ikke vil diskriminere folk med baggrund i handicap, at man så også i Folketinget vælger at følge den praksis. Ellers synes jeg, man skal stille forslag om, at vi skal træde ud af de konventioner, hvis man synes, det er dumt. Det har ikke noget at gøre med, om det er grundlovsstridigt eller ej. Det er et spørgsmål om ganske almindelig politisk anstændighed. Hvis man tilslutter sig en aftale, så synes jeg også, man skal bestræbe sig på at overholde den. Det er i hvert fald det, jeg har lært og er blevet opdraget til, i forhold til hvad der er en sund værdi i et samfund.

Det andet spørgsmål er så spørgsmålet om handicap, og det er jo det centrale i den her debat. Det er netop spørgsmålet om, om det skal være tilladt at diskriminere folk alene med baggrund i, at de har et handicap. Det er jo det, vi har kunnet se i de sager her, hvor der er tale om, at der er borgere, der er gået op og har fået en lægeerklæring på, at der er noget helt specifikt, de ikke kan med baggrund i deres handicap – en lægeerklæring, der er blevet afgivet af en læge med autorisation i det danske sundhedsvæsen, som skal give en afgørelse, der er præget af omhu og uhildethed. Det er noget, vi bør have en vis respekt for. De kan give en lægeerklæring på, at der er et konkret krav, som samfundet stiller til den her borger, som borgeren ikke kan opfylde med baggrund i, at borgeren har et handicap. Jeg kan så forstå, at der er en række partier, som mener, at selv om borgeren har det handicap og det alene er det, der diskvalificerer fra at få samme afgørelse som en borger uden handicap, så er det i orden at sige, at her forskelsbehandler vi. Det synes jeg faktisk er bekymrende, og jeg synes, det er bekymrende, at det foregår på det her område. Jeg synes også, det er bekymrende, hvis det er en opfattelse, der vil brede sig til andre dele af samfundet. For i sin substans er det her ikke anderledes end i alle mulige andre samfundsforhold. Det er spørgsmålet om, om en borger har ret til ligebehandling med andre borgere. Det er præcis det, der er kommet en domstolsafgørelse på. Den siger, at man netop har den rettighed, og at der ikke må forskelsbehandles med baggrund i handicap.

Så derfor tror jeg, at vi fortsat kommer til at følge de afgørelser, der kommer til at ligge i Indfødsretsudvalget, nøje, og vi vil selvfølgelig fortsætte med at følge op på det her, og så er det jo muligt, at vi kommer til at tage debatten igen her i salen. Ellers gør vi det i hvert fald i Indfødsretsudvalget. Men derudover vil jeg takke for debatten.

Vi siger tak til hr. Peder Hvelplund.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted i morgen, torsdag den 27. februar 2020.