B 99 Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en helhedsorienteret studieplan for studerende med handicap.

Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 26-02-2020

Fremsat: 26-02-2020

Fremsat den 26. februar 2020 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Pernille Bendixen (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF).

20191_b99_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 26. februar 2020 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Pernille Bendixen (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF).

Forslag til folketingsbeslutning

om indførelse af en helhedsorienteret studieplan for studerende med handicap

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag, der får den virkning, at studerende med handicap ved studiestart får tildelt en individuel helhedsorienteret studieplan.

Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne foreslår, at der indføres en helhedsorienteret studieplan for studerende med handicap på de videregående uddannelser. Studieplanen skal udarbejdes ved studiestart og skal indeholde de særlige vilkår, rammer og hensyn, der kan medvirke til, at den studerende får de bedste muligheder for at gennemføre studiet. Aftalen skal tage udgangspunkt i den enkelte studerendes specifikke handicap. Det kan eksempelvis være i form af færre krav til ECTS-point, længere forberedelsestid til mundtlige eksamener, længere tid til skriftlige projekter og afleveringer, brug af hjælpemidler m.v. Samtidig skal det sikres, at den studerende kan få statens uddannelsesstøtte (su) under hele studieforløbet. På den måde kan den studerende bruge kræfterne på studiet og slippe for at bekymre sig om, hvorvidt der er tilstrækkelig su til hele studiet. Den studerende undgår samtidig belastningen ved at skulle søge utallige dispensationer undervejs i studiet. Der bør kun skulle søges dispensation, hvis der opstår uforudsete hindringer undervejs, som forhaler og forrykker den enkelte studerendes tidsplan.

Denne praksis vil lette administrationsbyrden for både den pågældende berørte studerende og vedkommendes uddannelsesinstitution. Den studerende skal således ikke ved hver eksamen udarbejde en dispensation, ligesom uddannelsesinstitutionen ikke efterfølgende skal behandle den.

Det vurderes, at ca. 7.500 studerende vil blive omfattet af ordningen, svarende til 2,6 pct. af su-modtagere på de videregående uddannelser (»Oplysninger om tildeling af SU for 2018«, Uddannelses- og Forskningsministeriet, ufm.dk, 2019).

Finansiering

Su-modtagere har som udgangspunkt en su-ramme på 70 su-klip. På baggrund af den gennemsnitlige forsinkelse blandt studerende med handicap forventes det, at de gennemsnitligt vil bruge 10 ekstra klip. Danske Handicaporganisationer (DH) anslår, at udgifterne ved at implementere en helhedsorienteret studieplan årligt vil udgøre 175 mio. kr. De ekstra udgifter på 175 mio. kr. årligt kan virke af meget, men det manglende forsørgelsesgrundlag er en stor bekymring for studerende med handicap. DH vurderer, at der vil være flere studerende med handicap, der kan gennemføre en uddannelse, når de er sikret et forsørgelsesgrundlag gennem hele studiet (»Nødvendigt for nogle, godt for alle - en undersøgelse af vilkår for studerende med funktionsnedsættelser«, Tænketanken Perspektiv og Sammenslutningen af Unge med Handicap, 2019).

Forslagsstillerne anbefaler, at en finansiering af denne ordning drøftes med Folketingets partier.

Skriftlig fremsættelse

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en helhedsorienteret studieplan for studerende med handicap.

(Beslutningsforslag nr. B 99)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.