Beretning afgivet af Uddannelses- og
Forskningsudvalget den 23. juni 2020
1. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Dansk
Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti,
Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
Et flertal i udvalget (S, V, DF, RV, SF,
EL, KF og LA) konstaterer, at der stadig er udfordringer i
uddannelsessystemet for studerende med fysiske og psykiske
handicap. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at personer med handicap
i dag har en lavere uddannelsesfrekvens og et lavere
uddannelsesniveau end personer uden handicap. Partierne konstaterer
videre, at de videregående uddannelsesinstitutioner efter
gældende ret allerede er forpligtet til at tilbyde
hensigtsmæssige individuelle tilpasninger - herunder
særlige prøvevilkår - til studerende med
handicap, når uddannelsesinstitutionen får kendskab til
handicappet. Partierne opfordrer regeringen til at følge op
på, at de videregående uddannelsesinstitutioner
gør, hvad de kan for at hjælpe de studerende i henhold
til de forpligtelser, der følger af gældende regler og
det hyrdebrev, som Styrelsen for Forskning og Uddannelse nyligt har
sendt ud til de videregående uddannelsesinstitutioner om
samme.
Herudover pålægger partierne
regeringen at undersøge, hvilke initiativer der kan tages
for at mindske uligheden i uddannelsessystemet for personer med
handicap, hvor et initiativ f.eks. kan være en
helhedsorienteret studieplan.
Venstre, Dansk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF)
pålægger ministeren at nedsætte en
hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, som inden for rammerne og
principperne for dansk handicappolitik skal komme med bud på
en helhedsorienteret uddannelsesplan for studerende med handicap.
Partierne mener, at dette vil være et afgørende skridt
for at fremme inklusion og mangfoldighed i samfundet. Partierne
lægger vægt på, at handicaporganisationerne,
uddannelsesinstitutionerne, KL og andre relevante aktører er
bredt repræsenteret i arbejdsgruppen.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaarflokkurin havde ved
beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke
adgang til at komme med politiske bemærkninger i
beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 26.
februar 2020 og var til 1. behandling den 13. maj 2020.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Uddannelses- og Forskningsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Bjørn Brandenborg
formand