B 92 Forslag til folketingsbeslutning om udvidet kommunal adgang til individuel varmeforsyning.

Udvalg: Udvalget for Landdistrikter og Øer
Samling: 2019-20
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 06-02-2020

Fremsat: 06-02-2020

Fremsat den 6. februar 2020 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Jacob Mark (SF) og Signe Munk (SF)

20191_b92_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 6. februar 2020 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Jacob Mark (SF) og Signe Munk (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om udvidet kommunal adgang til individuel varmeforsyning

Folketinget pålægger regeringen at indføre de juridiske rammer, som muliggør, at kommunerne under nærmere definerede forudsætninger kan etablere varmeforsyningsselskaber, der tilbyder individuel varmeforsyning, og kan give de eksisterende kommunalt ejede kollektive varmeforsyningsselskaber samme juridiske adgang.

Bemærkninger til forslaget

Der har været etableret en række forskellige incitamentsordninger for at fremme udskiftningen af oliefyr eksempelvis: tilskudsordninger, forsøgsordninger med installation og drift af varmepumper på abonnement samt gratis vejledning. Ligeledes har håndværkerfradrag og reduceret elafgift kunnet understøtte omlægningen fra oliefyr til varmepumper. Men der er desværre ikke meget, der tyder på, at det har været nok til at løse problemet.

Udfordringen har efter alt at dømme været, at mange boliger med gamle udtjente oliefyr ikke har en tilstrækkelig høj værdi, hvilket betyder, at en varmepumpe bliver en stor investering set i forhold til boligens værdi, hvilket besværliggør låntagning. Som boligejer i et landdistrikt er det en stor engangsudgift at betale helt op til 140.000 kr. for at få installeret en varmepumpe alt afhængigt af pumpetypen - særlig hvis man også skal isolere eller udskifte rør. Det er, på trods af at investeringen i en varmepumpe har tjent sig selv ind efter en relativ kort årrække. Besparelsen ligger i gennemsnit på mellem 50 og 65 pct. på den årlige varmeregning, afhængigt af hvor gammelt oliefyret er og hvor godt isoleret huset er.

Investeringsbarrieren for den enkelte husejer kan overvindes ved at lade kommunerne tilbyde at løse varmeforsyningsopgaven til områderne uden for almindelig kollektiv forsyning og yde varmeforsyning bestående af individuelle varmekilder, eksempelvis varmepumper. Dette ønsker man bl.a. i Lemvig Kommune.

Forskellige forsøgsordninger har været etableret med henblik på at lade private aktører tilbyde varmeservice ved udskiftning af oliefyr med varmepumper på abonnementsbetaling. Det kan være en udmærket løsning nogle steder. Imidlertid har ikke alle områder kunnet tiltrække private aktører til at tilbyde denne løsning.

Den kommunale hjemmel til at drive varmeforsyning omfatter alene kollektive varmeforsyningsanlæg. Kollektiv varmeforsyning defineres i varmeforsyningsloven som ledningsforbundne fjernvarmeanlæg til levering af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand. Kommunerne har således ikke (med enkelte, meget begrænsede undtagelser) adgang til at etablere og drive individuel varmeforsyning - heller ikke som aktieselskaber - som skal lave individuel varmeforsyning med eksempelvis varmepumper, jf. Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, alm. del - svar på spm. 167.

For at sikre, at den grønne omstilling også finder sted i landdistrikterne, pålægger beslutningsforslaget regeringen at etablere de juridiske rammer, som muliggør, at kommunerne kan etablere varmeforsyningsselskaber, der tilbyder individuel varmeforsyning, og kan give de eksisterende kommunalt ejede kollektive varmeforsyningsselskaber samme juridiske adgang. Der skal fastsættes regler for betaling m.v., idet ordningen bør udformes, så der ikke bliver tale om en udgift for kommunen eller varmeforsyningsselskabet set over tid. Forslagsstillerne forestiller sig, at der indkaldes til forhandlinger om de nærmere regler mellem Folketingets partier.

Omlægning af oliefyr til små vedvarende energi-anlæg kan medvirke til at gøre en bolig mere attraktiv og dermed øge værdien. Det er der i høj grad brug for i mange af disse landdistrikter, hvor der opleves problemer med fraflytning og faldende ejendomsværdier. Set fra et kommunalt synspunkt er der også et stærkt ønske om at vende udviklingen i landdistriktsområder, således at boligernes værdier øges og beboelse i områderne bliver mere attraktivt. I det lys har nogle kommuner udvist interesse for at facilitere varmeforsyningen også med individuelle varmekilder. Den interessere bør staten bakke op om af mange grunde, herunder fordi der er tale om et samfundsøkonomisk billigt tiltag. Hvis det ikke lykkes at få omlagt varmeforsyningen i landdistrikterne, vil der være brug for at gennemføre så mange desto flere andre tiltag, der vil være betydelig dyrere for samfundet.

Baggrund

Alle de daværende partier i Folketinget blev som som en del af energiaftalen i 2018 enige om, at Danmark skal arbejde mod nettonuludledning af drivhusgasser i overensstemmelse med Parisaftalen og for et mål om nettonuludledning i EU og Danmark senest i 2050. Samtidig har partierne bag aftalen om en klimalov (Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet) sat et mål om 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 i forhold til 1990 og et langsigtet mål om klimaneutralitet i senest 2050 og med 1,5-gradersmålsætningen for øje.

Omkring en fjerdedel af det danske energiforbrug går til opvarmning i husholdninger. Omlægning af varmeforsyningen er en forudsætning for at nå reduktionsmålet og sikre en omlægning til vedvarende energikilder. I den kollektive forsyning er der taget mange tiltag i denne retning, og mange fjernvarmeselskaber benytter i høj grad biomasse som brændsel. Den kollektive forsyning er også karakteriseret ved, at beslutningen om at omlægge til CO2-neutrale kilder kan træffes på centralt hold og med betydning for mange borgere på en gang. Omvendt er omstillingen til små vedvarende energikilder i områder uden for kollektiv forsyning kendetegnet ved at være en indsats, der kræver et langt sejt træk for at nå målsætningen.

Det vurderes, at der i Danmark er ca. 80.000 boliger, som opvarmes med oliefyr, jf. Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, alm. del - svar på spm. 166. Der blev i 2018 leveret fyringsolie til lige under 70.000 private boliger. Det er et fald på næsten 10.000 i forhold til 2017. Siden 2014 er næsten 20.000 oliefyr blevet sløjfet og erstattet med anden opvarmning, jf. Drivkraft Danmarks Energistatistik 2019.

Skriftlig fremsættelse

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om udvidet kommunal adgang til individuel varmeforsyning.

(Beslutningsforslag nr. B 92)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.