B 90 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en innovationspulje for nye kommunikationsteknologier

(5G-pulje).
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-02-2020

Fremsat: 07-02-2020

Fremsat den 7. februar 2020 af Dennis Flydtkjær (DF), Liselott Blixt (DF), Rene Christensen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)

20191_b90_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 7. februar 2020 af Dennis Flydtkjær (DF), Liselott Blixt (DF), Rene Christensen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om oprettelse af en innovationspulje for nye kommunikationsteknologier (5G-pulje)

Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ til oprettelse af en pulje til at teste 5G-teknologien og til fremme af digitaliseringen i relevante sektorer.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget har til formål at sætte gang i 5G-revolutionen med oprettelse af en forsøgs- og innovationspulje. Konkret foreslås det at oprette en pulje til at teste 5G-teknologien og til fremme af digitaliseringen og den grønne omstilling i relevante sektorer.

Forslaget vil bidrage til at stimulere efterspørgslen og anvendelsen af nye kommunikationsløsninger og derved understøtte udbygningen af kritisk digital infrastruktur og give det digitale Danmark et generelt løft. En øget efterspørgsel og anvendelse af nye kommunikationsløsninger vil med stor sikkerhed tilskynde teleselskaberne til at investere yderligere i Danmark og øvrige sektorer til at investere i udviklingen af nye 5G-baserede løsninger. Samfundet som helhed får øget datakapacitet, mere stabile mobilforbindelser, flere forbundne enheder og bedre mulighed for at tage avancerede digitale teknologier i brug.

Danmark har tidligere været i førerpositionen, når det kom til digitalisering og introduktion af nye teknologier på teleområdet. Det har vi løbende sat over styr. En af grundene til det er, at vi er sakket bagud i forhold til 5G-teknologien. Således er Danmark blevet overhalet af både USA og flere af vores nordiske nabolande (»5G mobilnet for fremtidens erhvervsliv«, Dansk Erhverv, https://www.danskerhverv.dk/politik-og-analyser/it-og-tele/agenda-5-g/). I Storbritannien har man eksempelvis afsat 200 mio. pund til at teste 5G-teknologien inden for en række forskellige områder, bl.a. fremstillingsindustrien, logistik og selvkørende biler (»Industrial 5G Testbeds & Trials: Manufacturing and Logistics Sectors Projects«, www.gov.uk, den 18. juli 2019, https://www.gov.uk/guidance/industrial-5g-testbeds-trials-manufacturing-and-logistics-sectors-projects#funding).

Da den forrige regering under Lars Løkke Rasmussen i starten af 2019 præsenterede sin 5G-handlingsplan for Danmark, adresserede man rammebetingelserne for at udrulle 5G, men det er forslagsstillernes opfattelse, at der er brug for flere konkrete virkemidler til at hjælpe teknologien og udviklingen af nye digitale løsninger på vej og indhente efterslæbet i forhold til vores nordiske nabolande, USA, Storbritannien og andre gennem stimulering af en øget og fremskyndet efterspørgsel på 5G-tjenester.

Den foreslåede 5G-pulje kan forhåbentlig være med til at sikre, at Danmark igen kommer helt i front, når det kommer til den nye teknologi og de mange muligheder, den giver inden for digitalisering. Med 5G-puljen kan der skabes praktiske erfaringer med, hvad vi kan bruge den nye teknologi til. Pengene kan eksempelvis bruges til forsøg med selvkørende biler, intelligente trafikløsninger, der nedbringer både kødannelser og klimabelastningen, yderligere digitalisering i de danske industrivirksomheder, sikríng af, at landbruget sprøjter mere præcist og forurener mindre, og at vi får en grønnere energisektor. I sundhedssektoren kan det f.eks. være forsøg med 5G-opkoblede ambulancer, der kan livetransmittere HD-video-link og data fra forskellige måleapparater til aku?tmodtagelsen for at sikre de bedst mulige overlevelseschancer for en akutpatient. Et andet eksempel kunne være 5G-opkoblede droner med hjertestartere, som kan være medvirkende til at redde liv.

Det kan være et tildelingskriterium i puljen, at forsøg og initiativer, der igangsættes, er med til at understøtte klimaindsatsen og den grønne omstilling. Sundhedssektoren bør dog ikke underlægges dette kriterium.

Det kan diskuteres, hvor stor den foreslåede forsøgs- og innovationspulje skal være. Det kan umiddelbart undersøges i forbindelse med udvalgsbehandlingen af beslutningsforslaget. Men Dansk Folkeparti vil i første omgang foreslå, at der afsættes 300 mio. kr. over en 3-årig periode. Finansieringen foreslår vi bør komme fra indtægterne fra salg af kommende frekvenser, som bl.a. bruges til etableringen af 5G-nettet. De forventes potentielt at indbringe flere milliarder kroner. Pengene kommer således fra teleselskaberne og går til at teste brugen af teknologien og fremme digitaliseringen.

Folketingets partier har ved tidligere lejligheder anvendt sådanne midler til forskning. Eksempelvis afholdt staten i 2001 en auktion over tilladelser til tredje generations mobiltelefoni, som indbragte staten et samlet provenu på 3,8 mia. kr. Disse midler blev siden hen gennem flere politiske forlig afsat til bl.a. forskning og innovation (»Aftale om fordeling af UMTS-midlerne til forskning, IKT og innovation 2010-2012«, Uddannelses- og Forskningsministeriet, senest opdateret den 25. januar 2013 på https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-fordeling-af-umts-midlerne-til-forskning-ikt-og-innovation-2010-2012).

Skriftlig fremsættelse

Dennis Flydtkjær (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en innovationspulje for nye kommunikationsteknologier (5G-pulje).

(Beslutningsforslag nr. B 90)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.