Fremsat den 4. februar 2020 af Mette Thiesen (NB),
Peter Seier Christensen (NB),
Lars Boje Mathiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)
Forslag til folketingsbeslutning
om afskaffelse af adgang til at søge
spontant asyl i Danmark
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2020 at fremsætte lovforslag, der afskaffer
adgangen til at søge spontant asyl i Danmark.
Bemærkninger til forslaget
Den nuværende asyllovgivning er
dysfunktionel og inhuman, understøtter menneskesmugling,
hjælper de få på bekostning af de mange, koster
rigtig mange penge og påfører det danske samfund store
skader over tid på grund af indvandringen af mennesker, der
ikke deler de danske værdier og ikke ønsker at
assimilere sig i samfundet.
Udlændinge- og integrationsministeren
nævnte under besvarelsen af UUI alm. del -
samrådsspørgsmål H den 9. januar 2020, at
modtagelsen af asylansøgere alene i 2016 havde kostet 3 mia.
kr. Ved samme lejlighed fremhævede ministeren, at
ressourcerne i dag bruges forkert i forhold til udfordringerne.
Flygtninge skal hjælpes i nærområderne.
Regeringen ønsker et nyt asylsystem for
Europa. Selv om regeringens forslag synes nødvendigt, er
tidshorisonten for regeringens planer alt for lang. En
løsning i samarbejde med andre lande er attraktiv, men
Danmark kan og skal ikke vente på, at modvillige lande lader
sig overtale. De øvrige EU-lande har tydeligt vist, at de
ikke er rede til at tage de nødvendige skridt. Danmark
må derfor ikke basere et nyt asylsystem på, om andre
lande ønsker at deltage i et samarbejde herom eller ej. Der
er behov for som en del af løsningen, at Danmark snarest
muligt fjerner muligheden for at søge spontant asyl, med
mindre Danmark er »nærområde« til en
konflikt.
Flygtninge med et beskyttelsesbehov skal
naturligvis have beskyttelse. Udgangspunktet er, at flygtninge
udelukkende skal hjælpes i nærområderne. Danmark
skal naturligvis åbne sine grænser og sikre
flygtningene beskyttelse i samarbejde med FN, hvis konflikter i
Danmarks nabolande medfører flygtningestrømme.
Flygtninge bør og skal hjælpes i
nærområdet i de sikre lande, der støder op til
konflikten. Danmark skal derfor i forbindelse med afskaffelse af
muligheden for at søge spontant asyl i Danmark øge
bevillingerne til FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR),
så FN kan højne standarden i flygtningelejrene og
beskytte flere mennesker på flugt og beskytte dem bedre.
En ofte hørt indvinding mod at fjerne
muligheden for at søge spontant asyl i Danmark er, at det
vil være i strid med flygtningekonventionen. Men det er
forslagsstillernes klare opfattelse, at det ikke strider imod
flygtningekonventionen. Flygtningekonventionen lægger
vægt på, at man ikke udsendes til forfølgelse,
og at man har mulighed for at opnå beskyttelse som flygtning.
Denne mulighed består i alle vore nabolande og i
nærområderne til konflikterne. Der er derfor ikke
umiddelbart modstrid med hensigten i konventionen.
Skriftlig fremsættelse
Mette Thiesen
(NB):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
afskaffelse af adgang til at søge spontant asyl i
Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 85)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.