Fremsat den 9. januar 2020 af Ole Birk Olesen (LA),
Henrik Dahl (LA) og Alex Vanopslagh (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om inddragelse af kørekort ved hasarderet
kørsel
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at tage de nødvendige
lovgivningsmæssige og administrative initiativer, så
det sikres, at politiet i videre omfang midlertidigt inddrager
kørekortet for personer, der har kørt på en
særlig hensynsløs måde eller på en
måde, der udsætter andre for fare, når politiet
skønner, at overtrædelsen vil medføre en
ubetinget frakendelse af førerretten.
Bemærkninger til forslaget
Formål og baggrund
Formålet med forslaget er at sikre, at
der kan skrides effektivt ind over for hasarderet kørsel.
Folketingsbeslutningen vil betyde, at den pligt, der er for
politiet i forhold til at inddrage eksempelvis spiritusbilisters
kørekort øjeblikkeligt, udvides til også at
gælde for vanvidsbilister, som bringer andre trafikanter i
alvorlig fare.
Politiet oplever ofte at stå
magtesløse, når de forsøger at dæmme op
for vanvidskørsel i byerne, for de mangler de rette
værktøjer, når dem, de stopper, oftest er
ligeglade med konsekvenserne. Realiteten er, at det er meget nemt
for lovovertræderne at undgå en straf.
Antallet af sigtelser mod vanvidsbilister er
bl.a. steget hos Nordsjællands, Vestegnens og
Københavns Politi, hvilket kan ses som et positivt tegn
på, at politiet kontrollerer og fører sagerne videre
(»Vanvidsbilister hærger Danmark: Du bliver dræbt
på stedet«, www.bt.dk, den 27. november 2019). Som
Berlingske har afdækket, oplever politiet, at personer, der
skal have frakendt kørekortet på grund af hasarderet
kørsel, kører rundt i flere hundrede dage, fordi de
ikke møder op i retten (»Vanvidsbilister, som skal
have frakendt kørekortet, kører videre i flere
hundrede dage: »Noget skal gøres, og det skal gå
hurtigere««, www.berlingske.dk, den 19. november 2019).
Det er et stort problem, at de forbrydere, der udsætter helt
almindelige borgere for en overhængende fare ved at
køre ræs gennem byen, ikke mærker konsekvenserne
af deres handlinger, bare fordi de ikke møder op i
retten.
Gældende regler
Færdselslovens § 126, stk. 1, nr.
4, foreskriver ubetinget frakendelse af kørekortet, hvis
føreren forsætligt har voldt skade på andres
person eller ting, forsætligt har fremkaldt nærliggende
fare herfor eller i øvrigt har kørt på
særligt hensynsløs måde. Efter
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 10, sker en ubetinget
frakendelse af kørekortet, hvis føreren har
kørt 200 km/t. eller derover. Efter § 126, stk. 1, nr.
11, frakendes føreren kørekortet ubetinget, hvis
føreren eksempelvis har kørt mere end 100 pct. for
hurtigt.
Som reglerne er i dag, skal politiet
midlertidigt inddrage kørekortet, inden sagen er
prøvet ved domstolene, men kun i sager omhandlende
kørsel i spiritus- eller narkotikapåvirket tilstand,
jf. kørekortbekendtgørelsens § 100, stk. 1, nr.
1-3 (bekendtgørelse nr. 906 af 27. august 2019 om
kørekort). I tilfælde af overtrædelse af bl.a.
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4, 10 og 11, er det
kun en mulighed af inddrage kørekortet, hvis det er
utvivlsomt, at føreren vil blive frakendt førerretten
efterfølgende.
Forslagets indhold
Det er forslagsstillernes opfattelse, at der
kan dæmmes op for vanvidskørsel og hasarderet
kørsel som beskrevet i færdselslovens § 126, stk.
1, nr. 4, 10 og 11, ved at politiet får en eksplicit mulighed
og pligt i kørekortbekendtgørelsen til midlertidigt
at inddrage kørekortet i sager med vanvidskørsel,
sådan som det er i dag i sager om spiritus- og
narkotikapåvirket kørsel. Vanvidskørsel kan
eksempelvis omfatte både hasarderet kørsel,
chikanekørsel, gentagne gange at køre over for
rødt med høj hastighed, vanvidskørsel og
væddeløbskørsel m.v. Det er en
forudsætning, at politiet skønner, at
vanvidskørslen vil føre til en ubetinget frakendelse
af førerretten ved en senere retssag.
Det er klart, at det er mere objektivt
konstaterbart, hvorvidt en person har kørt bil med en
promille i blodet ud over det tilladte, end hvorvidt en person har
kørt vanvidskørsel og overtrådt
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4. Derfor overlades
der med beslutningsforslaget en større
skønsmæssig beføjelse til politiet. Denne
beføjelse findes proportionel, da både
færdselssikkerhed og retsfølelse udfordres alvorligt
af en retstilstand, hvor lovovertrædere kan fortsætte
en hel urimelig adfærd gennem meget lange perioder ved at
undgå at møde i retten.
Det er endvidere afgørende, at man har
mulighed for at få prøvet afgørelsen om
midlertidig frakendelse af førerretten ved domstolene,
sådan som der i øvrigt også er mulighed for i
dag i sager om spiritus- og narkotikapåvirket kørsel.
Derudover bør der sikres en erstatning, hvis det ved
domstolene viser sig, at den midlertidige inddragelse af
kørekortet var ubegrundet.
Skriftlig fremsættelse
Ole Birk Olesen
(LA):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
inddragelse af kørekort ved hasarderet kørsel.
(Beslutningsforslag nr. B 68)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.