B 64 Forslag til folketingsbeslutning om strafskærpelse for hadforbrydelser motiveret af offerets handicap.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2019-20
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 19-11-2019

Fremsat: 19-11-2019

Fremsat den 19. november 2019 af Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF) og Peter Skaarup (DF)

20191_b64_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 19. november 2019 af Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om strafskærpelse for hadforbrydelser motiveret af offerets handicap

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag om ændring af straffelovens § 81, nr. 6, så det udtrykkeligt fremgår, at det er en strafskærpende omstændighed, hvis den kriminelle gerning har baggrund i offerets handicap.

Folketinget pålægger samtidig regeringen at tage initiativ til, at der indføres et afkrydsningsfelt på politiets anmeldelsesskabelon, som skal afkrydses, hvis der er tale om anmeldelse af en hadforbrydelse.

Bemærkninger til forslaget

Ifølge straffeloven er det en strafskærpende omstændighed, hvis kriminelle handlinger, f.eks. trusler, vold eller hærværk, er motiveret af offerets etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Hadforbrydelser, der er motiveret af en persons handicap, er ikke omfattet af disse bestemmelser i straffeloven.

Formålet med dette beslutningsforslag er derfor, at det klart og tydeligt kommer til at fremgå af straffelovens bestemmelser, at det er en strafskærpende omstændighed, hvis en kriminel handling er motiveret af offerets handicap.

Helt konkret foreslås derfor en ændring af straffeloven, som tilføjer »handicap« til § 81, nr. 6, om strafskærpelse.

Derudover ønsker forslagsstillerne med dette beslutningsforslag, at fokus på hadforbrydelser øges, og at hadforbrydelser i højere grad registreres og anmeldes, da der formodentlig er et stort mørketal på området. Derfor foreslås det, at der indføres et afkrydsningsfelt på politiets anmeldelsesskabelon, som skal afkrydses, hvis der er tale om anmeldelse af en hadforbrydelse.

Hadforbrydelser

Hadforbrydelser kan strafferetsligt afgrænses til en strafbar handling, hvor der ligger et såkaldt hadmotiv til grund for den strafbare handling (»Hadforbrydelser i 2018 - Rigspolitiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser«, Rigspolitiet, Nationalt Forebyggelsescenter (NFC), oktober 2019).

Hadforbrydelser udspringer af had eller fjendtlighed mod bestemte grupper. Gerningsmænd til hadforbrydelser opfatter ofrene på en forenklet og negativ måde, som de mener kendetegner hele gruppen. Ofte skyldes en hadforbrydelse offerets race eller etniske oprindelse, religion eller seksuelle orientering. Gerningsmænd til hadforbrydelser anerkender ikke den udsatte gruppes grundlæggende rettigheder og værdi som mennesker (»Fakta om hadforbrydelser«, Det Kriminalpræventive Råd).

Hadforbrydelser kan i særlig grad have både fysiske og psykiske konsekvenser for det enkelte offer. Men hadforbrydelser kan også have en skadelig effekt for hele grupper, da hadforbrydelser sender signal om gruppens sårbarhed, mindreværd og manglende ret til anerkendelse, og kan skabe utryghed og usikkerhed blandt alle, som tilhører den udsatte gruppe.

Gældende lovgivning

Justitsministeren skriver i april 2019 i et svar til Folketingets Ligestillingsudvalg om de gældende regler, at det efter straffelovens § 81, nr. 6, skal indgå som en skærpende omstændighed ved straffens fastsættelse, at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende (LIU alm. del - svar på spørgsmål 28, folketingsåret 2018-19, 1. samling).

Bestemmelsens anvendelsesområde skal forstås i overensstemmelse med straffelovens § 266 b, stk. 1, hvorefter den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes, nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år (Ibid).

Justitsministeren bekræfter i sit svar til Ligestillingsudvalget, at bestemmelsen i straffelovens § 81, nr. 6, ikke omfatter gerninger, der har baggrund i en persons handicap. Eller med andre ord - kriminelle handlinger motiveret af offerets handicap er ikke hadforbrydelser i strafferetslig forstand.

Forslagsstillerne ønsker derfor, at den gældende lovgivning ændres, således at »handicap« tilføjes til straffelovens § 81, nr. 6, så det bliver en strafskærpende omstændighed, hvis en kriminel gerning er motiveret af en persons handicap.

Forslaget er på linje med anbefalingen fra Institut for Menneskerettigheder, som den bl.a. kom til udtryk i forbindelse med Retsudvalget og Ligestillingsudvalgets temamøde om hadforbrydelser den 27. marts 2019 (Institut for Menneskerettigheders oplæg, REU alm. del - bilag 238, folketingsåret 2018-19, 1. samling og LIU alm. del - bilag 67, folketingsåret 2018-19, 1. samling).

Omfang og registrering af hadforbrydelser

Ifølge Rigspolitiet blev der i 2018 registreret 449 sager, som kan karakteriseres som hadforbrydelser. Hadforbrydelserne fandt især sted inden for kriminalitetstyperne vold, hærværk, hadefulde ytringer og trusler. Racistisk motiverede hadforbrydelser var med 260 sager den mest udbredte motivkategori i 2018 (»Hadforbrydelser i 2018 - Rigspolitiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser«, Rigspolitiet, Nationalt Forebyggelsescenter (NFC), oktober 2019).

I Justitsministeriets Forskningskontors Offerundersøgelse spørges et udsnit af danskere på 16-74 år, om de har været udsat for vold motiveret af racisme eller seksuel orientering. I perioden 2008-2016 mener 7 pct., at volden mod dem helt sikkert var motiveret af racisme, svarende til ca. 4100 personer hvert år. 3 pct. mener, at volden mod dem helt sikkert var motiveret af homo- eller transfobi (»Hadforbrydelser i Danmark«, Danmarks Statistik).

Ovenstående tyder på, at der er et stort mørketal på området. Den store forskel på politiets registreringer og befolkningens egen opfattelse tyder på, at der er et betydeligt omfang af hadforbrydelser, som enten ikke bliver registreret, eller som ikke bliver anmeldt som hadforbrydelser.

Når det gælder hadforbrydelser mod personer med handicap, er der ingen registreringer af omfanget, hverken i Rigspolitiets årsrapporter eller i offerundersøgelserne fra Justitsministeriets Forskningskontor.

Institut for Menneskerettigheder præsenterede i deres oplæg på Retsudvalget og Ligestillingsudvalgets temamøde om hadforbrydelser et estimat af omfanget af hadforbrydelser i Danmark begået mod personer med handicap. Heraf fremgår, at 15 pct. af personer med større handicap svarer, at de måske eller helt sikkert har været udsat for chikane eller hadforbrydelse med handicap som motiv. Og personer med handicap rapporterer i langt højere grad at være blevet udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold inden for det sidste år (26 pct.) sammenlignet med personer uden handicap (16 pct.) (Institut for Menneskerettigheders oplæg, REU alm. del - bilag 238, folketingsåret 2018-19, 1. samling og LIU alm. del - bilag 67, folketingsåret 2018-19, 1. samling).

Forslagsstillerne mener på denne baggrund, at det statistiske grundlag bør forbedres og der bør tilvejebringes mere viden om problemets omfang. Det første skridt i denne retning er, at hadforbrydelser motiveret af personers handicap medtages både i Rigspolitiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser og i offerundersøgelserne fra Justitsministeriets Forskningskontor.

Afkrydsningsfelt på politiets anmeldelsesskema

Den manglende statistik på området giver mangel på viden om problemets omfang. Fokus på hadforbrydelser bør øges, og der skal sættes ind, for at hadforbrydelser i højere grad anmeldes og registreres.

Under Retsudvalget og Ligestillingsudvalgets temamøde om hadforbrydelser den 27. marts 2019 blev det foreslået og drøftet, at politiets anmeldelsesskema burde indeholde et afkrydsningsfelt, hvor politiet kan sætte et kryds, hvis der er tale om anmeldelse af en hadforbrydelse.

På denne baggrund foreslås det, at regeringen tager initiativ til, at der indføres dette afkrydsningsfelt på politiets anmeldelsesskabelon, som skal afkrydses, hvis der er tale om anmeldelse af en hadforbrydelse.

Skriftlig fremsættelse

Karina Adsbøl (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om strafskærpelse for hadforbrydelser motiveret af offerets handicap.

(Beslutningsforslag nr. 64)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.