Fremsat den 28. november 2019 af Peder Hvelplund (EL),
Søren Søndergaard (EL),
Liselott Blixt (DF) og Karina Adsbøl (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om ens krav til kvalifikationer hos læger i
Danmark, der er uddannet i henholdsvis EU-/EØS-lande og
tredjelande
Med det formål at sikre
patientsikkerheden pålægger Folketinget regeringen i
indeværende folketingsår at sørge for, at
personer, der er uddannet i et EU-/EØS-land - bortset fra
Danmark og de øvrige nordiske lande - og som søger om
dansk lægeautorisation eller anerkendelse som
speciallæge i Danmark, mødes med de samme krav til og
test af kvalifikationer som ansøgere, der er statsborgere
og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret
genfremsættelse af nr. B 136, folketingsåret 2018-19,
1. samling. Der henvises til www.folketingstidende.dk,
Folketingstodemde 2018-19, 1. samling, tillæg A, B 136 som
fremsat, og tillæg F, møde 91, kl. 13:00.
I Danmark sikres det i dag, at læger har
de nødvendige kompetencer, grundlæggende ved den
autorisation, som lægen opnår efter godkendt
lægeuddannelse eller speciallægeuddannelse. Det sker
på baggrund af en ansøgning til Styrelsen for
Patientsikkerhed, som er den danske myndighed, der tildeler
autorisationer til læger og speciallæger. På den
måde opnås der sikkerhed for, at
lægen/speciallægen har det nødvendige faglige og
sproglige niveau til at behandle patienter på en sikker og
forsvarlig måde. Det skaber tryghed hos patienterne. Kravet
om en autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed gælder
også personer, der er uddannet uden for Danmark, og som
ønsker at arbejde som læge/speciallæge i
Danmark, Grønland eller på Færøerne. Man
må ikke arbejde som læge/speciallæge i Danmark
uden en dansk autorisation. Ansøgningsprocessen og graden af
dokumentationskrav til læger uddannet i udlandet
afhænger dog af lægens/speciallægens
statsborgerskab, og i hvilket land lægen/speciallægen
er uddannet. Læger fra lande uden for EU/EØS skal
igennem en omfattende ansøgningsproces, som består af
flere punkter, før lægen/speciallægen kan
søge stillinger i det danske sundhedsvæsen på
lige fod med danske læger.
Ansøgningsprocessen inkluderer
følgende punkter:
- Ansøgning
og godkendelse af uddannelsen hos Styrelsen for
Patientsikkerhed.
- Bestået
sprogprøve i dansk 3 med mindst karaktererne 7, 7 og 10 (i
henholdsvis læseforståelse, skriftlig fremstilling og
mundtlig kommunikation).
- Beståelse
af flere medicinske fagprøver.
- Beståelse
af kursus i dansk sundhedslovgivning.
- 6 eller 12
måneders evalueringsansættelse, hvor lægerne
kompetencevurderes systematisk i både kliniske kompetencer og
kommunikative evner.
Der stilles imidlertid ikke samme krav til
læger/speciallæger fra EU-/EØS-lande. EU's
regler for gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer
(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer) forpligter således Styrelsen for
Patientsikkerhed til at udstede dansk autorisation til
læger/speciallæger fra EU-/EØS-lande alene
på baggrund af det forhold, at de har en lignende uddannelse
fra deres hjemland.
Læger/speciallæger fra
EU-/EØS-lande skal derfor ikke igennem den samme
ansøgningsprocedure som læger/speciallæger fra
lande uden for EU/EØS i forbindelse med udstedelse af dansk
lægeautorisation.
Det skyldes, at den frie bevægelighed
for arbejdskraft og den gensidige anerkendelse af
uddannelsesbeviser for læger/speciallæger er baseret
på et grundlæggende princip om automatisk anerkendelse
af uddannelsesbeviser, hvor minimumsuddannelseskravene er
harmoniseret i EU. Danmark skal derfor anerkende de
uddannelsesbeviser, som læger/speciallæger har
modtaget, såfremt de er i overensstemmelse med de mindstekrav
til uddannelse, der er beskrevet i anerkendelsesdirektivet. Det vil
sige, at en EU-borger, der har gennemført en uddannelse som
læge/speciallæge i overensstemmelse med de
harmoniserede krav til uddannelse, og som dermed er kvalificeret
til at udøve lægegerningen i sit hjemland, skal have
samme ret i andre EU-medlemslande, herunder Danmark
(Europaudvalget, alm. del - svar på spørgsmål
177, folketingsåret 2016-17).
Derfor må kompatibilitet med danske
standarder - forstået som en sikring af, at indhold og
varighed af den udenlandske uddannelse svarer til den danske
uddannelse - ikke indgå i vurderingen, når Styrelsen
for Patientsikkerhed udsteder danske lægeautorisationer til
læger/speciallæger fra EU-/EØS-lande. F.eks. vil
en ungarsk uddannet speciallæge i kirurgi, som sender et
ungarsk bevis for uddannelse, der er i overensstemmelse med de
harmoniserede EU-krav, helt automatisk kunne modtage dansk
speciallægeanerkendelse i kirurgi, uden at Styrelsen for
Patientsikkerhed har haft adgang til at se eller vurdere indholdet
af den pågældende uddannelse eller har haft mulighed
for systematisk at evaluere vedkommendes faglige eller
kommunikative evner (Sundheds- og Ældreudvalget, alm. del -
svar på spørgsmål 32, folketingsåret
2017-18).
Selv om ansættelsessteder i regionerne
ved ansættelse af læger/speciallæger er
forpligtet til at sikre, at ansøgeren har de
nødvendige lægefaglige kompetencer, har de danske
hospitaler i henhold til reglerne i dag ifølge et svar fra
sundhedsministeren ikke lov til eller mulighed for at foretage de
samme systematiske test af lægers sproglige og faglige
kompetencer, som Styrelsen for Patientsikkerhed foretager i
forbindelse med udstedelse af autorisationer til
læger/speciallæger fra tredjelande (Europaudvalget,
alm. del - svar på spørgsmål 176,
folketingsåret 2016-17).
Sundhedsministeren har tidligere oplyst
varigheden af speciallægeuddannelserne i de forskellige
specialer i Danmark sammenholdt med minimumsvarigheden for samme i
EU's anerkendelsesdirektiv. Heraf fremgår det, at
minimumsvarigheden for uddannelser under EU's anerkendelsesdirektiv
inden for en række lægespecialer er væsentlig
kortere end standarden i Danmark. I Danmark er f.eks.
hæmatologi (blodsygdomme) en speciallægeuddannelse af 6
års varighed, mens minimumsvarigheden i EU's
anerkendelsesdirektiv kun er på 3 år (Sundheds- og
Ældreudvalget, alm. del - svar på
spørgsmål 31, folketingsåret 2017-18). I
gennemsnit er EU's minimumskrav til varigheden af 36
lægespecialer 1½ år kortere end varigheden i
Danmark for samme uddannelser (»Advarer om dårligt
uddannede læger«, B. T., den 18. oktober 2017).
Sundhedsministeren har i et svar til
Folketinget oplyst, at en række EU-medlemslande anvender
minimumsvarigheden i EU's anerkendelsesdirektiv som standard for
uddannelsesvarigheden inden for en række lægespecialer,
hvorfor disse afviger væsentligt fra de danske standarder.
Især lande som Bulgarien, Estland, Frankrig, Letland,
Litauen, Slovakiet og Spanien afviger fra de danske standarder med
hensyn til varigheden af speciallægeuddannelser (Sundheds- og
Ældreudvalget, alm. del - svar på
spørgsmål 28, folketingsåret 2017-18).
Forslagsstillerne bemærker, at de øvrige nordiske
lande - Finland, Island, Norge og Sverige - ikke er omfattet af
forslaget, da disse i dag har særlig status
(bekendtgørelse nr. 81 af 8. september 1994 af overenskomst
af 14. juni 1993 med Finland, Island, Norge og Sverige om
fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden
for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet).
Der har i dansk og international presse de
seneste år været rejst flere sager vedrørende
fejlbehandlinger af patienter foretaget af EU-læger. F.eks.
blev to danske patienter i 2014 fejlopereret af en
speciallæge fra Litauen. Af omtalen af episoden fremgår
det bl.a., at begge patienter var i livsfare under operationen, og
at den ene patient over en 3-årig periode har måttet
gennemgå yderligere ti operationer som konsekvens af den
fejlagtige behandling. En afgørelse fra Patienterstatningen
fastslog senere, at de fælles danske standarder ikke var
blevet overholdt af den litauiske læge (»Trine blev
offer for skræklæge«, B. T., den 27. september
2017, »Rie blev fejlbehandlet af udenlandsk
læge«, www.dr.dk, den 6. oktober 2015, og
»EU-læger smyger sig uden om skrappe danske
regler«, www.dr.dk, den 6. oktober 2015). Senest har DR i
dokumentaren »De udenlandske læger«
afdækket store huller i godkendelsesprocessen af de faglige
kundskaber hos læger uddannet i særlig EU. Af
dokumentaren fremgår også en sag fra 2016 med en mand,
som under en operation på Nykøbing F. Sygehus, hvor
bl.a. en læge fra Polen deltog, mistede næsten hele sin
tyndtarm ved en fejloperation. Siden har han ikke kunnet passe et
arbejde på grund af sine men fra operationen.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, som
bedømmer lægers faglige arbejde, konkluderede senere,
at begge kirurger »handlede under normen for almindelig
anerkendt faglig standard« ved deres behandling
(»Operation ødelagde Sørens liv for altid: Fik
fjernet tyndtarmen ved en fejl«, Rikke Dyrberg og Nikolaj
Venge, www.dr.dk, den 20. februar 2019).
Motivationen bag forslaget
Forslagsstillerne understreger, at udenlandsk
uddannede læger skal være meget velkomne til at arbejde
i Danmark.
Det danske sundhedsvæsen har i
høj grad brug for kompetente udenlandske læger fra
både EU-/EØS-lande og lande uden for EU for at sikre
en høj kvalitet i behandlingen på de danske sygehuse.
Men det er efter forslagsstillernes opfattelse vigtigt, at vi i
Danmark sikrer, at udenlandske læger, som arbejder i Danmark,
lever op til de samme standarder og krav, som der stilles til
danske læger. Læger og speciallæger har hver dag
i det danske sygehusvæsen ansvaret for patienters liv. Hver
en fejl, som opstår, er potentielt en menneskelig tragedie,
som for alt i verden skal forsøges undgået. Det er
derfor stærkt problematisk, at man i dag ikke stiller de
samme kompetencekrav til læger/speciallæger fra
EU-/EØS-lande, som man stiller til læger fra lande
uden for EU. Læger uddannet uden for EU/EØS
ansættes i evalueringsansættelser, hvor lægen
kompetencevurderes systematisk i både kliniske kompetencer og
dansksproglige evner.
På den måde sikrer man, at
patientsikkerheden er i orden. De samme krav bør man efter
forslagsstillernes opfattelse som minimum stille til læger
fra EU-/EØS-lande. Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed
vurderer, at der generelt kan være behov for at lempe
på kvalifikationskravene i særlige
ansættelsesforhold, hvor kravene ikke giver mening ud fra en
patientsikkerhedsmæssig eller anden faglig vurdering, kan
dette selvfølgelig indarbejdes i forbindelse med en
ligestilling af sprog- og kvalifikationskravene for
EU-/EØS-læger og læger fra tredjelande.
Det er afgørende for kvaliteten og
sikkerheden i behandlingen i det danske sundhedsvæsen, at
patienten kan have tillid til, at lægen har de
nødvendige faglige kompetencer. Antallet af udenlandske
læger, herunder EU-/EØS-læger, i det danske
sundhedsvæsen er i disse år voksende. En stor del af
dem arbejder på de mindre sygehuse i landets
yderområder. F.eks. er over hver fjerde læge i
Nordjylland fra udlandet (»Hver fjerde læge i
Nordjylland er udenlandsk«, nordjyske.dk, den 22. november
2017). Det gør det presserende, at vi stiller de samme
kvalitetskrav til læger fra EU-/EØS-lande, som vi
gør til læger fra tredjelande. Samtidig bør det
ikke være sådan, at man, fordi man bor i en region af
landet, hvor andelen af læger fra EU-/EØS-lande er
større end andre steder, skal risikere at få en
dårligere kvalitet i sin behandling. Vi bør derfor
ikke acceptere, at EU forhindrer det danske Folketing i at vedtage
regler, som sikrer et højt niveau af patientsikkerhed.
Hensynet til EU og arbejdskraftens frie bevægelighed
bør ikke stå over hensynet til patientsikkerheden.
Skriftlig fremsættelse
Peder Hvelplund
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om ens
krav til kvalifikationer hos læger i Danmark, der er
uddannet i henholdsvis EU-/EØS-lande og tredjelande.
(Beslutningsforslag nr. B 47)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.