Fremsat den 7. november 2019 af Susanne Eilersen (DF),
Rene Christensen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF),
Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om tildeling af betinget indfødsret
Folketinget pålægger regeringen at
ændre loven om indfødsret, så tildeling af
indfødsret sker betinget for en periode på 10
år.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 169,
folketingsåret 2014-15, 1. samling. Der henvises til
www.folketinggstidende.dk, Folketingstidende 2014-15, 1. samling,
tillæg A, B 169 som fremsat, tillæg B, betænkning
over B 169. I bemærkningerne til beslutningsforslaget er
lavet visse tilrettelser.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at et
tildelt statsborgerskab skal kunne fratages igen i en periode
på 10 år efter tildelingen, hvis den
pågældende i prøveperioden begår alvorlig
kriminalitet, der udløser en fængselsstraf på 6
måneders fængsel eller mere. Det er ligegyldigt, om
straffen er betinget eller ubetinget.
Grundlovens § 44, stk. 1, fastslår,
at »Ingen udlænding kan få indfødsret uden
ved lov.«
Lov om indfødsret indeholder i dag ikke
regler om, at tildeling af indfødsret kan ske betinget i en
periode.
Efter forslagsstillernes opfattelse er det
imidlertid et problem, at nogle personer, der har fået
tildelt et dansk statsborgerskab, efterfølgende begår
alvorlig kriminalitet. Uanset hvor vanvittigt en person
opfører sig, kan et tildelt dansk statsborgerskab i dag ikke
fratages igen. Kun hvis personen i forbindelse med erhvervelsen har
afgivet svigagtige oplysninger, eller hvis personen har
overtrådt en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel
12 eller 13 (forbrydelser mod staten, terrorisme m.v.), kan
statsborgerskabet ved dom fratages.
Forslagsstillerne finder det
tankevækkende, at det ofte sker, at personer opført
på den liste, som Folketinget skal godkende, bliver taget af
igen, fordi den/de pågældende har begået så
alvorlig kriminalitet, at de ikke længere opfylder
betingelserne for at erhverve statsborgerskab. Når det sker,
at ansøgere om dansk statsborgerskab begår alvorlig
kriminalitet i den relativt korte periode, hvor Folketinget
behandler lovforslaget, er der selvfølgelig også
sager, umiddelbart efter at Folketinget har godkendt
ansøgerne. Problemet er blot, at personen efter tildeling af
dansk statsborgerskab er fredet og kan opføre sig
fuldstændig vanvittigt uden konsekvenser for
statsborgerskabet. Det finder forslagsstillerne urimeligt og
forkert.
Betinget indfødsret
Efter forslagsstillernes opfattelse skal
tildeling af statsborgerskab fremover gøres betinget af, at
ansøgeren i en periode på 10 år efter
tildelingen ikke begår kriminalitet, der udløser en
fængselsstraf på 6 måneders fængsel eller
mere. Det er i denne forbindelse ligegyldigt, om straffen er
betinget eller ubetinget.
Forslagsstillerne finder det fuldt ud
rimeligt, at udlændinge, der har fået et betinget dansk
statsborgerskab, let kan få det frataget igen, hvis
vedkommende idømmes fængsel i 6 måneder eller
mere for kriminalitet som f.eks. vold, voldtægt, drab, terror
eller tilskyndelse til samme, røverier osv., eller ved
åbenlys tilsidesættelse af den loyalitets- og
troskabserklæring, som er en del af grundlaget for at blive
dansk statsborger.
I praksis skal tildelingen af
indfødsret fremover foregå, ved at ansøgeren
dokumenterer, hvor vedkommende i dag er statsborger og er i
besiddelse af et gyldigt pas med en gyldighed på mindst 10
år. Ansøgeren skal naturligvis opfylde alle de
betingelser, der i dag stilles. Hvis personen idømmes en
fængselsstraf på 6 måneders fængsel eller
mere, fratages personen det danske statsborgerskab igen, og
personen tildeles istedet sit oprindelige statsborgerskab.
Det er hensigten, at statsborgere med et
betinget statsborgerskab skal have de samme rettigheder som andre
danske statsborgere, det vil f.eks. sige retten til at stemme til
folketingsvalg. Den afgørende forskel er blot, at
statsborgerskabet skal fratages personen igen, hvis personen
begår alvorlig kriminalitet.
Det er magtpålæggende for
forslagsstillerne, at dansk indfødsret fremover erhverves
betinget i en periode på 10 år, da det er et simpelt
spørgsmål om nationalstatens Danmarks overlevelse.
Skriftlig fremsættelse
Susanne Eilersen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
tildeling af betinget indfødsret.
(Beslutningsforslag nr. B 26)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.