Fremsat den 17. juni 2020 af Mads Fuglede (V),
Marie Krarup (DF),
Marcus Knuth (KF) og Pernille Vermund (NB)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod højtalerforstærket
bønnekald og lignende religiøse ytringer i det
offentlige rum
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2020 at fremsætte lovforslag, der forbyder
højtalerforstærket bønnekald og lignende
religiøse ytringer i det offentlige rum.
Bemærkninger til forslaget
I Danmark har vi religionsfrihed. Det skal vi
værne om. Alle må tro på, hvad de vil. Men vi har
ikke religionslighed.
Derfor skal vi heller ikke acceptere
højtalerforstærket bønnekald og lignende
religiøse ytringer i det offentlige rum i Danmark. Det
hører ganske enkelt ikke hjemme i Danmark.
Hertil kommer, at bønnekald og lignende
religiøse ytringer er en støjgene. Ligesom vi ikke
ønsker støj fra transport og erhvervsliv,
ønsker vi heller ikke støj fra bønnekald.
Så når vi ser scener som det, vi
har set i Gellerup med højtalerforstærkede
bønnekald, må vi sige fra. Det handler også om
hensynet til den offentlige orden.
Derfor er der brug for et forbud mod
højtalerforstærket bønnekald og lignende
religiøse ytringer. Det er vigtigt, at vi allerede nu
får klare regler, så det ikke bliver op til de enkelte
kommuner at tage stilling til problemet. Der er brug for ens regler
i hele landet, og der er brug for et forbud.
Den socialdemokratiske regering tager ikke
problemet alvorligt. De ønsker at se tiden an og dermed
fortsætte den naive tilgang til udlændingepolitikken,
som historisk har præget Socialdemokratiet, og som
desværre stadig præger partiet.
Det er dybt skadeligt for Danmark, når
regeringen hverken ønsker eller evner at tage ansvar for at
passe på Danmark og dansk kultur, og så må
Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Nye
Borgerlige gøre det.
Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative
Folkeparti og Nye Borgerlige ønsker derfor, at regeringen
inden udgangen af 2020 fremsætter lovforslag, der forbyder
højtalerforstærket bønnekald og lignende
religiøse ytringer i det offentlige rum.
I Danmark ringer kirkeklokkerne, fordi Danmark
ifølge grundloven er et kristent land, og fordi det er en
del af vores kultur. Derfor skal kirkeklokkerne naturligvis ikke
være omfattet af et forbud.
Skriftlig fremsættelse
Mads Fuglede
(V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbud
mod højtalerforstærket bønnekald og lignende
religiøse ytringer i det offentlige rum.
(Beslutningsforslag nr. B 185)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.