B 184 Forslag til folketingsbeslutning om Hans Kongelige Højhed Prins Joachims modtagelse af årpenge uden for riget.

Af: Statsminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Udvalget for Forretningsordenen
Samling: 2019-20
Status: 2. beh/Vedtaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 11-06-2020

Fremsat: 11-06-2020

Fremsat den 11. juni 2020 af statsministeren (Mette Frederiksen)

20191_b184_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 11. juni 2020 af statsministeren (Mette Frederiksen)

Forslag til folketingsbeslutning

om Hans Kongelige Højhed Prins Joachims modtagelse af årpenge uden for riget

Folketinget meddeler sit samtykke til Hans Kongelige Højhed Prins Joachims modtagelse af årpenge uden for riget.

Bemærkninger til forslaget

I. Efter grundlovens § 11, 1. pkt., kan der for medlemmer af kongehuset ved lov fastsættes årpenge. Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er ved lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med senere ændringer tildelt årpenge. For Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er fastsat årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 2.258.000 kr. Årpengebeløbet til Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er på finansloven for 2020 budgetteret til 3,8 mio. kr.

Det følger af § 2 i lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med senere ændringer, at så længe Hans Kongelige Højhed oppebærer årpenge, kan han ikke modtage vederlag for statstjeneste.

Det følger endelig af grundlovens § 11, 2. pkt., at årpenge ikke uden Folketingets samtykke kan modtages uden for riget.

II. Hans Kongelige Højhed Prins Joachim har i juni 2020 opnået ansættelse som forsvarsattaché på Danmarks ambassade i Paris. Stillingen besættes med virkning fra 1. september 2020 for 3 år med mulighed for forlængelse. Hans Kongelige Højhed vil fra dette tidspunkt tage fast bopæl i Frankrig. Det vil i den forbindelse være en betingelse for Hans Kongelige Højhed Prins Joachims fortsatte modtagelse af de ved lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med senere ændringer fastsatte årpenge, at Folketinget meddeler sit samtykke hertil, jf. grundlovens § 11, 2. pkt.

Kongehuset har oplyst, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachim fortsat vil varetage visse opgaver for kongehuset, i det omfang arbejdet som forsvarsattaché tillader det. Forsvarsministeriet har oplyst, at idet Hans Kongelige Højhed Prins Joachim modtager årpenge, vil han ikke samtidig oppebære vederlag for sin statstjeneste som forsvarsattaché eller dækning i øvrigt for andre udgifter til husstanden, jf. § 2 i lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med senere ændringer.

III. Der anmodes under henvisning til grundlovens § 11, 2. pkt., om Folketingets samtykke til Hans Kongelige Højhed Prins Joachims modtagelse af årpenge uden for riget. Samtykket omfatter Hans Kongelige Højhed Prins Joachims ophold uden for riget som led i hans åremålsansættelse i stillingen som forsvarsattaché på Danmarks ambassade i Paris inklusive eventuelle forlængelser.