Fremsat den 12. maj 2020 af Katarina Ammitzbøll (KF),
Birgitte Bergman (KF,) Brigitte Klintskov Jerkel (KF),
Mona Juul (KF),
Søren Pape Poulsen (KF),
Britt Bager (V),
Ellen Trane Nørby (V),
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF),
Henrik Dahl (LA) og Peter Seier Christensen (NB)
Forslag til folketingsbeslutning
om suspendering af virksomheders betaling til
AUB-ordningen i 2020
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte et lovforslag inden juni 2020, der suspenderer
virksomhedernes betaling til arbejdsmarkedets uddannelsesbidrag
(AUB) i de sidste 6 måneder af 2020, og som sløjfer
ekstraopkrævningen til praktikplads-AUB. Statsrevisorerne har
for kort tid siden kritiseret Børne- og
Undervisningsministeriet og udtalt, at overbetalingen er i strid
med Folketingets intention med AUB-ordningen. Suspenderingen er
derfor også en reaktion på kritikken. Forslaget sikrer
derudover, at virksomhederne ikke overbetaler til ordningen
på et tidspunkt, hvor erhvervslivet er hårdt presset af
den økonomiske krise som følge af covid-19 og pengene
derfor udgør livsnødvendig likviditet i
virksomhederne.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med arbejdsmarkedets
uddannelsesbidrag (AUB) er, at virksomheder kan få
lønrefusion for at have praktikanter på
erhvervsuddannelsesområdet. Alle virksomheder betaler til
ordningen, og virksomheder med lærlinge modtager
refusionen.
Fra 2016 til 2019 har virksomhederne
overbetalt 4,6 mia. kr. til AUB-ordningen (»Statsrevisorernes
beretning nr. 13/2019 om Børne- og Undervisningsministeriets
forvaltning af AUB-ordningen«). I 2020 forventer man, at
virksomhederne yderligere skal betale 1,5 mia. kr. for meget,
så opsparingen i AUB kommer op på over 6 mia. kr. Denne
ubalance mellem ind- og udbetalingerne er ikke bare i strid med
lovgivningen, men betyder også, at virksomhederne
drænes for likviditet, der ikke mindst lige nu er
livsnødvendig for den enkelte virksomhed som følge af
covid-19-krisen og nedlukningen af mange arbejdspladser.
Da overbetalingen er i strid med Folketingets
intention med ordningen, har statsrevisorerne udtalt kritik af
Børne- og Undervisningsministeriet, der har ansvaret for
ordningen (»Statsrevisorernes bemærkning til beretning
nr. 13/2019 om Børne- og Undervisningsministeriets
forvaltning af AUB-ordningen«).
Med dette forslag stoppes virksomhedernes
løbende betaling af bidrag i 2020 til AUB-ordningen via en
suspendering i de sidste 6 måneder af 2020. Det vil forbedre
de private virksomheders likviditet i 2020 med ca. 1,7 mia. kr.
Samtidig sløjfes ekstraopkrævningen på ca. 300
mio. kr. som følge af ubalance i praktikplads-AUB fra 2019.
Forslaget sikrer dermed, at virksomhederne ikke overbetaler til
AUB-ordningen, og at opsparingen ikke fortsætter med at vokse
i 2020.
Skriftlig fremsættelse
Katarina
Ammitzbøll (KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
suspendering af virksomheders betaling til AUB-ordningen i
2020.
(Beslutningsforslag nr. B 170)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.