B 150 Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af fradragsloft for donationer til velgørenhed.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2019-20
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 10-03-2020

Fremsat: 10-03-2020

Fremsat den 10. marts 2020 af Mai Mercado (KF), Mette Abildgaard (KF), Katarina Ammitzbøll (KF), Birgitte Bergman (KF), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)

20191_b150_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 10. marts 2020 af Mai Mercado (KF), Mette Abildgaard (KF), Katarina Ammitzbøll (KF), Birgitte Bergman (KF), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ophævelse af fradragsloft for donationer til velgørenhed

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2020 at fremsætte lovforslag, der fjerner loftet for, hvor store donationer til velgørenhed man kan trække fra i skat.

Bemærkninger til forslaget

Efter gældende regler kan en skatteyder trække donationer til godkendte foreninger på op til samlet 16.600 kr. om året fra i skat, jf. ligningslovens § 8 A. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag, som derfor kun bruges i beregningen af kommune- og kirkeskat. Det betyder, at skatteyderen får ca. 26 kr. tilbage i skat, når skatteyderen donerer 100 kr.

Ved at fjerne loftet over fradraget kan man styrke civilsamfundet ved at skabe rum for flere private donationer og dermed flere ressourcer til frivillige organisationer. I en tid, hvor de frivillige organisationer med bekymring oplever, at en større og større del af deres grundfinansiering kommer fra det offentlige i form af løsrevne projekter, som bidrager til unødigt projektmageri, er det en selvstændig pointe at sikre bedre indsamlingsmuligheder for de frivillige foreninger, så den private finansiering styrkes.

Civilsamfundet spiller en afgørende rolle for vores samfund. Frivillige organisationer er en uundværlig del af løsningen på problemer som eksempelvis hjemløshed og stofmisbrug såvel som psykisk mistrivsel og vold i nære relationer. Det offentlige er ikke i stand til at håndtere disse problemer alene. Formanden for Frivilligrådet, Mads Roke Clausen, har i artiklen »Vi kunne få smukkere liv ved ikke at være så afhængige af det offentlige formynderi«, bragt i Berlingske den 2. november 2019, meget rammende sagt, at »Det er ikke socialrådgiveren på kommunen, der kan være din ven, når du er ensom. Her er det langt bedre, at der er fællesskaber og foreninger, der kan tage hånd om det«. Staten kan ikke både optræde som borgerens ven og myndighed på samme tid.

Frivillighed er også en vigtig del af sammenhængskraften. Den skat, borgerne betaler til velfærdssamfundet, indkræves pr. automatik. Det er først, når man som borger frivilligt donerer til almene formål, at man påtager sig et personligt ansvar for det omkringliggende samfund. Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der doneret ca. 1,5 mia. kr. til velgørenhed i 2015. (»Velgørenhed: Flest kvinder støtter, men mænd giver mest«, bragt på Danmarks Statistiks hjemmeside den 3. februar 2017). Det viser tydeligt danskernes ønske om at løfte fællesskaber gennem frivilligheden.

Forslaget om at hæve fradraget gør ikke skattesystemet mere kompliceret, end det er i dag, da forslaget tager udgangspunkt i en fradragsordning, der allerede eksisterer. Det er derfor en omkostningseffektiv måde at øge midlerne til de frivillige foreninger.

Det vurderes at koste 50 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd at fjerne fradragsloftet. Samtidig skønnes forslaget at øge de frivillige organisationers indtægter med 100 mio. kr. Skønnet bygger på Skatteministeriets antagelser om adfærdseffekter, da Skatteministeriet sidst regnede på en ændring af fradragsloftet, jf. lovbemærkningerne til lovforslag nr. L 85 (folketingsåret 2006-07). Provenuet skal findes inden for råderummet.

Skriftlig fremsættelse

Mai Mercado (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af fradragsloft for donationer til velgørenhed.

(Beslutningsforslag nr. B 150)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.