B 141 Forslag til folketingsbeslutning om initiativer til bekæmpelse af vanvidskørsel.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2019-20
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 28-02-2020

Fremsat: 28-02-2020

Fremsat den 28. februar 2020 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF) og Dennis Flydtkjær (DF)

20191_b141_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. februar 2020 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF) og Dennis Flydtkjær (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om initiativer til bekæmpelse af vanvidskørsel

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2019-20 at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de fornødne administrative ændringer, der kan sikre, at politiet og øvrige myndigheder får effektive redskaber til at bekæmpe vanvidskørsel, uanset om der er tale om vanvidskørsel i selvejede, leasede eller lånte biler. Redskaberne til bekæmpelse af vanvidskørsel skal være:

- At vanvidskørsel straffes med minimum 4 års ubetinget fængsel og herudover eventuelt samfundstjeneste, hvis der ved vanvidskørslen er begået uagtsomt manddrab. Undlader den sigtede i en sag om vanvidskørsel at møde frem til retssagen, bør dette kunne udløse en tillægsstraf for udeblivelse.

- At det skal være muligt at fradømme en vanvidsbilist retten til at være fører af en lånt, lejet eller leaset bil, medmindre bilen bliver brugt arbejdsmæssigt i et ordinært arbejdsforhold.

- At en vanvidsbilist skal kunne fratages retten til at låne, leje eller lease biler til privat brug.

- At give politiet mulighed for på stedet at konfiskere en bil brugt til vanvidskørsel, og at en eventuel leasing- eller lejekontrakt på bilen skal kunne ophæves på stedet.

- At en fartbøde i forbindelse med vanvidskørsel i en leaset eller lejet bil skal betales af den, der fremgår af leasing- eller lejekontrakten, i fald føreren af bilen ikke kan identificeres.

- At udlejnings- og leasingfirmaerne forpligtes til at have en skærpet opmærksomhed på deres kunder, herunder at firmaerne forpligtes til at rette henvendelse til myndighederne, hvis der er mistanke om, at en person, der leaser en bil, ikke selv bruger bilen eller afholder udgiften eller ikke er i stand til økonomisk at afholde den udgift, der er ved at lease eller leje den konkrete bil. Ligeledes gives udlejnings- og leasingfirmaerne adgang til E-SkatData, der giver mulighed for at indhente oplysninger om en kundes nuværende økonomiske situation.

- At leasingfirmaerne forpligtes til at modtage udbetalingen og den månedlige ydelse i forbindelse med leasing af biler gennem faste bankoverførsler, så det bliver muligt at kontrollere, hvor pengene kommer fra.

- At et kørekort skal kunne inddrages midlertidigt, indtil en retssag om vanvidskørsel er afsluttet.

- At vanvidsbilister skal kunne tildeles en straksdom.

Bemærkninger til forslaget

Regeringen pålægges med dette beslutningsforslag at tage en række konkrete initiativer, der kan give politiet og øvrige myndigheder bedre og mere effektive redskaber til at gribe ind over for vanvidskørsel. Desværre ser vi oftere og oftere eksempler på vanvidskørsel, hvor typisk unge mænd i store biler med mange hestekræfter kører hensynsløst gennem gaderne i høj hastighed - til stor fare for andre trafikanter og borgere. I sommeren 2019 resulterede denne type vanvidskørsel i et tragisk dødsfald, da en polititjenestemand mistede livet på Langebro i København (»Trafikulykke på Langebro: 25-årig mand sigtet i sag om politibetjents død«, Berlingske, den 23. juli 2019). Og eksemplerne på vanvidskørsel synes desværre at blive flere og flere, særlig i Københavns, Nordsjællands og Københavns Vestegns politikredse (»Allerede flere end sidste år: Vanvidsbilister hærger stadig«, dr.dk, den 27. november 2019).

Det forlyder fra politiet, at de ofte står magtesløse over for denne type kørsel, da vanvidsbilisterne typisk er fuldkommen ligeglade med de sanktioner, myndighederne har mulighed for at møde dem med. Udstedte bøder virker ikke afskrækkende, og risikoen for at miste kørekortet har desværre heller ingen afskrækkende effekt, da vanvidsbilisterne i mange tilfælde aldrig har erhvervet sig et kørekort eller har fået det frakendt ved en tidligere forseelse. Desuden er disse biler ofte enten lejede, lånt eller leasede af stråmænd, og dermed er risikoen for konfiskation af køretøjerne heller ikke en reel trussel for føreren af bilen. Endelig har politiet udfordringer, når det er nødvendigt at sætte efter vanvidsbilisterne, fordi politiets køretøjer ofte ikke er hurtige nok (»Politibetjent om vanvidskørsel i København: Retsstaten svigter sit ansvar over for borgerne«, Berlingske, den 7. august 2019).

Forslagsstillerne mener derfor, at der er brug for at give politiet og øvrige myndigheder helt andre, skrappere og mere effektive midler, der kan sættes ind i kampen mod vanvidsbilister. Skærpede straffe er i den forbindelse et første, nødvendigt skridt. Vanvidsbilister slipper i dag i henhold til retspraksis i perioden 2016-19 med en straf på mellem 16 måneders og 3 års fængsel for trafikdrab, selv om straframmen er helt op til 8 år (REU alm. del - svar på spørgsmål 334, folketingsåret 2018-19, 2. samling) Forslagsstillerne mener derfor, at det er nødvendigt at indføre en minimumsstraf på 4 års ubetinget fængsel, som skal gælde i de tilfælde, hvor der i forbindelse med vanvidskørslen er begået uagtsomt manddrab.

Derudover er der behov for, at de firmaer, som udlejer og leaser biler, holder bedre øje med deres kunder. Udlejnings- og leasingfirmaerne skal forpligtes til at rette henvendelse til myndighederne, hvis der er mistanke om, at en person, der leaser en bil, ikke selv bruger bilen eller afholder udgiften eller ikke er i stand til økonomisk at afholde den udgift, der er ved at lease eller leje den konkrete bil. Formålet er at give myndighederne mulighed for at afbryde en leasingaftale, hvis de økonomiske forhold hos den, der leaser eller bruger bilen, reelt ikke er så økonomisk stabile, at vedkommende kan lease bilen, f.eks. hvis vedkommende modtager offentlige ydelser eller ikke tjener tilstrækkeligt til at kunne afholde udgiften.

Forslagsstillerne mener desuden, at der er behov for at give udlejnings- og leasingfirmaerne adgang til det såkaldte E-SkatData, hvilket vil give mulighed for at indhente oplysninger om en kundes nuværende økonomiske situation. Dette tiltag, som brancheforeningen Finans og Leasing selv har peget på, vil kunne minimere risikoen for, at leasede biler f.eks. kommer i hænderne på bandemedlemmer (Leasingfirmaer: »Vi vil hjælpe med at bekæmpe vanvidskørsel«, dr.dk, den 29. august 2019).

Endelig mener forslagslagsstillerne, at leasingfirmaerne skal forpligtes til modtage penge for leasing via bankoverførsler, så pengene kan spores efterfølgende, og så det kan kontrolleres, at pengene ikke er tilkommet den person, der leaser bilen, gennem kriminalitet, hvidvask el.lign.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om initiativer til bekæmpelse af vanvidskørsel.

(Beslutningsforslag nr. B 141)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.