Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 11. juni 2020
1. Indstillinger
Et mindretal i
udvalget (S, RV, SF, EL, JF og Sikandar Siddique (UFG)) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse.
Et andet
mindretal i udvalget (V, DF, KF og NB) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Et tredje
mindretal i udvalget (IA) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget.
Et fjerde
mindretal i udvalget (SIU) vil redegøre for sin
stillingtagen til beslutningsforslaget ved 2. behandling.
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk
Folkeparti og Enhedslisten
Socialdemokratiets, Radikale Venstres,
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget
bemærker, at alle Folketingets partier i forbindelse med
forespørgselsdebatten om F 23 om antisemitisme vedtog et
fælles forslag til vedtagelse, hvor alle Folketingets partier
i fællesskab tog afstand fra antisemitisme og var enige om,
at der skal udarbejdes en handlingsplan for kampen mod
antisemitisme. Der er en stigende antisemitisme både globalt,
i Europa og i Danmark.
Partierne vil ikke acceptere, at
ekstremistiske miljøer udtrykker had mod minoriteter og
forsøger at udfordre vores grundlæggende demokratiske
værdier, vores fælles frihed og vores alle sammens
sikkerhed. Partierne vil antisemitismen til livs i Danmark.
Partierne bakker op om indholdet i
beslutningsforslaget om at skabe et solidt og validt vidensgrundlag
for udbredelsen af antisemitisme i Danmark. Arbejdet med den
handlingsplan, som regeringen har sat i gang, handler også om
omfanget og oprindelsen og om antisemitismens årsager,
udtryksformer, dynamikker og effekter.
Vi skal have mere viden om antisemitismen,
og vi skal have kortlagt den eksisterende viden, både i
Danmark og på europæisk niveau.
Fordi det af regeringen igangsatte arbejde
med en handlingsplan allerede dækker indholdet i dette
beslutningsforslag og desuden indeholder flere elementer i kampen
mod antisemitisme, stemmer partierne ikke for beslutningsforslaget,
da forslaget alene indeholder en delmængde af den samlede
indsats mod antisemitisme, som et samlet Folketing skal
drøfte på baggrund af det arbejde, som regeringen
allerede har sat i gang.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
finder det positivt, at regeringen har sat sig for at fastholde og
udbrede kendskabet til antisemitismen i Danmark. Dette er
afgørende for, at antisemitismen kan bekæmpes. DF
ønsker imidlertid også, at det igangværende
arbejde indeholder en dybere kortlægning af antisemitismen og
dens ophav, årsager og kilder. Forslaget skal derfor ses som
et supplement til det arbejde, der er sat i gang.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 27.
februar 2020 og var til 1. behandling den 19. maj 2020.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som forventes besvaret inden 2. behandling af
beslutningsforslaget.
Flemming Møller Mortensen
(S) Jeppe Bruus (S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Rasmus
Stoklund (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Kristian Hegaard (RV) nfmd. Nils Sjøberg (RV) Karina
Lorentzen Dehnhardt (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Rosa Lund (EL)
Søren Søndergaard (EL) Sikandar Siddique (UFG) Aaja
Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU)
Sjúrður Skaale (JF) Preben Bang Henriksen (V) fmd. Jan E. Jørgensen (V) Britt
Bager (V) Inger Støjberg (V) Morten Dahlin (V) Michael
Aastrup Jensen (V) Karsten Lauritzen (V) Peter Skaarup (DF)
Pernille Bendixen (DF) Karina Adsbøl (DF) Naser Khader (KF)
Mai Mercado (KF) Pernille Vermund (NB)
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 4 | |