Fremsat den 27. februar 2020 af Peter Skaarup (DF),
Karina Adsbøl (DF), Lise Bech (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF) og Dennis Flydtkjær (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at skærpe straffen for fangeflugter
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2020 at skærpe straffen for fangeflugter og
for personer, der har eller har forsøgt at undvige fra
samfundets varetægt.
Bemærkninger til forslaget
Danmark ligger i top over antallet af
fangeflugter i Europa. (»Danmark er slaraffenland for
udbryderkonger«, Kristeligt Dagblad, den 27. februar 2019).
Det tal ønsker forslagsstillerne at nedbringe.
Samfundet har behov for at vide, at når
vi har folk i samfundets varetægt, sikrer vi, at de befinder
sig der, hvor vi ønsker de skal være. Flygter de
pågældende derfra, skal de vide, at det vil
medføre en markant straf for undvigelse eller forsøg
på undvigelse oven i den eksisterende straf, den
pågældende udstår. Denne særskilte straf
for undvigelse eller forsøg på undvigelse skal de
informeres om, samtidig med de modtager den oprindelige dom.
Forslaget omhandler alle former for
undvigelser fra anholdelse, alle afsoningssteder, arrester,
pensioner, institutioner og lign. samt diverse transporter i
forbindelse med afsoningen. Den foreslåede ordning skal
ligeledes gælde, hvis man undviger under en orlov eller
udebliver fra udgang og lign.
I dag er normalstraffen for den, der flygter
fra anholdelse eller fængsling, at vedkommende straffes med
30 dages fængsel i førstegangstilfælde. Der
gælder samme strafniveau for den, der f.eks. hjælper en
indsat til at flygte.
Denne symbolske straf på 30 dage virker
tydeligvis ikke tilstrækkelig afskrækkende, hvorfor
forslagsstillerne ønsker, at en undvigelse bliver
forhøjet til 1 år for
førstegangstilfælde. Den samme straf skal gælde
for den eller dem, der hjælper med en undvigelse.
I andengangstilfælde skal straffen
skærpes med 50 pct., hvorfor straffen skal være
1½ år.
Tredje gang skal straffen skærpes endnu
mere, hvorfor den ekstra straf skal være 3 år.
Og straffen vil blive yderligere skærpet
for hvert tilfælde af overtrædelse.
Sker flugten under brug af trusler eller
udøvelse af vold, skal det anses som en skærpende
omstændighed, hvorfor straffen automatisk skal
forhøjes med samme interval, som angivet ovenfor.
Det følger af straffelovens § 124,
stk. 1, 1. pkt., at den, der flygter som anholdt eller
fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil
2 år. Ud over at flygte er det strafbart at befri en anholdt,
fængslet eller tvangsanbragt person og at tilskynde eller
hjælpe en sådan person til at undvige eller holde den
undvegne skjult, jf. straffelovens § 124, stk. 2.
Her ønsker forslagsstillerne, at
straframmen fjernes, så der ikke fremover er en grænse
for straffens længde, men at straffens længde
fastsættes, i forhold til hvor mange gange den
pågældende er undveget fra en afsoning eller har
forsøgt på det.
I forslagsstillernes optik skal det ikke kunne
straffes med bøder at undvige fra en afsoning eller fra
andre forhold, hvor man er i samfundets varetægt. Dertil er
situationen alt for alvorlig, uanset under hvilke former man er i
samfundets varetægt. Derfor ønsker forslagsstillerne,
at bødestraffen for undvigelse skal bortfalde og undvigelse
altid straffes med fængselsstraf.
En undvigelse kan vare meget lang tid, og den
indsatte kan i den mellemliggende tid begå mange
tilfælde af ny kriminalitet og nyde et liv i frihed, på
trods af at samfundet ønsker vedkommende i
varetægt.
Derudover bruger samfundet og eventuelle ofre
(alt for) meget energi, penge og ressourcer på en person, der
er undveget. I en tid, hvor politiets ressourcer er knappe, er det
vigtigt, at ressourcerne bruges optimalt.
Ud over forlængelse af straffen som
følge af undvigelse eller forsøg på det skal
ens fortsatte ophold under afsoningen skærpes som angivet
nedenfor.
Er undvigelsen sket fra et fængsel, hvor
sikkerheden ikke har været optimal, skal man flyttes til et
topsikret fængsel.
Er undvigelsen sket fra åbne forhold,
skal man fremadrettet afsone under lukkede forhold.
Er undvigelsen sket under en udgang, skal
fremtidige udgange begrænses eller sikres fremover, hvor der
altid skal være to betjente med på udgang, i så
fald at udgangen er meget nødvendig. Det kan ligeledes
være, at man er sikret med håndjern eller lignende
udstyr.
Er undvigelsen sket under orlov, skal
fremtidig orlov begrænses.
Efter en undvigelse under en hvilken som helst
form skal Kriminalforsorgen ligeledes straffe vedkommende efter
disciplinære forskrifter. Det kan være begrænsede
besøg, udgange og aktiviteter, isolation og lign.
Forslagsstillerne ønsker med dette
forslag at markere tydeligt, at samfundet tager det ganske
seriøst, når vi tilbageholder folk af den ene eller
anden grund. Ofrene skal ligeledes være sikre på, at
deres gerningsmand ikke kan bevæge sig frit rundt på
gaden. Og et særligt hensyn skal vi tage for at undgå,
at der bliver skabt nye ofre, fordi en undvegen person begår
ny kriminalitet under flugten.
Forslagsstillerne forventer, at man med dette
forslag vil minimere fangeflugterne i en sådan høj
grad, at forslaget vil være selvfinansierende.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
skærpe straffen for fangeflugter.
(Beslutningsforslag nr. B 124)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.