Fremsat den 27. februar 2020 af Sikandar Siddique (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om ret til behandling for voldsudøvere
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag,
som sikrer ret til ambulant behandling for voksne, som har udsat
andre for vold eller trusler om vold i relation til familie- eller
samlivsforhold.
Bemærkninger til forslaget
Til trods for at forskningen viser, at omfanget af vold i
nære relationer kan forebygges, er andelen af personer,
særlig kvinder, der udsættes for vold i Danmark,
stagneret de sidste 10 år (»Vold og seksuelle
krænkelser«, Statens Institut for Folkesundhed, 2018,
»Vold i nære relationeromfang, karakter, udvikling og
indsats i Danmark«, Statens Institut for Folkesundhed, 2012,
»Mænds vold mod kvinder - omfang, karakter og indsats
mod vold«, Minister for Ligestilling, Det Nationale
Voldsobservatorium i Kvinderådet, Statens Institut for
Folkesundhed, 2004 og »Mænds vold mod kvinder - omfang,
karakter og indsats mod vold«, Minister for Ligestilling, Det
Nationale Voldsobservatorium i Kvinderådet, Statens Institut
for Folkesundhed, 2004 og »Mænds vold mod kvinder -
omfang, karakter og indsats mod vold - 2007«, Minister for
Ligestilling, Statens Institut for Folkesundhed, 2007). Mens det er
afgørende med ambulante og forebyggende tiltag, der kan
hjælpe voldsudsatte, kan vi kun skabe langsigtet nedbringelse
af volden ved at skabe målrettede indsatser for
voldsudøveren. Forslaget ses i sammenhæng med
»Forslag til folketingsbeslutning om ret til ambulant
behandling for voldsudsatte«, jf. beslutningsforslag nr. B
121, hvoraf det fremgår, at børn, der vokser op i
voldelige hjem, har større risiko for at ende i et hjem med
vold som voksen, enten som voldsoffer eller som voldsudøver.
Tidlig forebyggelse er derfor essentiel.
En undersøgelse foretaget blandt
voldsudøvere i behandling viser, at 74 pct. af
udøvere af vold i nære relationer selv er vokset op
med vold i hjemmet. Derfor er det afgørende, at vi som
samfund sætter systematisk og helhedsorienteret ind og
tilbyder behandling, der stopper den voldelige adfærd, da der
ellers er risiko for, at den gives videre fra generation til
generation (»Karakteristik af voldsudøvere i
behandling - barndommens skygger rækker ind i
voksenlivet«, Dialog mod Vold, AskovFonden, 2018).
Initiativet skal derfor ikke alene ses som en behandling af en
voldsudøver, men også som forebyggelse af et
fremtidigt dysfunktionelt familiemønster blandt familiens
børn.
Lange ventelister
Der er i dag meget lange ventelister til en
behandling, der kan bryde voldsspiralen. AskovFondens tilbud i
Dialog mod Vold, som ifølge Socialstyrelsens oversigt over
tilbud til voldsudøvere er det eneste landsdækkende
behandlingstilbud på området, har i dag en
behandlingskapacitet på omkring 100 voldsudøvere.
Herudover findes kun telefonisk rådgivning hos Lev Uden Vold
eller lokale/regionale initiativer. Samtidig har Dialog mod Vold
ca. 180 udøvere på en venteliste, der vokser dag for
dag (»Dialog mod vold«, intern kvartalsrapport baseret
på data fra Danjournal). Den lange venteliste betyder, at
ventetiden på at komme i behandling for øjeblikket er
på omkring 2 år. De mange, der venter på
behandling i Dialog mod Vold, repræsenterer mennesker, der
har et erkendt problem i form af en voldelig adfærd, og som
er motiveret til at ændre dette. Samtidig er det eneste
landsdækkende behandlingstilbud kun at finde i de tre
største byer, hvilket betyder, at der i store dele af landet
slet ikke er målrettet og specialiseret hjælp at
få.
Tilbud om rådgivning
Da Østjyllands Politi som led i
satspuljeprojektet »Interventionscenter ved
partnervold« kontaktede voldsudsatte familier med tilbud om
rådgivning, tog 84 pct. (107 ud af 128) af udøverne
mod tilbuddet om et kort rådgivningsforløb i Dialog
mod Vold (»Interventionscenter ved partnervold - beskrivende
evaluering af et forsøgsprojekt«, Socialstyrelsen,
2015, side 23). Det viser, at når udøvere systematisk
tilbydes hjælp, er der mange, der ønsker at sige
ja.
Ifølge Lev uden Volds
undersøgelse af kommunernes indsatser mod vold i nære
relationer (»Partnervold - kommunernes praksis og
indsats«, Lev Uden Vold, 2019) tilbyder kun meget få
kommuner en specialiseret indsats til udøvere. Ifølge
undersøgelsen kan årsagen til, at så få
får tilbudt behandling findes i en uklar rammelovgivning, der
ikke tydeliggør, hvilken behandling voldsudøvere har
ret til: »Flere sagsbehandlere i voksen- og
socialafdelingerne giver udtryk for, at det er svært at
placere hjælpen til de voldsudøvende borgere inden for
konkrete paragraffer i serviceloven, idet voldsudøvere ikke
nødvendigvis betragtes som borgere med særlige sociale
problemer og dermed falder uden for de foranstaltninger, der ligger
i servicelovens bestemmelser« (»Partnervold -
kommunernes praksis og indsats«, Lev Uden Vold, 2019, side
6). Rapportens konklusioner viser, at de indsatser, som kommunerne
tilbyder borgere berørt af partnervoldsproblematikker, i
høj grad afspejler de lovgivningsmæssige
forpligtelser, som kommunerne er pålagt. Samtidig viser
undersøgelsen, at kun få kommuner tilbyder egentlig
specialiseret behandling til voldsudøvere. Derfor
foreslår Alternativet, at lovgivningen fremadrettet skal
sikre specialiserede behandlingstilbud direkte rettet mod at
hjælpe voldsudøveren med henblik på at forhindre
og forebygge vold i nære relationer.
Opsøgende praksis
I dag er det op til den enkelte voldsudsatte
familie eller voldsudøver at tage initiativ til at
opsøge behandling. Med en ret til behandling vil flere
sagsbehandlere kunne henvise til behandling. Dog vil langt flere
voldsudsatte familier få glæde af behandlingstilbuddet.
Herudover vil potentialet til at få stoppet volden være
langt større, hvis det bliver fast praksis at kontakte
udøvere af vold i nære relationer, når der er
viden om vold. Kommunen, politiet og sundhedsvæsenet
får viden om udøvelsen af vold, f.eks. i forbindelse
med krisecenterophold, underretninger, politiudrykning og
skadestuebesøg. I de tilfælde vil det være
hensigtsmæssigt at kontakte udøver og informere om de
ambulante tilbud om rådgivning og behandling. Erfaringerne
fra satspuljeprojektet »Interventionscenter ved
partnervold«, hvor Østjyllands Politi ved udrykninger
til partnervold tilbød både den udsatte såvel
som udøveren ambulant rådgivning, viser, at en relativ
simpel opsøgende praksis suppleret med muligheden for
ambulant behandling kan få positiv effekt
(»Interventionscenter ved partnervold - beskrivende
evaluering af et forsøgsprojekt«, Socialstyrelsen,
2015).
Derfor ønsker Alternativet, at retten
til ambulant behandling implementeres med ny opsøgende
praksis hos myndighederne, når der er viden om vold.
Helhedsorienteret tilgang
Ifølge Dialog mod Volds årlige
opfølgende undersøgelser svarer 78 pct. af
respondenter, der har gennemført et
behandlingsforløb, at de ikke har udøvet vold i
nære relationer 1 år efter afsluttet behandling. Selv
om undersøgelsernes svarprocent kun er på 42 pct., er
det en god indikator for, at behandlingen har effekt
(»Karakteristik af voldsudøvere i behandling -
barndommens skygger rækker ind i voksenlivet«, Dialog
mod Vold, AskovFonden, 2018, side 29).
I et land, hvor 38.000 kvinder og 19.000
mænd årligt udsættes for fysisk partnervold
(»Vold og seksuelle krænkelser«, Statens Institut
for Folkesundhed, 2018) og cirka det dobbelte udsættes for
psykisk vold, er det uacceptabelt, at et overvældende flertal
af voldsudøverne ikke får tilbudt behandling, at en
så forsvindende lille del af voldsudøverne i dag
modtager behandling, og at over halvdelen af dem, der gerne vil
have behandling, er parkeret på en venteliste. Tallene er et
tydeligt signal om, at den nuværende kapacitet ikke er
tilstrækkelig.
Erfaringer fra Dialog mod Volds danske tilbud
viser, at hjælpen til voldsudøveren bliver langt
bedre, når familie, myndigheder og netværk inddrages i
at holde den voldsudøvende ansvarlig for den vold,
vedkommende udøver/har udøvet og ikke mindst
fastholde den positive forandring, vedkommende gennemgår som
følge af behandlingen. Derfor er det afgørende, at
implementeringen af retten til ambulant behandling bygger på
en helhedsorienteret tilgang og social- og voldsfaglig
specialiseret viden.
Ambulant behandling
Alternativet mener, at retten til ambulant
behandling skal skrives ind i serviceloven som en selvstændig
paragraf.
Behovet for rådgivning og behandling er
meget differentieret, og det er derfor afgørende, at retten
til ambulant behandling kan tilpasses og gives som et
differentieret tilbud til udøvere. Retten til ambulant
behandling kan med fordel modelleres efter erfaringerne fra
»Interventionscenter ved partnervold«, refereret
ovenfor. Således kunne udøvere af vold i nære
relationer i forbindelse med voldsudsattes ophold på
kvindekrisecentre eller mandekrisecentre, underretninger,
politiudrykning eller skadestuebesøg have ret til
rådgivende samtaler. Baseret på behov og motivation kan
udøveren efterfølgende blive henvist til et
længere behandlingsforløb, der skal indgå i
retten til ambulant behandling.
Det foreslås, at behandlingstilbuddene
akkrediteres eller godkendes af relevant myndighed, ligesom der
skal føres tilsyn med tilbuddene. Væsentlige kriterier
for godkendelse af tilbuddene er, at de skal gennemføres af
autoriserede psykologer, der er specialiserede i arbejdet med vold
i nære relationer. Kriterierne skal sikre, at
behandlingstilbuddene er af høj faglig kvalitet.
Finansiering
Kapacitetsbehovet bør løbende
evalueres som led i Socialstyrelsens årsstatistisk, herunder
at føre statistik over, hvor mange der tilbydes ambulant
rådgivning, hvor mange der tager imod samt begrundelsen hos
dem, der ikke tager imod tilbuddet. På linje med ordningen,
hvor Danmarks Statistik løbende modtager og analyserer data
om udsatte, der har modtaget hjælp på krisecentre, hos
Mødrehjælpen, i Dialog mod Vold m.v., vil der
også blive indrapporteret og analyseret registerdata om de
udøvere, der gennemfører behandling som led i denne
ordning.
Forslaget finansieres ved at nedlægge
grænsekontrollen, da nærværende forslag vurderes
at have en langt højere effekt, for så vidt
angår reduktion af vold og kriminalitet sammenlignet med
grænsekontrol. I 2018 blev der hos Politiet, Forsvaret og
Hjemmeværnet brugt 286 mio. kr. på grænsekontrol
(Europaudvalget, alm. del, bilag 81, folketingsåret 2019-20).
Alternativet er åben for at diskutere alternative
finansieringskilder.
Skriftlig fremsættelse
Sikandar Siddique
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om ret
til behandling for voldsudøvere.
(Beslutningsforslag nr. B 123)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.