B 122 Forslag til folketingsbeslutning om at fastholde Lev Uden Vold som Danmarks videns- og rådgivningscenter på voldsområdet efter 2020.

Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 27-02-2020

Fremsat: 27-02-2020

Fremsat den 27. februar 2020 af Sikandar Siddique (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)

20191_b122_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 27. februar 2020 af Sikandar Siddique (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)

Forslag til folketingsbeslutning

om at fastholde Lev Uden Vold som Danmarks videns- og rådgivningscenter på voldsområdet efter 2020

Folketinget pålægger regeringen at fastholde Lev Uden Vold som Danmarks nationale videns- og rådgivningscenter på voldsområdet gennem en grundbevilling fra 2021 og frem. Ligeledes pålægges regeringen at øremærke midler fra forskningsreserven til voldsfaglig forskning.

Bemærkninger til forslaget

38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk vold i nære relationer i Danmark. Tallene er stigende og cirka dobbelt så høje, hvis vi tæller psykisk vold i nære relationer med. For børn, der vokser op i voldsramte familier, var tallet i 2010 godt 33.000 (»Partnervold - kommunernes praksis og indsats«, Lev Uden Vold, 2019, side 8). Børn vokser op med høj risiko for traumer og stor sandsynlighed for at videreføre dysfunktionelle familiemønstre, hvis de ikke modtager den rette støtte og behandling. Det er alarmerende og uacceptable tal, der kalder på handling.

Derfor etablerede de relevante aktører på området i 2017 enheden Lev Uden Vold med den opgave at løfte en vigtig samfundsopgave i form af at forebygge og bekæmpe vold i nære relationer i Danmark.

Lev Uden Vold er i dag Danmarks nationale videns- og rådgivningscenter på voldsområdet. Enheden indsamler, producerer og formidler viden om vold i nære relationer og tilbyder hjælp og rådgivning gennem Lev Uden Volds nationale hotline, juridiske rådgivning, efterværnsgrupper og terapeutiske rådgivningsforløb.

Lev Uden Vold er i dag et satspuljeprojekt, som er finansieret indtil den 31. december 2020. Alternativet mener, at der fortsat er behov for Lev Uden Vold som nationalt videns- og rådgivningscenter på voldsområdet, da enheden kan agere talerør på tværs af den samlede sektor, udvikle nye vidensbaserede metoder på tværs af målgrupper og fa?gområder og fremover sikre endnu mere nødvendig uafhængig forskning og vidensarbejde på voldsområdet. Derfor skal Lev Uden Volds rådgivningsaktiviteter og funktion som videnscenter styrkes.

Rådgivningsaktiviteter

Lev Uden Vold har et særligt ansvar for både at hjælpe voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd samt pårørende og fagpersoner, der beskæftiger sig med målgruppen. Der findes ikke andre uafhængige videns- og rådgivningsaktører på voldsområdet i Danmark med dette brede målgruppeblik. Det gør Lev Uden Vold til et naturligt fortsat forankringspunkt for varetagelsen af den nationale hotline og den juridiske rådgivning, der er bundne opgaver for at indfri en væsentlig del af Danmarks internationale forpligtelser, jf. Istanbulkonventionen og Danmark arbejde med opnåelsen af FN's verdensmål nr. 5 om ligestilling.

Det foreslås, at Lev Uden Volds rådgivningsaktiviteter foruden den nationale hotline og den juridiske rådgivning i fremtiden afgrænses til rådgivende aktiviteter og tilbud udbudt i samarbejde med civilsamfundsaktører med henblik på metodeafprøvning og praksisforskning. På den måde sikres, at en statslig forankring af Lev Uden Volds rådgivningsaktiviteter ikke underminerer de civilsamfundsaktører, der i dag er centrale udbydere af rådgivning, behandling og krisecentre.

Videnscenter

Området vold i nære relationer havde som forskningsfelt ikke noget konkret og samlet forankringssted i Danmark forud for Lev Uden Volds etablering i 2017. I stedet var viden?sarbejdet og metodeudviklingen på voldsområdet tidligere båret af de forskellige indsatser, der var på området, i kombination med diverse opdrag fra myndigheder og forskningsprojekter, som forskellige forskere løbende har haft interesse for.

Etableringen af Lev Uden Vold har sikret, at der nu er ét nationalt videns- og rådgivningscenter på voldsområdet, som samler, genererer og formidler ny praksisbaseret forskning, viden og metodeudvikling. Derudover rådgiver og vejleder Lev Uden Vold på tværs af det brede voldsområde til gavn for den samlede sektors udvikling.

Lev Uden Vold skal ifølge Alternativet derfor også i fremtiden være ansvarlig for vidensbaseret udvikling på tværs af voldsområdet med udgangspunkt i praksis.

Styring og ramme

Det foreslås, at Bestyrelsen for Lev Uden Vold udvides i forbindelse med Lev Uden Volds forsættelse efter 2020. Det skal ske med en række yderligere aktører på voldsområdet, der skal sikre et bredt fag- og sektorkendskab til det brede voldsområde. Således vil Lev Uden Volds bestyrelse fremover udgøres både af repræsentanter fra tilbudsviften med målgruppespecifikt kendskab på voldsområdet, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, politiet, KL og sundhedssektoren.

Det er et bærende princip for Lev Uden Volds virke, at der er et armslængdeprincip til opdragsgiverne for at sikre vidensbaseret udvikling fremfor interessebaseret udvikling.

Lev Uden Vold foreslås således at skulle have følgende ansvarsområder varetaget inden for en basisbevilling:

- Praksisbaseret forskning og vidensarbejde på voldsområdet.

- Indsamling og formidling af best practice på voldsområdet fra ind- og udland.

- Formidling, undervisning og vejledning.

- Rådgivning og vejledning via Lev Uden Volds nationale hotline med døgnåben anonym telefonrådgivning til voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd, deres pårørende samt fagpersoner, der beskæftiger sig med målgruppen.

- National juridisk rådgivning til voldsudsatte kvinder og mænd, pårørende til voldsudsatte og voldsudøvende samt fagpersoner, der beskæftiger sig med den samlede målgruppe.

- National tilbuds- og pladsoversigt over alle krisecentre (kvinder og mænd) og specialiserede ambulante tilbud på voldsområdet, herunder ledige pladser på krisecentrene.

- Udvikling, afprøvning og evaluering af nye metodebaserede tilbud til voldsudsatte og voldsudøvere i partnerskaber med andre aktører på voldsområdet.

- Deltagelse i vidensbaseret og uafhængig samfundsdebat.

- Åben deling af indsamlet viden og metodeudvikling.

Desuden foreslås, at Lev Uden Vold skal kunne søge midler fra fonde og påtage sig opgaver for myndigheder og andre aktører, ligesom Lev Uden Vold også skal kunne foretage indtægtsdrevet kursus- og formidlingsvirksomhed m.v.

Øremærket forskning på voldsområdet

Alternativet mener, at der er brug for at udvide forskningsfeltet på voldsområdet. I dag varetager Center for Psykotraumatogi (SDU) forskning i individuelle konsekvenser af vold og behandlingsmetoder, mens VIVE, Statens Institut for Folkesundhed, SDU og Lev Uden Vold foretager kortlægning af myndighedspraksis og eksisterende fagprofessionel praksis, omfangsundersøgelser, statistik og analyser.

Der mangler en tværfaglig samfundsvidenskabelig forskning, der kan kigge på partnervold med en voldsfaglig fokus, og som kan undersøge voldens konsekvenser for den individuelle udsatte, men i særdeleshed også fordomsfrit undersøge årsagerne til partnervold på alle niveauer - både individuelt og generelt. I dag bygger voldsområdets forskning primært på en internationalt udviklet teori og ramme, der ikke tager højde for voldens kontekst i netop Danmark.

Derfor ønsker Alternativet, at der i forhandlingerne om forskningsreserven i 2020 øremærkes 30 mio. kr. til tværfaglig samfundsvidenskabelig forskning over en 4-årig periode. Midler skal kunne søges af forskere på universiteter og professionshøjskoler. Forskningen skal ske i udveksling og tæt samarbejde med Lev Uden Vold som central vidensformidler, men skal styres uafhængigt af Lev Uden Vold og øvrige aktører på området.

Finansiering

Lev Uden Vold er i dag finansieret indtil den 31. december 2020. Lev Uden Volds budget for 2020 udgør 12,5 mio. kr. Det foreslås, at Lev Uden Vold pr. 2021 fastholdes som Danmarks nationale videns- og rådgivningscenter på vold?sområdet med en årlig grundbevilling på 15 mio. kr., og at budgetudvidelsen fra 2021 og frem øremærkes en styrkelse af Lev Uden Volds praksisforskning og metodeudvikling med henblik på fremover at kunne understøtte en endnu bredere aktørkreds i indsatsen mod vold i nære relationer i Danmark.

Skriftlig fremsættelse

Sikandar Siddique (ALT):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at fastholde Lev Uden Vold som Danmarks videns- og rådgivningscenter på voldsområdet efter 2020.

(Beslutningsforslag nr. B 122)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.