Fremsat den 27. februar 2020 af Peter Skaarup (DF),
Karina Adsbøl (DF), Lise Bech (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF) og Dennis Flydtkjær (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om tidsubegrænset lagring af fingeraftryk i
fingeraftryksregisteret
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2020 at tage initiativ til at udarbejde et
lovforslag, som indebærer, at de fingeraftryk, der bliver
taget og lagret af politiet, bliver gemt på ubestemt tid.
Bemærkninger til forslaget
Dette beslutningsforslag er en
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 120 om
tidsubestemt lagring af fingeraftryk i fingeraftryksregistret,
folketingsåret 2017-2018, der blev taget tilbage. Der
henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2017-2018,
tillæg A, B 120 som fremsat.
Når der bliver begået
kriminalitet, er fingeraftryk et vigtigt redskab for selve
opklaringen af forbrydelsen. Derfor finder forslagsstillerne det
relevant, at fingeraftrykkene lagres i så lang tid, som det
er muligt, for at opklare en forbrydelse. Forslagsstillerne
ønsker derfor, at alle fingeraftryk lagres for eftertiden i
det eksisterende register, og at den nuværende slettefrist
dermed fjernes.
Ifølge den nuværende lovgivning,
skal fingeraftrykkene fra en sigtet person slettes efter 10
år. Er man dømt, bliver aftrykkene lagret, men senere
slettet, når man fylder 80 år, eller 2 år efter
man er død.
Der kan være tilfælde, hvor en
sigtet i første omgang går fri for domfældelse
grundet manglende beviser i sagen, men hvor fingeraftrykkene kan
have værdi for politiet, hvis den sigtede senere i livet
begår ny kriminalitet. Således kan aftrykkene have
værdi for dansk politi, hvis de gemmes i registeret.
I forslagsstillernes optik er det
hensigtsmæssigt, at disse fingeraftryk bliver lagret i hele
den sigtedes levetid, da det derved optimeres, at en forbrydelse
kan opklares, uanset hvornår fingeraftrykkene er sikret som
bevismateriale.
Efter forslagsstillernes mening er det ikke
krænkende for en borger, at dansk politi er i besiddelse af
vedkommendes fingeraftryk i databasen.
For forslagsstillerne er det af helt central
vigtighed, at sandsynligheden for opklaring af en forbrydelse
forbedres. Og hvis det kræver, at fingeraftrykkene kan blive
lagret for eftertiden, finder forslagsstillerne det
hensigtsmæssigt, også af hensyn til ofrene.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
tidsubegrænset lagring af fingeraftryk i
fingeraftryksregisteret.
(Beslutningsforslag nr. B 115)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.