Fremsat den 27. februar 2020 af Susanne Zimmer (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om at indføre kostråd om vegetarisk
og vegansk mad til børn
Folketinget pålægger regeringen at
tage de nødvendige administrative skridt for at sikre, at
Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen udarbejder vejledende
konstruktive kostråd til forældre om vegetarisk og
vegansk mad til spædbørn, småbørn og
børn generelt.
Bemærkninger til forslaget
Veganske og vegetariske familier stilles ringere end
andre
Sverige, Norge og Finland har alle udarbejdet
konstruktive vejledninger til forældre, som ønsker at
lade deres børn vokse op på plantebaseret kost.
Danmark har imidlertid ikke udarbejdet en sådan vejledning,
hvilket begrundes med, at de danske myndigheder har den holdning,
at vegansk kost til børn »ikke kan anbefales«1). Det har i
praksis den konsekvens, at veganske og vegetariske familier i
Danmark stilles ringere end i vores nabolande.
Gældende politik øger risiko for
fejlernæring
Den manglende vejledning fra myndighederne i
Danmark øger risikoen for, at der er forældre, som
ikke modtager den nødvendige vejledning om især
vigtigheden af at tage tilskud af B12-vitamin. Der har eksempelvis
været medieomtale, hvor en læge fra Rigshospitalet har
udtrykt bekymring over, at der af og til indlægges
børn med B12-mangel. Når myndighederne afviger
ansvaret for at vejlede konstruktivt af frygt for
fejlernæring, får vi med stor sandsynlighed den
modsatte effekt, nemlig at der bliver flere tilfælde, fordi
man har undladt at vejlede konstruktivt.
Den manglende vejledning - og de danske
myndigheders afvigende holdning fra de øvrige nordiske lande
- har desuden den konsekvens, at mange kommuner og daginstitutioner
ikke tør servere vegansk kost til børn fra veganske
familier.
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen
henviser i øvrigt veganske forældre til at kontakte en
diætist. Men diætisterne og de øvrige
ernæringsfaglige er forbeholdne på grund af
myndighedernes forbehold og efterspørger efteruddannelse om
vegansk kost til børn. Dansk Vegetarisk Forening oplyser, at
man allerede i 2013 rettede henvendelse til de danske myndigheder
med henblik på at få udarbejdet en vejledning om
vegansk og vegetarisk ernæring for børn, men at
myndighederne svarede, at de dels ikke havde ressourcer til at lave
en sådan vejledning, dels ikke ville vejlede i vegansk
ernæring til børn.
Det ønskes med beslutningsforslaget at
sikre, at de danske myndigheder ligesom de øvrige nordiske
lande vejleder forældre konstruktivt i vegansk
ernæring. Myndighederne i Sverige, Norge og Finland har
udarbejdet vejledninger på typisk tre til fem sider.
Vejledende kostråd i vores
nabolande
Den svenske fødevarestyrelse,
Livsmedelsverket, har udarbejdet en vejledning om vegansk
ernæring til børn, som fylder cirka fem A4-sider.
Deres holdning er, at »Mat med mycket grönsaker,
rotfrukter, baljväxter och fullkorn är bra både
för hälsan och miljön. Vill man ge sitt barn helt
vegetarisk mat krävs goda kunskaper om mat och
näringsämnen och lite extra planering. Men om den
vegetariska kosten är väl sammansatt, innehåller
berikade produkter eller vissa tillskott och ger tillräckligt
med energi kan även barn äta helt vegetarisk mat -
vegansk mat.«2)
Den norske sundhedsstyrelse,
Helsedirektoratet, har udarbejdet en vejledning om vegansk
ernæring til børn, som fylder cirka tre A4-sider.
Deres holdning er, at »Med kunnskap om kosthold og god
planlegging kan man sette sammen et balansert og næringsrikt
plantebasert kosthold til barn.«3)
De finske myndigheder har udarbejdet en
vejledning om vegansk ernæring til børn, som fylder
cirka fire A4-sider. Deres holdning er, at »En omsorgsfullt
komponerad vegankost lämpar sig också för gravida
och ammande kvinnor, barn och unga.«4)
De nordiske næringsstofanbefalinger, som
gælder i alle nordiske lande, lyder: »Vegan,
lacto-vegetarian and lacto-ovo-vegetarian diets should be able to
satisfy the nutrient needs of infants, children, and adolescents
and promote normal growth if they are appropriately planned, but
vegan diets always need to be supplemented with vitamin B12 and
vitamin D.«5)
De britiske sundhedsmyndigheder, National
Health Service, har også udarbejdet en vejledning, som er
fælles for vegetariske og veganske forældre. Deres
holdning er: »Advice on introducing your baby to solid foods
from around 6 months is the same for vegetarian and vegan babies as
it is for non-vegetarian babies. Babies and young children on a
vegetarian or vegan diet can get the energy and most of the
nutrients they need to grow and develop from a well-planned varied
and balanced diet. But they might need specific supplements (such
as vitamin B12) in addition to the usual vitamin supplements
recommended for all babies.«6)
FN's verdensmål, evidens og konstruktiv
vejledning
FN understreger i deres verdensmål nr. 2
om at stoppe sult, at alle børn skal kunne spise sig
mætte i sund og nærende mad. Dette gælder
naturligvis også de børn og familier, der
ønsker at leve plantebaseret.
Dansk Vegetarisk Forening har gennemgået
forskningen om vegansk kost til børn, og de har i februar
2020 til ernæringsfaglige udarbejdet et notat om dette.7) Deres
konklusion er, at der ikke er videnskabelig evidens for, at en
veltilrettelagt vegansk kost, som inkluderer de rette tilskud, ikke
kan anbefales. Notatet anbefaler, at forældre med
børn, der lever vegansk, får konstruktiv vejledning.
Dansk Vegetarisk Forening har i samarbejde med en klinisk
diætist udarbejdet en vejledning, som man forsøger at
nå ud til målgruppen med.8)
At der bør vejledes konstruktivt i
vegansk ernæring til børn, understøttes
endvidere af, at The Academy of Nutrition and Dietetics, verdens
største diætistforening, som organiserer over 100.000
medlemmer, har den holdning, at veltilrettelagt vegansk kost er
egnet til alle livets stadier: »It is the position of the
Academy of Nutrition and Dietetics that appropriately planned
vegetarian, including vegan, diets are healthful, nutritionally
adequate, and may provide health benefits for the prevention and
treatment of certain diseases. These diets are appropriate for all
stages of the life cycle, including pregnancy, lactation, infancy,
childhood, adolescence, older adulthood, and for athletes.«9)
På baggrund af disse bemærkninger
pålægger Folketinget med beslutningsforslaget
regeringen at sørge for, at Fødevarestyrelsen og
Sundhedsstyrelsen udarbejder vejledende konstruktive kostråd
til forældre om vegetarisk og vegansk mad til
spædbørn, småbørn og børn generelt
på niveau med de øvrige nordiske lande. Det
foreslås desuden, at myndighederne reviderer deres politik
om, at plantebaseret kost til børn »ikke kan
anbefales« og i stedet fokuserer på konstruktiv
vejledning ligesom i de øvrige nordiske lande.
Skriftlig fremsættelse
Susanne Zimmer
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
indføre kostråd om vegetarisk og vegansk mad til
børn.
(Beslutningsforslag nr. B 109)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.
Officielle noter
1)
»Vegetarisk og vegansk kost - hvad er forskellen, og hvordan
skal du spise? «, Fødevarestyrelsen
(www.altomkost.dk/raad-og-anbefalinger/saerlige-grupper/vegetarer-og-veganere/#c63064)
2)
»Vegansk mat till barn«, Livsmedelverket, Sverige
(www.livsmedelsverket.se/matvanor-halsa--miljo/kostrad-och-matvanor/barn-och-ungdomar/vegansk-mat-till-barn/).
3)
»Vegetarkost og vegankost: Spedbarn 0-1 år«,
Helsedirektoratet, Norge
(www.helsenorge.no/kosthold-og-ernaring/vegetarisk-kosthold/spedbarn-0-1-ar).
4)
»Tillsammans kring matbordet - kostrekommendationer till
barnfamilier«, Institutet för hälsa och
välfärd, Finland. Se side 99
(www.julkari.fi/bitstream/handle/10024/130021/KIDE27_SVENSKA_WEB.
pdf? sequence=1&isAllowed=y).
5)
»Nordic Nutrition Recommendations 2012 - Integrating
nutrition and physical activity«, Nordisk Ministerråd,
2014. Se side 129
(www.altomkost.dk/fileadmin/user_upload/altomkost.dk/Slet_ikke_filliste/Raad_og_anbefalinger/Nordic_Nutrition_Recommendations_2012.
pdf).
6)
»Vegetarian and vegan babies and children - Your pregnancy
and baby guide«, National Health Service, Storbritannien
(www.nhs.uk/conditions/pregnancy-and-baby/vegetarian-vegan-children/).
7)
»GRAVIDE, AMMENDE OG SPÆDBØRN«, Dansk
Vegetarisk Forening (www.vegetarisk.dk/boern/)
8)
»En vejledningspjece om vegetarisk og vegansk ernæring
til gravide, ammende, spædbørn og
småbørn«, Dansk Vegetarisk Forening, 2018
(www.vegetarisk.dk/wpcontent/uploads/2018/09/dvf_babyfolder_aug2018.
pdf).
9)
»Position of the Academy of Nutrition and Dietetics:
Vegetarian diets«, Journal of the Academy of Nutrition and
Dietetics, 2016, vol. 116, nr. 12, side 1970-1980
(www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27886704).