Fremsat den 26. februar 2020 af Theresa Berg Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om loft over betalingsfrister mellem
virksomheder
Folketinget pålægger regeringen
senest den 1. november 2020 at fremsætte lovforslag, der
sikrer, at der mellem danske virksomheder ikke kan aftales
længere betalingsfrister end 30 dage.
Bemærkninger til forslaget
Lange betalingsfrister kan hæmme
små og mellemstore virksomheders vækst, fordi
betalingsfristerne for de store virksomheder er for lange. Det
fører til, at mindre og mellemstore virksomheder ikke kan
foretage investeringer og udvide produktionen i det tempo, som de
ønsker, ligesom det kan medføre
likviditetsudfordringer og i værste fald konkurser.
I dag står det de erhvervsdrivende frit
for at aftale, hvor lang en betalingsfrist der skal være
mellem handlende virksomheder. Der ses desværre en tendens
til, at de store virksomheder udnytter denne mulighed og indefryser
betalingen til de små og mellemstore virksomheder i lang tid.
Det skal ses i lyset af den ofte asymmetriske forhandlingssituation
mellem store og små virksomheder.
Det er desuden ikke samfundsøkonomisk
hensigtsmæssigt, hvis små virksomheder gennem lange
betalingsfrister reelt låner ud til store virksomheder, som
ellers typisk kan skaffe sig finansiering væsentlig billigere
end de små virksomheder.
Derfor ønsker Socialistisk Folkeparti
at fastsætte en lovbestemt betalingsfrist på maksimalt
30 dage. Herved forenkles kontraktindgåelsen på dette
punkt, og små virksomheder fanges ikke i aftaler, hvor de
skal vente i urimelig lang tid på deres betaling.
Dette krav er tilsvarende det, der i forvejen
gælder for offentlige myndigheder, som ikke kan aftale en
længere frist end 30 dage. Der henvises til
Moderniseringsstyrelsens vejledning om betalingsfrister, november
2015.
En betalingsfrist på 30 dage vil i
øvrigt være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets
opfordring fra 17. januar 2019, jf. Europa-Parlamentets beslutning
af 17. januar 2019 om gennemførelsen af direktiv 2011/7/EU
om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner
(2018/2056(INI)). Der er allerede i dag EU-lande, der har
indført lovbestemte betalingsfrister, heriblandt Letland og
Tjekkiet, der har en frist på 30 dage, jf.
Europa-Kommissionens publikation »Business-to-business
transactions: a comparative analysis of legal measures vs. soft-law
instruments for improving payment behavior«, den 8. august
2018.
Socialistisk Folkeparti ønsker
således, at Danmark følger trop og tilslutter sig de
anbefalinger og eksempler, der ses i andre europæiske
lande.
Skriftlig fremsættelse
Theresa Berg
Andersen (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om loft
over betalingsfrister mellem virksomheder.
(Beslutningsforslag nr. B 100)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.