B 171 Forslag til folketingsbeslutning om sorgorlov, når man mister et barn på 0-18 år (borgerforslag).

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2019-20
Status: 2. beh/Vedtaget

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 12-05-2020
1. behandlet/henvist til udvalg 09-06-2020
Betænkning afgivet 17-06-2020
2. behandlet/vedtaget 23-06-2020
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Med folketingsbeslutningen får begge forældre ret til at få sorgorlov i minimum 6 måneder, efter at man har mistet et barn på 0-18 år uanset årsagen hertil. Det skal gælde, uden forældrene skal til samtaler med en socialrådgiver eller møde op på jobcenteret.

Der er tale om et borgerforslag, som inden for den fastsatte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra borgere, som kræves for at få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i Folketinget.

Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag ordningen.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 93 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA, ALT, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.