Det er erfaret og erkendt, at arbejdet med 45 minutters idræt og bevægelsen i skolen er mest udfordret og sværest at lykkes med i udskolingen. I forbindelse med valgfagsordningen fra skoleår 2019-20, som har til hensigt at styrke udskolingselevernes praksisfaglighed, blev fire fag (håndværk og design, billedkunst, musik og madkundskab) gjort til obligatoriske (valg)fag. Denne ordning har afstedkommet, at skoler begrænses, således at succesfulde valgfag med elementer fra Åben Skole og idræt og bevægelse netop for denne målgruppe, har fået langt vanskeligere vilkår og i mange tilfælde ikke længere udbydes og oprettes. Vil ministeren i forlængelse heraf oplyse, om det er hensigtsmæssigt at fastholde en ordning, som reducerer skolernes muligheder for at lykkes med reformens øvrige elementer? Vil ministeren endvidere kommentere på, om den efterstræbte praksisfaglighed som ønskes styrket, kan anskues i et langt bredere perspektiv, som anerkender, at praksisfaglighed kan tage afsæt i flere og alsidige fagområder, end de fire fag, som ministeriet har vedtaget?
Dato: 31-10-2019
Status: Endeligt besvaret
Emne:
folkeskolen