Tak for det.
Så går vi nogle luftlag ned til en sag, som er meget konkret og meget teknisk – meget lille ville nogle mene – men meget vigtig for nogle mennesker.
Vi lever i en tid, hvor koder og tal i meget høj grad erstatter navne som identifikation af personer.
I Danmark har man cpr-numre og NemID, på Færøerne har man persontal, og så er vi også i gang med at udvikle vores egen egentlige færøske digitale signatur.
Men rigtig mange færinger har for at kunne gøre brug af de rettigheder, de har som danske statsborgere, også brug for de danske ordninger.
Det gælder studerende, det gælder folk, som skal købe ejendom, det gælder folk, som har danske forsikringer, og det gælder ikke mindst for syge mennesker, som tager til Danmark for at gøre brug af de tjenester, som Færøerne jo i meget stor stil køber af Rigshospitalet.
Det er sådan, at hospitalets journalsystemer er hægtet op på NemID- og cpr-nummersystemerne.
Dette har jeg nu brugt rigtig meget tid på, og tingene har heldigvis flyttet sig.
Det er nu muligt at få et såkaldt administrativt cpr-nummer, selv om man har adresse på Færøerne, og jeg vil gerne takke for en velvillig indsats fra regeringens side, når det gælder det.
Men man skal stadig væk møde op fysisk i Danmark for at kunne få det afgørende NemID.
Det lyder meget nemt, for at bruge det ord, men det kan være endda meget besværligt for nogle mennesker, specielt ældre og gamle mennesker med kræft, som kommer til Danmark for få deres behandling.
Jeg kender eksempler på, at det har været meget besværligt for dem.
Men i 2016 kom regeringen jo efter anmodning fra Færøernes lagmand med et konkret forslag til en løsning.
Det var en løsning, som ville gøre det muligt for færøske patienter at få hele deres digitale identifikation på plads, før de tog hjemmefra.
Det ville betyde rigtig meget.
Mit spørgsmål er, om statsministeren har kendskab til, om der er sket noget på baggrund af det udspil, som regeringen selv kom med i 2016, og, hvis der ikke er sket noget, om statsministeren så ved, hvorfor der ikke er sket noget.