Spm. nr. US 39

Jeg er jo den sidste. Jeg håber, at statsministerens gode humør varer ved. Men jeg ved heller ikke, om statsministeren så fjernsyn i går aftes. Her kunne man altså på Danmarks Radio se en dokumentar, som fru Pernille Skipper også henviste til i sit spørgsmål, om forholdene i danske børnehaver og vuggestuer. Vi møder massevis af skønne børn, massevis af dygtige pædagoger, men vi konfronteres også med en presset hverdag. Jeg blev berørt, jeg blev også bekymret, for vi ser børn, der har brug for lidt ekstra omsorg, men som mødes af en hverdag, hvor det ikke er muligt at give. Vi møder en leder af en daginstitution, som siger op, fordi hun mener, at det ikke længere fungerer forsvarligt, sådan som hverdagen har udviklet sig. Hun begynder faktisk at græde. Det er bare ikke godt nok.

Danmarks Radio har sammen med BUPL lavet en undersøgelse med over 1.000 pædagoger. Over halvdelen af dem svarer, at de stadig væk ikke har tid til at give børnene tilstrækkeligt med nærvær eller omsorg. Det har selvfølgelig en årsag. Antallet af voksne pr. barn er i dag historisk lavt. Beregnet ud fra Danmarks Statistiks normeringsstatistik, som jeg godt hørte at statsministeren prøvede at vende og dreje lidt, så mangler der ca. 4.800 personer for at opfylde det, pædagogerne mener er et minimum for at få en tryg hverdag til at fungere. Statsministerens egen børneminister siger, at hun overordnet mener, at det står godt til i de danske daginstitutioner. Derfor vil jeg gerne høre statsministerens vurdering – og jeg hørte, hvad statsministeren sagde til fru Pernille Skipper. Jeg kunne godt tænke mig, at statsministeren reflekterede lidt over, om det er godt nok, når over halvdelen af de 1.000 pædagoger, som er blevet spurgt i den her undersøgelse, svarer, at de dagligt eller flere gange om ugen ikke har tid til at give børnene ude i landets institutioner tilstrækkeligt med nærvær og omsorg.

Statsministeren.

Jeg så ikke tv i går, beklager meget. Det er aldrig godt nok. Det er sådan set min tilgang til hvilket som helst spørgsmål, man kunne stille, selv om jeg forsøger at holde humøret højt. Men jeg går ikke med på det der sorte billede. Når man spørger forældrene, når man spørger børnene, når man ser på tallene, altså gennemsnitstallene, for, hvor normeringsniveauet ligger, så går jeg ikke med på det der sorte billede. Men der er da sorte pletter, og derfor er det da aldrig godt nok.

Det var det da heller ikke, da fru Pia Olsen Dyhr selv var minister. Det blev aldrig til noget med de her minimumsnormeringer. Det var jo før, man kom i regering, altså op mod 2011. Det kan jeg da huske. Det var da både SF og Socialdemokratiet, der kom med det. Der var ingen grænser for rettigheder, normeringer og minimumskrav og alt muligt halløj. Så kom man i regering, og der skete ikke en dyt. Der skete ikke en dyt sådan for alvor før maj måned, tror jeg det var; det var, lige før man trykkede på valgknappen, og så trak man et eller andet forslag frem, som jo så aldrig blev til noget. Så det lykkedes jo ikke fru Pia Olsen Dyhr at sætte alting igennem.

Ja, der er udfordringer. Det er jo bl.a. derfor, vi har lavet 1.000-dagesprogrammet. Jeg har ikke set den udsendelse, men det skærer også i mit hjerte, hver gang jeg ser børn, som ikke får den start i livet, de burde have. Derfor glæder jeg mig sådan set også over den politik, vi fører. Jeg glæder mig f.eks. over, at der netto er 40.000 flere børn i Danmark, som nu oplever, at de kan trille ud af deres seng om morgenen, og så kan de kigge på nogle forældre, der går på arbejde og tager uddannelse frem for at være på kontanthjælp. Der er 61.400 børn, hvis forældre er blevet flyttet ud af kontanthjælpen, siden jeg blev statsminister. Det tror jeg da er det største socialpolitiske fremskridt, man overhovedet kan komme i tanker om, og det er da at give de børn et langt bedre rygstød. Men det er da aldrig godt nok.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Noget af det, der gør, at de her over 60.000 flere forældre kan gå trygt på arbejde, er jo også, at man i Danmark ved, at når man afleverer sit barn i daginstitution, kan man være tryg og være på sin arbejdsplads. Derfor er det jo også bekymrende, at hvis vi kigger på Danmarks Statistiks tal, som statsministeren henviste til lige før, så kan vi se, at der mangler 4.800 pædagoger derude for i virkeligheden at leve op til det, der svarer til minimumsnormeringer.

Hvis statsministeren nu går ned i tallene og siger, at det her svarer til én voksen til tre børn i vuggestuerne og én voksen til seks i børnehaverne, så er det jo ikke korrekt. Så er det jo, fordi statsministeren tillader sig at indregne lederne, dem, der er på barsel, dem, der er syge, og vikarerne kan så tælle med to gange. Det er sådan, man snyder med statistik. Det ved jeg at statsministeren ved, for statsministeren har også tidligere været finansminister. Så økonomi er jo sådan lidt noget, man kan lege med. Men jeg synes, vi skal være ærlige omkring tallene. Der mangler 4.800 pædagoger derude.

Da vi sad i regering leverede vi i den første finanslov – den allerførste finanslov, finansloven for 2012 – 0,5 mia. kr. mere til børneområdet. Så det der med at kaste os i hovedet, at vi ikke leverede på børneområdet, er simpelt hen ikke korrekt.

Tak. Statsministeren.

Jamen det er rigtigt, at der kom 0,5 mia. kr. Det er godt nok også rigtig mange penge, hvad? Det rykker det her meget.

Jeg står ikke og snyder med nogen tal. Jeg snyder ikke med nogen tal. Det er sådan, at der er 3,1 børn i vuggestuealderen pr. voksen og 6,2 i det, man kunne kalde børnehavealderen, fra 3 år til skolestart. Så er det rigtigt, at det så er de mennesker, vi giver løn af hinandens penge til at løse den opgave. Derfor er der da mange steder, der skal sættes ind. Altså, når man har det, man med et frygteligt ord kalder ansigt til ansigt-tid på – hvad? – 60-65 pct., altså at det er 60 pct. af den arbejdstid, vi har ude i vores daginstitutioner, som bruges sammen med børnene, så er det da også et sted, man skal tage fat. Når vi kan se, at der i nogle kommuner frem for andre kommuner er et massivt sygefravær, er det da også et sted, vi skal tage fat.

Jeg ved godt, at der skal være folketingsvalg og alle skal hive checks frem og sådan noget. Jeg er bare nødt til at insistere på, at det her også handler om andet end penge. Jeg ved ikke, hvis jeg skrev den check ud i dag, hvor man lige ville finde de der 4.000 pædagoger henne. En anden dag er det så 1.000 sygeplejersker. Alene i andet halvår af 2018 var der mere end 900 forgæves rekrutteringer af sygeplejersker. Vi er jo i gang med at fjerne arbejdsløsheden.

Tak for det. Så er det fru Pia Olsen Dyhr. Værsgo.

Statsministeren har det åbenbart sådan lidt kreativt med tal. Fred være med det. Pointen er jo i forhold til det her med børnene, at der ifølge Danmarks Statistik mangler 4.800 pædagoger, voksne derude. Jeg synes, det er snyd, når statsministeren siger, at vi godt kan tælle dem, der er på barsel, med. Jamen så er man jo ikke i børnehaven. Og ledere, der ikke har kontakt med børnene, tæller statsministeren også med. Men fred være med det. Det er i hvert fald tydeligt, at det ikke er en prioritet for regeringen.

Så vil jeg gerne spørge til det her med samtykke. For jeg kan høre, at justitsministeren er klar. Det sagde justitsministeren på kvindernes internationale kampdag i Vega. Ligestillingsministeren er klar. Statsministeren siger så, at han lige henviser til Straffelovrådet. Straffelovrådet har jo lavet en betænkning tidligere, for 4 år siden. I spørgsmålet om samtykkelovgivning kan statsministeren jo bare kigge til Ukraine, Belgien, Tyskland, Sverige, UK, Cypern, Luxembourg, Island. Hvis det er svært, kan man jo bare oversætte fra islandsk til dansk. Islandsk lovgivning minder meget om dansk. Hvor lang tid vil statsministeren så vurdere at der skal til, for at vi har samtykkelovgivning i Danmark?

Værsgo til statsministeren.

Hold da op et humør. Det er da helt utroligt.

Helt ærligt, jeg tager det her lidt for alvorlig til, at jeg tænker, at den rigtige måde at lave en ny dansk straffelov på er ved lige at lave copy-paste af Ukraine og så lige lave noget Google Translate, og så putter vi en ukrainsk bestemmelse ind i den danske lovgivning – eller af Island for den sags skyld. Altså, hallo, fru Pia Olsen Dyhr har selv været minister. Lad os da tage det her alvorligt.

Jeg er da ked af, hvis man ikke kan bygge en konflikt op med mig, fordi min justitsminister har sagt det, han har sagt, og fordi min ligestillingsminister har sagt det, hun har sagt, og fordi jeg har gentaget det her i dag – at sex skal hvile på frivillighed. Ja, læs det som samtykke. Sådan må det være, og vi skal lave en straffelov, som bedre i sine ord og sine bemærkninger afspejler det. Det skal vi gøre. Så det er vi enige om, konflikten er afblæst. Det er da dejligt. Så har vi da gensidigt samtykke her om, at vi skal gøre det, altså kigge på straffeloven.

Så tror jeg bare, at den ansvarlige måde at gøre det på, når vi skal tage alle hensyn – jeg havde en udmærket ordveksling med fru Pernille Skipper om det der med, hvornår det glider over og bliver omvendt bevisbyrde – er at bede indsigtsfulde folk om at lave et godt forberedende arbejde, så vi får kvalitet i lovgivningen.

Tak til statsministeren.

Hermed er spørgetimen slut.