Spm. nr. US 36

Tak for det. I fredags kunne man læse en kronik i Politiken, som var skrevet af en nu tidligere leder af en daginstitution i København. Hun slutter kronikken af med at sige: Når jeg hver eneste dag ser børn, der ikke får den kontakt, der er så livsvigtig, har jeg fået nok og tager konsekvensen.

Hun har nu sagt op, fordi hun simpelt hen ikke kan være i det længere. Og i går aftes kunne man så se en dokumentar på Danmarks Radio, som bl.a. Tinas tidligere daginstitution indgår i. I den dokumentar er der mildt sagt flere ret hjerteskærende situationer, og der er bl.a. en situation, hvor der i en vuggestue i Greve er 3 voksne til 31 vuggestuebørn, dvs. blebørn. På et tidspunkt er der simpelt hen 4 børn, der skal skiftes på en gang, og det er der én pædagog til at gøre. Der er flere børn, der græder, og der sidder et lille barn i en barnevogn og græder, men der er ikke tid til at trøste det lillebitte spædbarn. Pædagogen understreger sådan set også, at det slet ikke er usædvanligt, for det er tit, at de er 2 voksne til 16 vuggestuebørn. Der er også en situation fra en børnehave, hvor der ude på legepladsen er 44 børnehavebørn. Det er ret mange børn, men der er kun 2 voksne til at tage sig af dem! Så er der selvfølgelig – det sker jo på legepladser i børnehaver – en, der falder og græder, og så er der én pædagog, der trøster det barn, og så er der 1 voksen til 43 børn!

Jeg afleverer min datter i vuggestue hver eneste dag, og jeg ved, at statsministeren også har børn og har haft afleveret dem i institution, og jeg tror, jeg taler på vegne af rigtig mange forældre og rigtig mange pædagoger, når jeg spørger statsministeren, hvad statsministeren vil gøre ved det.

Værsgo.

Vi vil fortsætte med det, vi er i gang med. Vi har bl.a. lagt et 1.000-dagesprogram frem, hvor der også følger penge med, og hvor vi har valgt i stedet for at smøre smørret tyndt ud over hele skiven at fokusere på de institutioner, som i særlig grad har udfordringer, fordi børnene kommer fra familier, som rummer udfordringer.

Ja, jeg har afleveret børn, men det er nogle år siden, det må jeg indrømme, men jeg ser meget frem til at rykke en generation op i hierarkiet og skulle aflevere nogle børnebørn, og så håber jeg, jeg vil opleve et billede, som er lidt mere nuanceret end det, der bliver beskrevet her. Når man kigger på billedet set ovenfra, er det næsten 9 ud af 10 forældre, som udtrykker tilfredshed med dagpasningstilbuddene, og det er mere end 9 ud af 10 af børnene, der er glade for vores dagtilbud. Når man ser på, hvordan det er normeret helt bredt hen over Danmark, vil man se, at der cirka er 3 børn pr. voksen i vuggestuealderen og omkring 6 børn pr. voksen i børnehavealderen, altså fra 3 år og frem til skolestart. Det er det store billede, når man kigger på Danmark under et. Det rokker ikke ved, at der rimeligvis er udfordringer nogle steder, som jo med det kommunale selvstyre, vi har, i første række er en opgave for kommunerne.

Men jeg vil ikke stå og købe ind i en kronik, jeg i øvrigt ikke har læst, og tage den som et sandhedsbevis for, at alting sejler og alt er en ruin, for det er ikke det billede, jeg har. Det er heller ikke det billede, jeg har, når jeg selv besøger daginstitutioner. Jeg håber, der er plads til den nuance.

Værsgo.

Der er rigtig mange forældre, der er meget glade for deres børns daginstitutioner, mig selv inklusive. Det ændrer ikke på, at normeringerne er rigtig dårlige, og det ændrer heller ikke på, at den statistik, som statsministeren står her og praler med, jo er en statistik, hvor det tæller dobbelt, hvis man har en vikar. Det er simpelt hen ikke en brugbar statistik på virkeligheden.

Jeg ville rigtig gerne bruge mere tid på det, men jeg bliver nødt til også at spørge til den melding, der er kommet fra ligestillingsministeren her til morgen. For i Danmark har vi jo tusindvis af voldtægter, der aldrig nogen sinde bliver anmeldt, og i sidste uge kom der en rapport fra Amnesty International, som meget, meget klart dokumenterer, at selv når man forsøger at anmelde, er der stadig væk rigtig lang vej til en ordentlig behandling. Der er altså kvinder, der stadig væk bliver spurgt, om de havde taget provokerende tøj på, om de er klar over, hvad det betyder for overgrebsmandens liv, at de anmelder, og om de nu er sikre på, at de ikke selv har været skyld i det. Det er helt, helt forfærdelige beretninger. Heldigvis kunne vi jo høre ligestillingsministeren sige her til morgen, at hun er helt enig i, at vi skal have en lovgivning, der afspejler et værdisæt om, at vi skal være ordentlige over for hinanden. Det vil sige, at vi skal have en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Kan statsministeren bekræfte, at det er Venstres og/eller regeringens holdning?

Værsgo.

Tak for det. I lyset af det spørgsmål skubber jeg lige til side, hvad jeg også kunne have lyst til at replicere i forhold til den ordveksling, vi havde før. Det bekymrer mig meget, at der er store mørketal, når vi taler om voldtægter. Det er uomgængeligt, at det er der. Derfor skal vi gøre noget, og jeg tror seriøst, at vi skal gøre flere ting, for jeg tror ikke kun, at det handler om, hvilken straffelovsbestemmelse vi har, men rimeligvis handler om mere end det, nemlig om, hvordan hele setuppet er, når man som voldtægtsoffer henvender sig til myndighederne, og hvilken sagsbehandling der er. Jeg tror, der er mange, mange ting i det.

Men i forhold til det materielle lovgrundlag er det min holdning – og det er jo også regeringens – at sex forudsætter frivillighed. Sex forudsætter frivillighed, og derfor kan man jo kun have sex med folk, der har givet samtykke. Derfor er det også fornuftigt at se på, om den eksisterende formulering i straffeloven er hensigtsmæssig og tilstrækkeligt afspejler det her holdningsmæssige synspunkt. Derfor vil det rigtige være at bede Straffelovrådet om at komme med nogle bud på, hvordan man kan justere de materielle bestemmelser i straffeloven, så de afspejler den her holdning, som jeg med stor tilfredshed over de seneste dage og uger har set har forplantet sig helt bredt i samfundsdebatten og jo også her på Christiansborg.

Tak. Værsgo.

Det vælger jeg simpelt hen at tage som et ja til, at Venstre og regeringen nu er med på, at vi skal have en samtykkebaseret lovgivning. For i november stemte regeringen jo imod det og nedsatte et ekspertudvalg, og nu vil man så have Straffelovrådet til at se på, hvordan man kan gøre det. Statsministeren bliver nok nødt til at være lidt mere specifik, med hensyn til hvad det, statsministeren siger, betyder. Var det det samme, som man sagde i går, eller er Venstre og regeringen med nu?

Grunden til, at det er så vigtigt, er jo, at vi har gerningsmænd, der går fri, og vi har tusindvis af ofre for overgreb, hvis overgrebsperson aldrig nogen sinde bliver dømt. Vi har eksempler på, at overgrebsmænd går fri, selv om kvinderne har grædt; at overgrebsmænd går fri, selv om kvinderne har sovet; og at overgrebsmænd går fri, selv om kvinderne har sagt nej, men åbenbart ikke har strittet nok imod, på trods af at overgrebsmændene i de tilfælde er blevet anmeldt og er blevet stillet for en dommer.

Det, der er spørgsmålet, er jo, om vi skal have en voldtægtslovgivning, der materielt sigter på, om hun gjorde nok modstand, eller om vi skal have en voldstægtslovgivning, som materielt sigter på, om han sikrede sig samtykke – ikke omvendt bevisbyrde, men at man skal bevise, at der ikke var samtykke. Det ved jeg statsministeren forstår forskellen på, så hvad synes statsministeren voldtægtslovgivningen skal være?

Værsgo.

Ja, jeg forstår godt sondringen, og det er også baggrunden for, at jeg her giver udtryk for den holdning, at sex forudsætter frivillighed – læs: samtykke. Så siger fru Pernille Skipper også meget rigtigt i en eftersætning, at vi ikke skal have omvendt bevisbyrde. Det viser jo lige præcis kompleksiteten i det her. Fra at gå fra en holdning, som jeg deler, og det er rimeligvis sådan, at det, justitsministeren har sagt for nogle dage siden, og det, som ligestillingsministeren har sagt i går eller i morges – jeg hørte det først til morgen – altså rummer en nuance, et skift i forhold til det, som regeringen sagde i efterårssamlingen. For vi lytter også til debatten, og vores holdning er, at sex forudsætter frivillighed – læs: samtykke.

Det er en anden tilgang, og det skal så sætte sig i en ny paragraf i straffeloven, som man skal vare sig for bare lige at hælde ud af ærmet, for fru Pernille Skipper ved udmærket også godt med fru Pernille Skippers egen baggrund, at 1-2-4, så rejser der sig det her spørgsmål om, hvordan vi så også varetager retssikkerheden og undgår at komme ud i noget med omvendt bevisbyrde. Derfor er det rigtige sted starte, at vi beder Straffelovrådet om at komme med et udspil til en nyformulering af den relevante bestemmelse i straffeloven, og det vil vi initiere.

Tak for det.

Hr. Uffe Elbæk, Alternativet, værsgo.