Spm. nr. US 17

Tak. Velkommen tilbage fra Marrakesh. Der skete flere ting i går. Vi kunne jo gå og glæde os over meddelelsen om, at Lagtinget har besluttet, at kort- og matrikelforhold bliver hjemtaget til april næste år. Tidligere i år hjemtog vi også person-, familie- og arveret. Der har pågået forhandlinger om yderligere hjemtagelser – af udlændingeområdet og luftfartsområdet – men man er endnu ikke nået i mål med dem.

Jeg ved godt, at der er forskel på kompleksiteten i diverse sagsområder, og det bevirker selvfølgelig forskellige udfordringer i hjemtagelsesprocessen. Jeg formoder, at man er stødt på nogle knaster på udlændinge- og luftfartsområderne, der forhindrer en videre fremdrift, og som bekendt forudsætter overtagelsesloven fra 2005, at hjemtagelse af et område sker fuldt og helt i én proces. På papiret lyder det sikkert meget fornuftigt, men nogle gange risikerer man, at en ellers fornuftig proces går i stå, fordi der opstår knaster i en isoleret del af det område, det handler om.

Er statsministeren og regeringen åbne over for at se pragmatisk på hjemtagelse af områder, så man kan overtage dele af et område, der naturligt kan administreres selvstændigt, når en knast i øvrigt forhindrer en videre fremdrift i det samlede kompleks?

Værsgo til statsministeren.

Altså, helt overordnet kan jeg sige, at jeg er meget, meget pragmatisk anlagt i forhold til at få rigsfællesskabet til at fungere, og at lovgivningen jo er klar, og at processerne også er klar, alting initieres jo fra færøsk side, og så belyser vi tingene, og så bliver områderne hjemtaget. Og jeg må bare sige, at jeg ikke er bekendt med, at der er knaster af et sådant omfang i nogen konkrete hjemtagelsesspørgsmål, at det skulle stille sig hindrende i vejen for, at man når i mål. Altså, jeg kan ikke ihukomme, at jeg har fået henvendelser – breve, telefonopringninger eller andet – fra min færøske pendant, altså lagmanden, som har søgt at engagere mig i, at her er der et eller andet problem, der skal løses.

Så lige nu svæver jeg i glad uvidenhed om, at der skulle være nogen problemer overhovedet, og hvis det er en fejl, satser jeg på, at de relevante færøske myndigheder vil bringe mig ud af den vildfarelse, så vi kan komme videre.

Tak.

Jeg formoder, at det svar betyder, at statsministeren stiller sig pragmatisk til det, hvis det så måtte være sådan. Men når vi nu taler om lagmanden, Aksel V. Johannesen, kan jeg sige, at han i et interview til Altinget.dk forleden dag sagde, at Færøerne har brug for et større manøvrerum på den internationale scene. Han sagde endvidere:

»»Vores behov er, at vi ... kommer ud af den spændetrøje, det er, at vi skal have en fælles udenrigspolitik. Det er vores mål. Og det er ikke kun løsrivelsespartierne, der ønsker det. Det er også langt ind i samhørighedspartierne, at man ønsker, at vi får et langt større ansvar for vores udenrigspolitik,« påpeger Aksel V. Johannesen,«.

Statsministeren sagde også i åbningstalen, at der var behov for nytænkning på det her felt, og nu er mit spørgsmål, om der er en dialog i gang, og om der er politisk vilje til at nå i mål i forhold til de forventninger, som lagmanden giver udtryk for.

Værsgo.

Jeg ved jo ikke, præcis hvad det er for forventninger, lagmanden har, på baggrund af det interview med Altinget. Når man taler om fælles spændetrøje, kunne det jo være et synonym for den danske grundlov, og den betragter jeg jo ikke som en spændetrøje, men som en retlig ramme omkring rigsfællesskabet. Den kan man ikke bare sprænge. Man kan selvfølgelig melde sig ud, man kan trække sig, og så vil man jo altså i princippet få fuldstændig suverænitet, hvis ikke man er en del af rigsfællesskabet. Og det spørgsmål må afklares på Færøerne.

Så længe man er en del af rigsfællesskabet, gælder grundloven, og inden for rammerne af den vil jeg meget gerne være med til at diskutere: Hvordan kan vi alle sammen finde vores roller på en ordentlig måde? Og derfor iværksatte vi jo allerede – efter min bedste hukommelse må det have været på rigsmødet på Christiansø – i sommeren 2017 på mit eget initiativ et arbejde i to spor, altså dels et praktisk spor »Hvordan kan den her ordning, der hedder Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland, eventuelt moderniseres, gøres mere fleksibel?«, dels et mere juridisk spor, og det er vi ikke i mål med, men det har da også min egen interesse.

Tak. Og værsgo.

Sidste gang, vi stod over for hinanden, diskuterede vi spørgsmålet om, hvorvidt selvstyreordningen og de overtagne områder er uigenkaldelige, og statsministeren udbad sig lidt betænkningstid med henblik på at læse lidt mere på lektien. Og jeg takker for det skriftlige svar, jeg senere har fået, men jeg savnede en klar tilkendegivelse af, om statsministeren var enig med forgængeren Poul Nyrup Rasmussen i, at princippet om uigenkaldelighed kan forankres i dansk statsforfatningsret. Det fremstod ikke tydeligt i svaret.

Derfor spurgte jeg igen statsministeren om netop den del af spørgsmålet, og så fik jeg til svar, at det spørgsmål skulle jeg stille til justitsministeren. Det kan jeg godt, men jeg er interesseret i at høre statsministerens holdning, så derfor tilspørger jeg statsministeren endnu en gang: Er statsministeren enig med forgængeren Poul Nyrup Rasmussen i, at princippet om uigenkaldelig lighed kan forankres i dansk statsforfatningsret?

Værsgo.

Tak for det. Min holdning er jo regeringens holdning, regeringens holdning er min holdning. Når justitsministeren svarer på det skriftlige spørgsmål, der er stillet, vil det derfor også udtrykke min holdning. Sådan er det. Det er jo en diskussion, man kan gå ind i sådan meget akademisk. Man kunne også vælge at gå ind i den mere politisk, og hvis man går ind i den politisk, er jeg jo altså ikke et splitsekund i tvivl om andet, end hvis en opgave, et område er hjemtaget til Færøerne, og hvis der på Færøerne ikke er noget ønske om at flytte på det forhold, bliver der ikke flyttet på det forhold. Det er ligesom realiteternes bundlinje.

Så er der så stillet, hvad jeg oplever som lidt mere akademisk, en række specifikke spørgsmål, som jeg har vurderet i første række i hvert fald bedst afklares, ved at de rettes til den minister, der har det relevante ressort, og det er landets justitsminister. Jeg ved, der er stillet et spørgsmål og der også gives et svar, og jeg vil sige, at uanset hvad der står i svaret, vil det også være dækkende for min holdning som regeringsleder.

Tak. Så er denne afdeling afsluttet.

Jeg kan ikke se hr. Sjúrður Skaale være her.

Så går vi videre til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet. Værsgo.