Spm. nr. US 11

Tak. Når man hører meningsudvekslingen lige her for et øjeblik siden, får man næsten tanken, at vi nærmer os et folketingsvalg. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg vil bare sige i hvert fald for mit vedkommende, at det bedste, man kan i politik, jo er at overbevise andre om, at man er på ret kurs. Jeg kan i hvert fald huske et tidspunkt, hvor vi talte om noget, vi kaldte et paradigmeskifte, og det var ikke sådan lige let at få så meget medvind fra alle steder for det synspunkt, men nu kan jeg forstå, at ordet paradigmeskifte i udlændingepolitikken er udtryk for sund fornuft, og at det er et stort flertal her i Folketinget enige om det er. Nu skal det så bare udmøntes i praksis. Så jeg synes, det lover godt, også for de forhandlinger, vi jo har lige præcis i de her dage omkring det her. Så det er egentlig bare nok omkring det.

Det, jeg gerne ville spørge statsministeren om, er noget, der hedder Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration. Det er godt nok engelsk her i en dansk spørgetime, men det handler jo om, at man i FN-systemet taler om, at man i Marokko her den 10.-11. december vil underskrive en erklæring, som handler om migration. Når man kigger på den erklæring og bladrer den igennem, er der ganske mange steder i den her erklæring, hvor man får indtrykket af, at den indeholder ting, som ikke sådan lige er det, vi ønsker at gennemføre her i Danmark. Altså, migranter skal have flere rettigheder; bedre adgang til arbejdsmarkedet i det land, de kommer til; nemmere ved at tage sociale ydelser med fra land til land; det skal være lettere for migranter at få familiesammenføring; man skal fremme gensidig respekt for migranternes kultur og traditioner; dem, der har brugt menneskesmuglere, skal have lettere ved at få midlertidigt eller permanent ophold osv. osv.

Det er en masse ting, og når jeg læser den her erklæring igennem, tænker jeg, at det ikke lige er det, vi ønsker skal være gældende her i Danmark. Derfor synes vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig, at det er et problem, hvis Danmark underskriver en erklæring, som på væsentlige områder i sit indhold faktisk går imod det, vi ønsker skal være gældende her i Danmark. Det vil jeg meget gerne høre statsministerens kommentarer til.

Værsgo.

Tak for det. Må jeg ikke starte med at sige, at jeg og regeringen aldrig kunne drømme om at gå med på et papir, som svækker vores muligheder for at føre den stramme udlændingepolitik, vi fører i Danmark. Den har vi ført i fællesskab. Den virker. Der er det laveste antal asylansøgere, der er set i Danmark i 9 år.

Jeg talte lige med fru Mette Frederiksen om bl.a. problemet med at udvise folk, der ikke har noget legalt opholdsgrundlag i Danmark. Der skal vi have fremskridt. Det får vi ikke uden et internationalt samarbejde. Og det papir, der ligger her, er et FN-papir – det er sjældent, man ser så meget opmærksomhed omkring et FN-papir, som man ser her. Men jeg må også sige, at når jeg selv har fulgt debatten om det her FN-papir, som jo primært udfoldes på de sociale medier, har jeg aldrig før set så meget misinformation, som det, jeg har lagt øje og øre til.

Vi har haft en grundighed omkring det her. Vi har foretaget en juridisk analyse. Jeg stiller den gerne til rådighed for Folketinget og oversender den til det relevante udvalg, og det er vel Det Udenrigspolitiske Nævn, vil jeg tro. For vi kunne ikke drømme om at gå med til noget, som svækker vores vilkår, eller som skaber nye forpligtelser for os. Det mest interessante i det her papir set med mine øjne er det forhold, at det fastslås, at de lande, hvorfra de illegale migranter kommer, har en grundlæggende pligt til at tage dem tilbage. Det signal har vi brug for, når vi, hvad vi arbejder benhårdt på i øjeblikket, både i Danmark og i EU-regi rækker ud til de lande ikke mindst i Afrika, hvorfra vi ser illegal migration.

Så der er ikke nogen juridisk binding. Det svækker ikke vores muligheder for at føre vores politik. Min egen læsning er den, at det forbedrer vores mulighed for at fastholde vores stramme asylpolitik. Der kommer ikke en eneste migrant hverken lovligt eller illegalt mere ind i Danmark på grund af det her papir. Men jeg har også noteret mig den bekymring, som papiret – i den læsning, det i hvert fald bliver undergivet på de sociale medier – skaber. Derfor vil Danmark afgive en stemmeforklaring, og jeg har sådan set i de seneste uger med afsæt i det møde, jeg holdt på Marienborg med premierministerkolleger fra lande i Europa, som også har en liberal tilknytning, arbejdet ret hårdt på at få opbakning til sådan en stemmeerklæring.

Inden jeg så får frataget ordet, vil jeg sige, at jeg meget gerne vil foranledige, hvis der er en interesse for det i det relevante folketingsudvalg, at en relevant minister møder op og gør nærmere rede for det arbejde, som vi altså befinder os midt i, hvor vi vil afgive en stemmeforklaring, der præciserer Danmarks position.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det tager vi selvfølgelig rigtig gerne imod og vil også foranledige, at vi får spurgt ind til det, så vi får det over i Folketinget. Det er jo svært at have at gøre med en erklæring, som man på den ene side siger ikke forpligter Danmark på sit indhold, men som på den anden side forpligter andre lande på sit indhold. Det, man godt kan stille spørgsmål til, er, hvorfor nordafrikanske lande lige pludselig skulle få lyst til at tage deres egne borgere tilbage, fordi vi underskriver en erklæring, som vi i øvrigt ikke har tænkt os at overholde, men siger, at det skal de. Omvendt kan man godt have den frygt, at Danmark er sådan et land – det er vi traditionelt, og det kan jeg godt lide – der, hvis vi skriver under på noget, kun skriver under, uanset om det er juridisk forpligtende, fordi vi faktisk vil arbejde i den retning. Vi er sådan nogle, der skal kendes for, at en mand er en mand og en aftale er en aftale. Så hvis man skriver under på noget, er det, fordi man vil det. Det moralske kodeks kan jeg godt lide.

Hvordan kan statsministeren overbevise Folketinget, Dansk Folkeparti og befolkningen om, at vi rolig kan skrive under på noget, som vi kan se et indhold i, der egentlig er besværligt i forhold til den udlændingepolitik og migrationspolitik, vi ønsker at føre, men at det ikke er noget problem, fordi det ikke er juridisk bindende? Det har vi fået undersøgt, så vi kan godt skrive under alligevel. Der er nogle ting, hvor man tænker arh, for hele grundlaget for det her er jo, at migration er positivt for et samfund, det skal understreges og sådan noget. Det vil jeg i hvert fald gerne have statsministerens kommentarer til.

Tak. Værsgo. Og man må gerne overholde taletiden.

Det er ikke noget perfekt papir. Jeg tror ikke, at jeg kan komme i tanker om et eneste papir fra FN, der er vokset frem i en konsensus blandt 192 lande, som er perfekt, og som minder om noget, som jeg selv ord for ord ville have skrevet. Men det er jo den pris, hvormed det internationale samarbejde kommer, og det er måske her, vi skal tage fat. Jeg har altså den vurdering, at helt grundlæggende tjener det et lille land som Danmarks interesse at deltage i et internationalt samarbejde, der fremmer vores interesser.

Når der så bliver spurgt, om det her så betyder, at de lige pludselig gør det i Afrika, er svaret vel nok nedslående. Men det, der er interessant her, er, at det jo ikke er nogen ny forpligtelse, der skabes, til at man skal tage sine egne statsborgere tilbage, men en forpligtelse, der eksisterer folkeretligt, som vi altså nu får de her lande til at bekræfte på ny, og det er en lille stepping stone til det arbejde, der pågår både bilateralt og i EU, hvor vi presser de her lande, og det er både med den hårde hånd, men jo også med udviklingshjælp, til at bidrage til, at vi ikke har det her migrationspres på Europa.

I forhold til forpligtelser er det vores vurdering – og det ligger i den juridiske vurdering, vi gerne vil oversætte – at det her ikke skaber nogen forpligtelse for Danmark, altså ingen forpligtelse til at gøre noget, vi ikke allerede gør.

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for svaret. Der er jo en ret lang række lande, som nu har vurderet, at det er for risikabelt at skrive under og tilslutte sig den her erklæring på nuværende tidspunkt. Jeg tror, at der er op imod en fjerdedel af EU-landene på nuværende tidspunkt, der har nået den konklusion. USA har gjort det fra starten af, men også Australien, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Polen, Kroatien, Bulgarien, Israel, Estland har os bekendt meddelt, at de ikke vil skrive under. Schweiz vil udskyde beslutningen om at underskrive, indtil de mener det bedre belyst. Og jeg vil i hvert fald gerne lægge mig i slipstrømmen af alle de her landes bekymringer.

En minister i Australien siger, at den politik, de fører, ikke kan føres med den her erklæring – måske nok juridisk i forhold til, hvad der er forpligtende og ikkeforpligtende, men ikke hvis de skal gennemføre det, der fremgår af erklæringen. De mener ikke, at de kan fastholde den indvandringspolitik, som de har nu, og som jo nemlig går ud på at undgå, at det bliver sådan et tag selv-bord, afhængigt af hvem der får møvet sig frem til et givet land, og hvem der ikke gør.

Så jeg vil bare bede statsministeren om i hvert fald at overveje det her meget, meget nøje. Jeg vil gerne tage imod tilbuddet om, at vi får de juridiske vurderinger i Folketinget, og så kan vi fortsætte debatten omkring det her.

Men bare lige afslutningsvis: Gør det ikke også et særligt indtryk på statsministeren, at der faktisk nu er en række også EU-lande, der siger nej tak til at deltage i den her erklæring? Altså, Østrig er EU-formandsland; Australien er ikke et EU-land, men det er jo et land, vi normalt synes at kunne være tæt på; det er USA, vores nære allierede, som jo fra starten af har valgt at sige, at de altså ikke ønskede at være en del af den her erklæring. Gør det ikke indtryk på statsministeren, at det også er sådan nogle lande, som siger nej tak til at deltage i den her erklæring?

Værsgo.

Nu kan jeg ikke genkende hele den liste. Jeg kan f.eks. ikke genkende det forhold, at Estland ikke skulle være med her. Altså, mig bekendt er Estland med. Det billede, der tegner sig i Europa, er vel, at Visegrád-landene plus Østrig er dem, der vender ryggen til det her. Og det synes jeg er beklageligt. Jeg synes i særlig grad, at det er beklageligt, at Østrig som formandsskabsland ikke har brugt deres formandskab til at processe en europæisk løsning frem.

Men igen, og det bliver alt for kort i den her setting, må man sige, at med den læsning, der har været af den her aftale, ikke mindst på de sociale medier, hvor jeg jo kan se, at jeg beskyldes for landsforræderi, og at vi nu tiltræder en aftale, som bare inviterer millioner af mennesker til Danmark, så er der så meget misinformation, at det i sig selv taler for, at vi får præciseret, hvad det her går ud på og ikke går ud på. Det havde jo i sandhed været en opgave for et formandskabsland i EU at tage det på sig. Det har man så ikke gjort. Det har vi så i stedet gjort.

Vi arbejder som sagt benhårdt i de her dage for at få en kreds af lande, der matcher dem, vi normalt ser os selv sammen med, deler værdier og politik med, om bord i en stemmeforklaring, der præciserer, hvad det her går ud på, og hvad det ikke går ud på. Jeg kunne ikke drømme om at lokke Danmark ind i et projekt, som svækker vores muligheder for at føre den politik, vi har. Der skabes ingen forpligtelse her til at åbne op for mere migration. Men teksten kunne have været klarere i sin sondring mellem illegale immigranter og legale immigranter, og det er så det, vi præciserer.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.