Spm. nr. S 769

1) Til børne- og socialministeren af:

Kirsten Normann Andersen (SF) :

Vil ministeren i forlængelse af ministerens svar på samrådsspørgsmål V SOU, Alm. del, den 19. marts 2019 vedrørende den manglende mulighed for tilskud til overvågning i medfør af § 95 i lov om social service til unge over 18 år med svære fysiske og psykiske handicap oplyse, hvornår forhandlingerne mellem regeringen og KL forventes tilendebragt, og om regeringen som følge af Venstreregeringens klare løfte helt tilbage fra 2016 og ministerens enighed på samrådet om, at vi har et stort problem, der bør løses, vil løfte sagen op i årets økonomiforhandlinger med KL, hvis ikke man har fundet en løsning inden da?

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder sådan her: Vil ministeren i forlængelse af ministerens svar på samrådsspørgsmål V, SOU, Alm. del den 19. marts 2019 vedrørende den manglende mulighed for tilskud til overvågning i medfør af § 95 i lov om social service til unge over 18 år med svære fysiske og psykiske handicap oplyse, hvornår forhandlingerne mellem regeringen og KL forventes tilendebragt, og om regeringen som følge af Venstreregeringens klare løfte helt tilbage fra 2016 og ministerens enighed på samrådet om, at vi har et stort problem, der bør løses, vil løfte sagen op i årets økonomiforhandlinger med KL, hvis ikke man har fundet en løsning inden da?

Så er det ministerens tur til at svare.

Tak for spørgsmålet. Og ja, vi har et stort problem, og det er også et problem, der skal løses. Jeg tager den her overvågningsproblematik meget alvorligt. Der er jo tale om en gruppe sårbare borgere, som har behov for rigtig meget hjælp og støtte til næsten alt i hverdagen, og som har pårørende, som til daglig yder en meget stor indsats for at tage vare på deres familiemedlemmer. Det er vi jo rigtig glade for at de gør. Den type tilskud eller hjælp, der gives, er jo et kontant tilskud efter servicelovens § 90, stk. 3, en hjælpeordning, hvor hjælpen bliver udmålt ud fra borgerens samlede behov.

Jeg får bare lyst til sådan lige at understrege, at der aldrig har været hjemmel til at udmåle timer til overvågning i ordningen, og det var jo det, landsretsdommen tilbage fra 2015 slog fast. Ministeriet har tilbage i 2017 fået udarbejdet en undersøgelse af konsekvenserne ved to mulige løsningsmodeller, som er blevet drøftet med KL. Da de drøftelser jo ikke har ført til en løsning, er vi stadig væk i dialog med KL.

Jeg vil gerne sige helt åbent, at det er nogle meget vanskelige drøftelser imellem ministeriet og KL, men jeg kan også garantere, at der bliver arbejdet rigtig hårdt på at finde frem til en løsning. Jeg tør bare ikke sige noget om tidsperspektivet for, hvornår de drøftelser vil være afsluttet. Men når vi har klarhed over en mulig løsning og de økonomiske konsekvenser, er jeg selvfølgelig åben over for at drøfte mulige måder at tilvejebringe finansiering på. Jeg tror faktisk, at rigtig mange ville have smidt håndklædet i ringen på et tidligere tidspunkt. Derfor kunne jeg jo være interesseret i omvendt så at høre, hvor hårdt SF vil presse på, hvis nu regeringsmagten skulle gå hen at skifte. For jeg er ikke sikker på, at vi med den regering, som vil komme til at sidde, faktisk vil få en socialminister, som vil tage den her problemstilling alvorligt. Så hvor hårdt vil SF presse på? Hvor højt kommer det her op på listen over prioriteringer?

Spørgeren.

Nu er det så heldigt, at det er mig, der har lov til at stille spørgsmålene i dag, men det kan være, at vi kan få lov til at bytte rolle på et tidspunkt. Indtil da tænker jeg, at hvis prisen faktisk betyder noget – og jeg er med på, at ting jo ikke er gratis – ville det ifølge min lommeregner altså have været betydelig billigere, hvis man havde videreført den her overvågningsløsning, som man jo trods alt har benyttet engang. Det er i hvert fald sådan jævnfør ministerens egne svar, altså at den billigste model i forhold til overvågning ville have kostet 49.000 kr., den dyreste model 63.000 kr., mens prisen, hvis man havde valgt et botilbud i stedet for, havde været på mellem 75.000 kr. og 91.000 kr. Så under alle omstændigheder ville overvågningsløsningen have været billigere.

Når den ikke er billigere for kommunerne, er det jo, fordi statstilskuddet følger med et botilbud. Så hvor svært kan det være at benytte en løsning, hvor man vælger at sige, at statstilskuddet selvfølgelig skal følge med den løsning, der er den rigtige for den pågældende borger – og for lige præcis de her i øvrigt meget få, men ualmindelig sårbare handicappede børn, som har brug for at bo hjemme i længere tid, eventuelt måske endda altid? Når løsningen er så enkel, fordi prisen er så åbenlyst mulig at forholde sig til, hvorfor så ikke bare få ændret det der statstilskud, så det en gang for alle følger barnets behov og ikke, hvad vi tilfældigvis engang lige har fået skrevet ind i loven?

Ministeren.

Der bliver sagt det her med, at det er billigere at videreføre det, der var. Men det, der var, var ikke lovligt. Det var jo det, landsretsdommen slog fast, nemlig at det ikke var lovligt, og at der ikke var nogen hjemmel. Derfor kan man heller ikke på et sagligt grundlag sige, at man bare kan videreføre det, for det må man ikke. Så ved jeg jo godt, at der er et ønske om at sige, at overvågning er billigere end at rykke på et botilbud, men man kan bare heller ikke regne sådan. Man kan ikke opgøre udgifterne på den måde. Derfor kan man heller ikke bare sige, at det er billigere.

Til gengæld vil jeg faktisk gerne kvittere for det DF-SF-forslag, der er kommet, hvor man går ind og kigger på, at jamen kan det så være i en afgrænset periode, altså, som jeg har forstået det, skal man for de unge fra 18 år og i en periode på 5 år kunne tilvejebringe en overvågning. Jeg skal bare sige, at noget af det, vi sidder og kigger på lige nu og drøfter med KL, jo lige præcis er alternative modeller. Og så til sidst i virkeligheden bare en ros, mens taletiden løber ud, for jeg er virkelig, virkelig glad for, at både Dansk Folkeparti og SF har en tråd til den her sag, for det er en meget vigtig sag. Den har betydning for rigtig mange mennesker.

Spørgeren.

Det synes vi også selv, og der er specielt netop det der besynderlige forhold, at når vi taler om de allerallersvageste borgere, kan de på deres 18-års fødselsdag faktisk blive tvunget til at flytte på en institution, fordi forældrene bliver nødt til at kaste håndklædet i ringen, fordi vi ikke har skabt lovhjemmel til, at man kan videreføre overvågningen for det meget handicappede barn efter det 18. år. Og ja, jeg tænker også, at en løsning kunne være en midlertidig ordning, men hvor svært kunne det være at få loven til at være i overensstemmelse med det behov, vi alle sammen er enige om der er? For hvis ministeren er enig i det, skal vi så ikke bare bringe loven i overensstemmelse med, hvad der burde være den rigtige løsning?

Ministeren.

Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at bringe loven i overensstemmelse med det. Men ordføreren ved jo lige så godt som mig, at det koster rigtig, rigtig mange penge, i og med at det er en opgave, som vil blive pålagt samtlige kommuner. Og så kan det godt være, at der er nogle, som før landsretsdommen selv har taget den opgave på sig, også selv om der ikke har været hjemmel til det. Men det vil betyde, at vi skal kompensere kommunerne, for det er sådan dut-princippet er skruet sammen. Jeg kan i hvert fald bare ikke se, at vi kan tilvejebringe så stor en økonomisk ramme. Men det er jo lige præcis også derfor, at vi kigger ned i de alternative modeller. For det er noget af det, der er vigtigt for mig som politiker. Altså, jeg er konservativ, og familiepolitikken er rigtig, rigtig vigtig. Og når jeg hører de beretninger om familier, som bliver nødt til at sige farvel til et familiemedlem, som skal placeres på en institution, fordi man ikke har hjemmel til overvågning, så skærer det da langt ind i hjertet. Og det er vi sådan set enige om.

Spørgeren med sit sidste spørgsmål.

Men det koster jo i forvejen. Institutionspladsen koster. Den er dyrere, end hvis man havde videreført overvågningen. Og så er det rigtigt, at mange forældre har løst opgaven på en anden måde, og det er selvfølgelig ikke regnet ind i regnestykket. Men summa summarum løber beløbet måske op i 25 mio. kr. Altså, skulle vi ikke være i stand til at kunne finde det lille beløb, der skal til, for at løse det her problem, som vi er så enige om skal løses? Og forestiller ministeren sig så helt konkret, at det er med, i det mindste i forhold til finanslovsforhandlingerne?

Ministeren.

Det er et meget større beløb, vi kigger ind i. Altså, Deloittes rapport, hvor man jo har kigget på to løsninger, går jo fra, at det koster 80-90 mio. kr. om året, som er den mindste model, og så helt op til den meget store model, som koster flere hundrede millioner kroner om året. Det er jo også derfor, at vi i drøftelserne med KL ser på, om vi på nogen måde kan indhegne det, således at vi får holdt hånden under især de borgere, som er unge, som bor hjemme, og som måske ikke er parate til at flytte på en institution. Og så ved jeg godt, at det rent intuitivt ikke giver mening, at man betaler mere for en plads på et botilbud i forhold til overvågning, men jeg kan bare ikke lave det regnestykke, hvor man giver lidt og tager lidt. Og det er jo det, som lige præcis gør, at den her problematik er svær og bliver ved med at være svær. Spørgsmålet er, om der er en vilje til at løse den efter et valg. Hvis de røde vinder regeringsmagten, kan jeg i hvert fald godt have mine tvivl.

Tak til ministeren, og tak til fru Kirsten Normann Andersen fra SF.

Det var afslutningen på det første spørgsmål, og inden vi går over til det næste spørgsmål, kunne jeg godt tænke mig lige at bruge et minut til at forklare, hvad det egentlig er, der sker hernede. Jeg kan se, at der er mange gæster i dag.

Det er sådan, at fredag middag har alle folketingsmedlemmer ret til at stille op til to spørgsmål til en minister, som de så har ret til at få svar på onsdag i spørgetiden. Det er sådan, at spørgsmålet skal afleveres skriftligt fredag middag, og så er det også det samme spørgsmål, som skal læses op her til en start. Efter det kan folketingsmedlemmet bede om uddybende svar. Først får vedkommende 2 minutter, og derefter får man to gange ½ minut til at stille spørgsmål i. Og så skal ministeren ekstemporere og svare på stående fod. Det er det, I lige har set ske.

Så kan vi tage en avanceret model, og den skal vi nemlig se nu. Der er der en spørger, og han har bragt en medspørger med sig. Spørgeren hedder hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten, og medspørgeren hedder fru Eva Flyvholm, og hun sidder der og venter. Hun får lov til at stille to spørgsmål midt i det hele. Det er, når man vil være rigtig grundig og stille rigtig grundige spørgsmål til ministeren. Og den minister, de gerne vil stille spørgsmål til, er energi-, forsynings- og klimaministeren. Han sidder klar til at svare derovre.

Så nu hører vi, hvilket spørgsmål ministeren skal svare på. Det er hr. Søren Egge Rasmussen, der læser det op.

(Talen er under udarbejdelse)