Tak for det.
Endelig er det jo lidt glædeligt, at det nu, oven på det, som regeringen ikke har støttet i EU, bliver foldet ud, at regeringen godt kan se, at der kunne være flere muligheder – både det med at hæve flyafgifterne, og at der kunne være en teknologisk udvikling, som kunne minimere flytrafikkens skadelige klimapåvirkninger.
Vi står jo i en situation, hvor CONCITO har beregnet, at danskerne hver udleder 1 t CO
2
med den flytrafik, som vi deltager i.
Så det er en meget stor klimabelastning, som er svær at løse fra den ene dag til den anden, og hvor vi jo meget gerne i Enhedslisten vil være med til at arbejde på nogle gode løsninger og arbejde på at komme frem til, at der på europæisk plan blev indført nogle afgifter, som så kan øremærkes til at sikre, at man f.eks.
kan komme hurtigere og billigere med tog rundt i Europa.
Det kunne sådan set være rigtig godt at finansiere en europæisk togfond via afgifter på flybrændstof, sådan at vi fik prioriteret en bæredygtig europæisk trafik.
For det er jo grotesk at se, hvor billige flyrejser kan være, både i Europa og uden for Europa, når man så ved, hvor dyrt og besværligt det kan være at finde den rette togforbindelse rundt i Europa.
Kan ministeren se nogle muligheder i, at vi kunne øremærke nogle af de her indtægter fra flyafgifter, sådan at vi kom frem til, at vi fik fremmet en anden type kollektiv transport, som er langt mere bæredygtig, og at det kunne give et løft til, hvordan man kunne sikre en større mobilitet i Europa?
Vi har jo set lande, som har indført højhastighedstog, som kører på strækninger, hvor de faktisk udkonkurrerer flytrafikken.
Kan ministeren se, at en form for europæisk togfond kunne være en del af en god europæisk løsning?