Spm. nr. S 542

11) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Pernille Bendixen (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at flere organisationer siger, at integrationsydelsen er en forhindring for integrationen, og mener ministeren, at integrationen gik bedre under den tidligere regering, hvor migrant- og flygtningefamilier havde et større rådighedsbeløb?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen: »Flygtningehjælp: Flygtninge nedbrydes af stramninger« fra BT den 17. februar 2019.

Værsgo til fru Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at flere organisationer siger, at integrationsydelsen er en forhindring for integrationen, og mener ministeren, at integrationen gik bedre under den tidligere regering, hvor migrant- og flygtningefamilier havde et større rådighedsbeløb?

Ministeren.

Jeg kunne egentlig vælge bare at sige nej. Den tidligere S-ledede regering afskaffede jo starthjælpen tilbage i 2011 med det resultat, at det stort set ikke kunne betale sig at arbejde for de mennesker, der kom hertil. Det sendte simpelt hen også et signal om, at man i Danmark bare kunne leve af overførselsindkomst år efter år. Socialdemokratiet gik jo så i 2011 til valg på netop at afskaffe det, de kaldte for fattigdomsydelser. Jeg synes, det er et meget mærkeligt begreb. Og så vidt jeg kan se, er det sådan set også det, de går til valg på nu, i hvert fald at sætte ydelser til flygtninge op efter et valg, hvis de skulle gå hen og vinde, også selv om det er sovset ind i tågede løfter om ydelseskommission, og jeg ved ikke hvad, for at prøve at undgå enhver konkret debat.

Vi genindførte så den såkaldte integrationsydelse, da vi tiltrådte i 2015, og det var jo et fuldstændig afgørende tiltag for at understøtte en udvikling, hvor færre kommer her til landet, men jo også, at hvis man så kommer hertil, skal man naturligvis bidrage og ikke bare parkeres på overførselsindkomst. Jeg må ærlig talt sige, at det er jeg både tilfreds med og stolt over at vi gjorde.

Efter min mening er arbejde jo den absolut bedste vej ind i det danske samfund, men der er også noget rent principielt i, at man selvfølgelig skal bidrage til det danske samfund, hvis man kan. Det skal kunne betale sig at arbejde, og det mener jeg bestemt integrationsydelsen er med til at sørge for. Vi kan også se, at det virker. Vi har bragt antallet af asylansøgere til Danmark væsentlig ned fra de godt 21.000 i 2016 til 3.500 i 2018, men vi kan også se, at de, der så rent faktisk er kommet til Danmark, i langt højere grad arbejder nu, end de gjorde tidligere. For hvis vi ser tilbage til 2015, var det 21 pct., der arbejdede, og nu er det 45 pct., der arbejder, når de har været i Danmark i 3 år.

Spørgeren.

Det, ministeren nu remser op, vidste vi jo et eller andet sted godt. Den her rapport er jo blevet til, lige præcis imens der var finanslovsforhandlinger, over en periode på 2 måneder. Jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at jeg opfatter det som ren propaganda imod den førte politik og mod det arbejde, der bliver lavet her i Folketinget. Den hedder også: Vi knuser jo deres drømme. Men det er jo bare sådan, at drømmen ikke skal være at være i Danmark. Drømmen skal være at vende hjem og hjælpe til hjemme i sit hjemland.

Anser ministeren det også for at være sådan en slags propaganda, altså en modarbejdning af, hvad vi går og laver her i Folketinget af lovarbejde?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald sige, at jeg er fuldstændig uenig, hvis konklusionen er, at man skal give nytilkomne flygtninge højere ydelser, og at de altså på den måde bedre skulle kunne lykkes med at blive en del af det danske samfund. Det mener jeg ganske enkelt ikke. Jeg er fuldstændig på linje med fru Pernille Bendixen; det skal kunne betale sig at arbejde. Men helt ærligt, der er altså også noget i, at man skal yde, før man kan nyde. Og det at være nytilkommen og så bare få præcis det samme som danskere, der har været med til at skabe det her samfund, og hvis forældre og bedsteforældre også har været med til at grundlægge det danske samfund og skabe det land, som vi har nu, synes jeg der er noget principielt forkert i. Så jeg mener, at det, vi gjorde sammen i sin tid, var helt rigtigt.

Spørgeren.

Ja, det er vi så heldigvis enige om. Men de frivillige, der laver besvarelserne til den her rapport, påpeger så, at de nogle gange føler sig, ikke presset, men at de har de her tanker om, at det er så synd for de her mennesker, så egentlig ville de gerne betale for et eller andet. Det kunne være en tur til hospitalet eller noget tolkebistand eller et eller andet, og det må de selvfølgelig ikke. Men har vi egentlig nogen garantier for, at det ikke sker alligevel?

Ministeren.

Det har jeg ganske enkelt hverken belæg for at be- eller afkræfte, men jeg kan sige, at for mig at se er den bedste vej ud af at være på en lav overførselsindkomst at få sig et arbejde, og det er sådan set også det, der er meningen. Så kort kan det egentlig siges. Jeg mener, at man som flygtning i Danmark jo har en forpligtelse – altså, helt ærligt – til at arbejde og forsørge sig og sine og til at gøre det, lige så længe man er her. Men så har man selvfølgelig også en forpligtelse til at vende hjem den dag, der er fred i ens hjemland igen, og genopbygge det.

Tak for det, og tak til ministeren for dagens indsats. Og tak til fru Pernille Bendixen.

Så går vi over til spørgsmål nr. 12, og det er starten på en stribe spørgsmål til sundhedsministeren.

Inden vi går i gang med det, vil jeg orientere om, at sundhedsministeren skal afsætte en time til os, men at vi ikke har ret til at lægge mere beslag på hendes tid. Og det betyder, at vi reelt kan komme i en situation, hvor de 13-14 spørgsmål, der faktisk er til sundhedsministeren, ikke kan blive besvaret i dag. Men så bliver de genoptaget næste gang.

Så kan man genoptage dem, undskyld. De bliver selvfølgelig taget af bordet, og så skal man formelt set rejse dem på ny.

Det er bare for at sige, at der er en stribe spørgere, som sandsynligvis sidder ved deres skriveborde og venter spændt på at få lov til at komme i dialog med sundhedsministeren, men som sandsynligvis ikke gør det i dag. Det er mere for at forberede dem på det. Og man kan jo tælle baglæns, for normalt kan vi nå mellem fem og seks spørgsmål i timen, alt efter om det er enkeltspørgsmål, eller om det er dobbeltspørgsmål, når der er to spørgere, og det er det ene af de spørgsmål, vi skal i gang med i dag.

Nu har vi adviseret, og jeg håber ikke, det ødelægger hele dagen for alle de kollegaer, der har glædet sig til den her mulighed for dialog.

Det første er spørgsmål 12. Det er sundhedsministeren, der skal svare, og spørgeren er hr. Orla Hav.

Tak for det, og tak til ministeren for dagens indsats. Og tak til fru Pernille Bendixen.

Så går vi over til spørgsmål nr. 12, og det er starten på en stribe spørgsmål til sundhedsministeren.

Inden vi går i gang med det, vil jeg orientere om, at sundhedsministeren skal afsætte en time til os, men at vi ikke har ret til at lægge mere beslag på hendes tid. Og det betyder, at vi reelt kan komme i en situation, hvor de 13-14 spørgsmål, der faktisk er til sundhedsministeren, ikke kan blive besvaret i dag. Men så bliver de genoptaget næste gang.

Så kan man genoptage dem, undskyld. De bliver selvfølgelig taget af bordet, og så skal man formelt set rejse dem på ny.

Det er bare for at sige, at der er en stribe spørgere, som sandsynligvis sidder ved deres skriveborde og venter spændt på at få lov til at komme i dialog med sundhedsministeren, men som sandsynligvis ikke gør det i dag. Det er mere for at forberede dem på det. Og man kan jo tælle baglæns, for normalt kan vi nå mellem fem og seks spørgsmål i timen, alt efter om det er enkeltspørgsmål, eller om det er dobbeltspørgsmål, når der er to spørgere, og det er det ene af de spørgsmål, vi skal i gang med i dag.

Nu har vi adviseret, og jeg håber ikke, det ødelægger hele dagen for alle de kollegaer, der har glædet sig til den her mulighed for dialog.

Det første er spørgsmål 12. Det er sundhedsministeren, der skal svare, og spørgeren er hr. Orla Hav.

(Talen er under udarbejdelse)