Tak for svaret, og tak for, at ministeren tager fat i området.
Men jeg vil også gerne udtrykke en bekymring for, at jeg synes, at jeg ikke helt får svar på det spørgsmål, jeg stiller.
Når ministeren henviser til rapporten fra 2018 om folkeskolen, beskriver den ganske rigtigt, at der er forholdsvis stor tilfredshed, og at man har en oplevelse af, at det her virker godt.
Men det, jeg egentlig gerne ville høre ministeren forholde sig til, er, at der nu foreligger mere og mere dokumentation.
Vi har dokumentation fra Canada, USA, England, Irland, der viser, at brugen af digitale læringsmidler faktisk har en kontraproduktiv indvirkning på børns læring, altså at læsning og notatteknik på digitale medier faktisk har en negativ virkning på børnenes hjerners udvikling og deres evne til at lære.
Så bliver jeg jo bekymret, når jeg så hører ministeren tale om en plan for, hvordan vi skal bruge det digitale, og så har jeg brug for at høre en anerkendelse af, at vi også skal tage højde for den bekymring, og måske skal man overveje, om der faktisk er nogle negative effekter ved brugen af det digitale, selv om det kunne se ud, som om det var nemt, at det var smart, og at det var hurtigt.
Men hvis det ikke understøtter børnenes udvikling og børnenes evne til at lære, kunne det jo godt være, at det somme tider var bedre, at man nøjedes med papir og blyant.