Spm. nr. S 364

8) Til energi-, forsynings- og klimaministeren af:

Jens Joel (S) :

Hvorfor blandede ministeren sig i 2015 i Klimarådets planer om at vurdere opfyldelsen af 40-procents- CO 2 -reduktionsmålet, og hvordan skal man forstå ministerens udsagn om, at »På det pågældende tidspunkt havde Danmark ikke en national klimamålsætning på 40 pct. i 2020«, når der på det pågældende tidspunkt faktisk var et flertal i Folketinget bag netop dette mål?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til ministerens debatindlæg i Politiken: »Jeg havde to kontroverser med Klimarådets formand«.

Værsgo.

Hvorfor blandede ministeren sig i 2015 i Klimarådets planer om at vurdere opfyldelsen af 40-procents-CO 2 -reduktionsmålet, og hvordan skal man forstå ministerens udsagn om, at »På det pågældende tidspunkt havde Danmark ikke en national klimamålsætning på 40 pct. i 2020«, når der på det pågældende tidspunkt faktisk var et flertal i Folketinget bag netop dette mål?

Ministeren.

Tak til hr. Jens Joel for spørgsmålet. Som det vil være spørgeren bekendt, står der i klimaloven, at Klimarådet skal, og nu citerer jeg: »Vurdere status for Danmarks opfyldelse af nationale klimamålsætninger og internationale klimaforpligtelser.« Efter valget i 2015 havde partierne bag aftalen om en national klimamålsætning på 40 pct. i 2020 ikke længere flertal i Folketinget. Derfor var aftalen ikke længere gældende. Partierne, der bakkede op om 40-procentsmålsætningen fremsatte jo faktisk et beslutningsforslag, som ikke blev vedtaget. Så jeg må bare konstatere, at Danmark ikke havde en national klimamålsætning på 40 pct. Jeg kritiserede på et møde i 2015, at Klimarådet havde valgt at fokusere på 40-procentsmålet og regne på omkostningerne ved at nå det mål, som altså var en tidligere regerings mål, og som ikke længere var gældende. Det synes jeg ikke var en særlig relevant rådgivning.

Der skal være plads til at mene, men jeg kan forsikre spørgeren om, at der på intet tidspunkt er udøvet politisk pres eller blevet opfordret til ikke at kritisere regeringens politik. Det bliver jo også lidt meningsløst, hvis der ikke må være en dialog og også gerne uenigheder mellem rådgiverne og dem, der rådgives. Klimarådet er og bliver uafhængigt, Klimarådet vælger selv sine anbefalinger og skal sige, hvad Klimarådet mener. De vinkler, der har været i pressen, om politisk pres på rådet fra regeringen, er ganske enkelt ikke korrekte; det er pure opspind.

Spørgeren.

Tak for det. Som et af svarene på mit sidste spørgsmål sagde ministeren, at han ikke fik den seneste rapport, før den var endelig, og at sådan skal det også være. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, hvordan det harmonerer med, at ministeren her jo selv har fortalt, at man, inden der var en endelig rapport, prøvede at påvirke den. Er det så, fordi ministeren har ændret praksis, og at det først var sidste år, man begyndte på ikke at ville se rapporterne, før de var endelige, eller hvad er baggrunden for, at man i 2015 prøvede at påvirke noget, man i 2018 påstår man hverken havde set eller havde ønsket at se, før det var endeligt? Det er det første spørgsmål.

Det andet spørgsmål går på, om ministeren kan bekræfte, at der var et flertal, som støttede op om 40-procentsmålsætningen også efter valget? Det er rigtigt, at regeringen ikke længere havde den målsætning, men der var stadig væk et flertal, hvis man antager, at Alternativet ville støtte op om en klimamålsætning, hvad man jo må antage. Så siger ministeren, at beslutningsforslaget ikke var blevet vedtaget. På det her tidspunkt var det jo faktisk ikke afklaret endnu, og derfor må man betragte det som en gældende beslutning, i og med at der ikke var et flertal i Folketinget, som havde ændret den beslutning, og at det stadig væk var den nuværende opposition og Det Konservative Folkeparti, som støttede 40-procentsmålet. Så hvordan kan ministeren hævde, at der ikke var et nationalt mål på det her tidspunkt?

Ministeren.

For det første har jeg ikke prøvet at ændre på nogen rapporter, på intet tidspunkt. Det har været helt afgørende for regeringen og mig, at Klimarådet frit kunne arbejde. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan have en dialog, og det havde vi jo på det møde tilbage i 2015, hvor jeg sagde til Klimarådet, at jeg syntes, det måske var mere oplagt, at man forholdt sig til den nuværende regerings politik frem for til den forrige regerings klimapolitik. Det synspunkt synes jeg faktisk er helt rimeligt, altså at jeg som klimaminister har mulighed for – og det er også derfor, vi løbende har de her møder med Klimarådet – at drøfte indholdet i rapporterne og i det hele taget drøfte det indhold, der er. Det synes jeg er helt naturligt. Det betyder jo ikke, at jeg vil blande mig i, hvad Klimarådet arbejder med. Det står selvfølgelig Klimarådet frit for.

Så er der for det andet spørgsmålet om det med et flertal, og hvad målsætningen var. Det er jo således, at det flertal af partier, der stod bag klimaloven, ikke var der efter folketingsvalget, da partierne bag aftalen ikke længere havde et flertal i Folketinget. Det er det, jeg forholder mig til. Og så er det også således, at der efterfølgende har været fremsat et beslutningsforslag her i Folketingssalen om 40 pct., som aldrig kom til afstemning.

Spørgeren.

Jeg synes alligevel, det er friskt, at ministerens begrundelse for, at der ikke længere var et nationalt mål, baserer sig på, at ministeren tillader sig at antage, at Alternativet, som ikke var valgt i Folketinget, da vi stemte loven igennem, ikke ville have støttet op om den. Altså, man skal i hvert fald lade være med at lytte til, hvad de siger i pressen. Ministeren må så sige helt ærligt, at det er sådan, det er.

Så vil jeg spørge igen, for jeg fik ikke rigtig et svar: Hvorfor er det, at ministeren i forhold til 2018-rapporten siger, at ministeren ikke ønskede at se konklusionerne, før de var endelige? Hvordan forklarer ministeren så, at man i 2015 tager det, ministeren i dag kalder en diskussion – men som ministeren i sit eget læserbrev har kaldt en kontrovers – med Klimarådets formand om, hvad der skulle behandles i rapporten? Har man ændret praksis? Har ministeren ændret praksis, sådan at man i 2015 diskuterede det her med Klimarådet, inden rapporten var endelig, og i 2018 holdt sig helt ude af det, indtil den var endelig?

Ministeren.

For mig er der ikke nogen forskel på de to ting. I 2015 er der en drøftelse, hvor vi sidder og diskuterer tingene – nu synes jeg i øvrigt, at det der med at kalde det en kontrovers måske i virkeligheden er en overdrivelse, det var en almindelig drøftelse – nemlig: Hvad er det, Klimarådet skal arbejde med? Hvad er det, man skal forholde sig til? Og der fremgår det jo tydeligt af klimaloven, hvad det er, Klimarådet skal forholde sig til. Det er de nationale og de internationale klimaforpligtigelser. Og der syntes jeg det var naturligt at gøre Klimarådet opmærksom på, at jeg syntes, det var naturligt, at man forholdt sig til den siddende og nuværende regerings klimapolitik.

Så kan jeg sige i forhold til den anden del af spørgsmålet, om der fortsat var et flertal i Folketinget: Jamen jeg kan bare konstatere, at det flertal, der stod bag klimaloven, ikke var der længere, og jeg konstaterer, at det ikke lykkedes at komme igennem med et beslutningsforslag her i Folketingssalen om en 40-procentsmålsætning i 2020.

Spørgeren for sidste spørgsmål.

Altså, nu er det faktisk ikke mig, men ministeren selv, der i sit eget læserbrev – så det er jo ikke engang en journalistisk vinkling – skriver: »Jeg er helt enig med Birch Sørensen i, at vi havde en kontrovers ...« . Så det er jo ministeren, der selv skriver, at det her var en kontrovers.

Så er jeg nødt til sige til det, ministeren står og siger i dag, at den dialog, man havde med Klimarådet i 2015, inden rapporten var færdig, er en dialog, som ingen af regeringens ministre har haft med Klimarådet i de efterfølgende år.

Ministeren.

Jamen vi har da løbende været i dialog med Klimarådet. Men det, jeg blev spurgt konkret ind til lige før, var det helt aktuelle, nemlig den drøftelse, der var mellem embedsmændene i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og Klimarådet sidst i oktober, og om jeg var bekendt med indholdet af den, og det var jeg ikke bekendt med. Men det betyder da ikke, at jeg ikke løbende, hen ad vejen – jeg tror, det har været et par gange om året – har haft et møde med Klimarådets formand og sekretariatschef og drøftet aktuelle forhold og de anbefalinger, som er kommet fra Klimarådet. Jeg tror, det har været normal praksis, at vi efter hver eneste rapport, der er kommet fra Klimarådet, har sat os ned og i fællesskab drøftet de konklusioner, der var, og det videre arbejde i Klimarådet.

Tak til hr. Jens Joel, og tak til energi-, forsynings- og klimaministeren for dagens indsats.

Vi går over til spørgsmål 9, og det er det sidste spørgsmål i dag. Det er til sundhedsministeren, og spørgeren er fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.