Jeg har tidligere nævnt, at det jo netop kan være problematisk, når anerkendte trossamfund på den her måde bliver påvirket – i det tilfælde her af den tyrkiske ambassade og det tyrkiske religionsministerium.
Jeg har også derfor sammen med regeringen haft fokus på at sikre, at der er klare regler om anerkendte trossamfund og den støtte, som man får fra udlandet.
Nu er vi tilbage ved diskussionen fra før, kan man sige, for det er jo derfor, trossamfundsloven blev fremsat i sin tid og også vedtaget af et bredt flertal.
Så regeringen har fokus på det her område.
Det er jo også derfor, vi har besluttet, at almenvelgørende foreninger skal oplyse om udenlandsk støtte, der er på over 20.000 kr., for at den bliver godkendt af skattemyndighederne.
Det er for regeringen afgørende, at man kan se, hvor anerkendte trossamfund, herunder moskeer og foreninger i Danmark, får deres penge fra, så vi har klarhed over, hvem der i virkeligheden står bag dem.
Jeg vil også gerne igen understrege, at det selvfølgelig er problematisk, hvis der sker en påvirkning eller der gives økonomisk støtte til aktiviteter, der bidrager til at modarbejde og underminere vores demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.
Personligt synes jeg, at det ville være mere naturligt, at trossamfund i Danmark, herunder de tyrkiske, selv uddannede deres forkyndere.
Jeg kan ikke se, hvorfor man skal have dem sendt fra andre lande.
Så må jeg sige, at jeg ikke har grundlag for at vurdere, om bestemte trossamfund eller ministerier udøver politisk påvirkning.
Det er selvfølgelig noget, vi skal holde øje med, og vi skal selvfølgelig holde skarpt øje med, at de overholder dansk lovgivning.