Spm. nr. S 285

17) Til undervisningsministeren af:

Pernille Bendixen (DF) :

Hvad er ministerens holdning til den kritik, som forældrene på Borupgårdskolen kommer med, om, at der ikke er gårdvagter nok, og at der har været flere voldsepisoder, end skolen vil stå ved?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Forældre fortæller om flere voldsepisoder på skole efter overfald på tiårig« fra tv2.dk.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til den kritik, som forældrene på Borupgårdskolen kommer med, om, at der ikke er gårdvagter nok, og at der har været flere voldsepisoder, end skolen vil stå ved?

Så er det ministeren.

Tak. Sagen fra Borupgårdskolen er udtryk for en udvikling, som vi på tragisk vis har været vidne til igennem de seneste år. Jeg tænker på den vold, der i stigende grad er kommet ind i skolen. Vi ser elever, der truer og overfalder andre elever; vi ser lærere, der bliver udsat for vold og trusler. Børn, der begår vold, er tabu i Danmark – det er tabuiseret at tale om, og derfor kan det også føles nærliggende at lade være med at tale om det eller tale meget lidt om det.

Derfor har jeg igennem mere end et år intensivt forsøgt at sætte problemet på dagsordenen, for vi skal turde tale om det, og vi skal erkende, at der er et problem, når det viser sig, og så skal vi handle på det. Det er en ledelsesopgave at sikre, at der bliver taget hånd om og fulgt op på problemer med vold og trusler i skolen. Det understregede jeg senest over for alle landets skoleledere på Skolelederforeningens årsmøde i Odense den 1. november i år.

Det var også et klart budskab i den vejledning om forebyggelse og håndtering af vold og trusler, som Undervisningsministeriet sendte rundt til alle landets skoleledere den 8. februar 2018. Senest har regeringen foreslået at afsætte 30 mio. kr. i satspuljen til at forebygge vold og trusler i grundskolen, men det kunne der ikke findes opbakning til. Og nu står vi her. Det mener jeg kalder på selvindsigt blandt alle de partier, der sad med til forhandlingerne.

Med hensyn til hvorvidt der var gårdvagter nok på Borupgårdskolen, så mener jeg ikke nødvendigvis, at det er det første spørgsmål, man bør stille. Når man er vidne til en episode af den karakter, som der er tale om på Borupgårdskolen, så må det stå klart for enhver, at der skulle være grebet ind langt tidligere. Problemet kan ikke kun løses med gårdvagter.

En tryg hverdag for børn kræver et velfungerende klassefællesskab. Det kræver, at man tør handle på det, når problemerne opstår, og at der er tilstedeværende og tydelige voksne og forældre, der engagerer sig i deres børns adfærd. Det kræver, at de kommunale forvaltninger og skoleledelserne tager deres ansvar på sig og træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en tryg hverdag for elever og lærere. Og så kræver det, at forældrene i langt højere grad kommer på banen. Det er forældrene, der har det primære ansvar for at opdrage deres børn, og vi løser ikke problemet uden forældrene.

Sagen på Borupgårdskolen lyder for mig som en sag, der adskiller sig fra den hverdag, vi ser på de fleste grundskoler i Danmark. Der er et akut behov for, at vi får mere viden om, hvor mange steder i Danmark der opleves vold – ikke som enkeltstående tilfælde, men som en del af hverdagen. Grundskolen skal være et trygt sted for både elever og voksne. Der er brug for et bedre overblik, så vi kan løse problemerne der, hvor de er.

Så er det spørgeren.

Tak. Det er sådan sjovt, når ministeren har en anden holdning, end man havde forventet, for så falder alle de der spørgsmål, jeg havde forberedt, lidt til jorden. Men det er jo dejligt, og jeg kan fornemme, at ministeren er meget engageret lige præcis også i den sag.

Så det leder mig så hen til spørgsmålet: Har ministeren taget særlige initiativer i forhold til Borupgårdskolen? For det er jo rigtig nok et ledelsesansvar, og det er også kommunalbestyrelsens ansvar, men over de led sidder jo ministeren i den sidste ende.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kun glad for at blive spurgt om det her emne, som ligger mig meget ekstremt meget på sinde. Havde satspuljen godkendt de 30 mio. kr., var vi nu i gang med at lave en indsatsgruppe fra ministeriets side, som kunne tage ud på voldsramte skoler og bidrage med råd og vejledning. Det er jo kommunernes ansvar at sætte ind her, det må vi slå fast.

Men med den stigning, vi ser i forhold til vold mod lærere, mener jeg vi har brug for også et nationalt niveau. Derfor har jeg også sagt, at vi skal have undersøgt området bedre. Vi skal sørge for også at vide, hvor mange skoler der er i rød, kan man sige, altså hvor mange skoler der er decideret voldsramte.

Spørgeren.

Jeg vil sige, at jeg ikke er en del af det med satspuljen, så jeg er ikke helt bekendt med, hvad der er foregået på det område. Men det er jo fint nok, at det i hvert fald har været diskuteret der. Men så må jeg spørge: Er ministeren så bekendt med, at der faktisk har været relationer til bandemiljøet, og at der er elever, der har betalt bestikkelsespenge for deres egen sikkerhed, og at de er blevet truet med Loyal to Familia, hvis de ikke makkede ret?

Ministeren.

Det er jo fuldstændig forfærdende at høre. Jeg har udtalt mig mange gange om vold i skolen, og jeg mener som sagt, det er vigtigt at gøre sig klart, at der er en hverdag på de fleste skoler i Danmark, hvor man fint kan håndtere de episoder, der nu måtte være imellem elever. Og så er der de decideret voldsramte skoler, og det er der, jeg mener, vi skal have en særlig indsats og også en bevidsthed om, at den inkluderende danske pædagogik, kan man sige, også har en grænse. Altså, hvis der er en grænseoverskridende adfærd, bliver vi også nødt til at sætte ind med nogle værktøjer, der beskytter klassefællesskabet, beskytter den tryghed, der er i skolen.

Spørgeren.

Hvad tænker ministeren så om, at det tilsyneladende går helt galt med kommunikationen, i forhold til at forældrene jo bliver ved med at sige, at de gentagne gange har rettet henvendelse, og vi så har en skole, der siger, at der kun er sket én voldsepisode, og en skolebestyrelse, der mener, at de slet ikke har haft noget kendskab til de her episoder? Så må der jo være gået noget gruelig galt i forhold til kommunikationen.

Ministeren.

Det bekræfter jo kun den antagelse, jeg har, om, at det her emne er tabubelagt, og at der kan være mange i det pædagogiske Danmark, som har rigtig svært ved at tale om, at der er elever, som er decideret voldelige eller truende. Og mit vigtige budskab her er, at den ansvarlige professionelle også griber ind på en måde, der beskytter klassefællesskabet og trygheden på skolen. Det vil sige, at hvis der er børn eller deres ældre søskende, som decideret truer trygheden på en skole, så bliver man også nødt til at kontakte myndighederne for at få sat en samlet indsats i værk.

Dermed siger vi tak til såvel spørgeren som ministeren.

Vi hopper videre til miljø- og fødevareministeren, og spørgsmålet er af hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet.