For mig er der ingen tvivl om, at antallet af ikkevestlige indvandrere, der kommer til Danmark, har en stor betydning for udfordringerne med vores integration her i landet, og jeg deler bekymringen om, at alt for mange ikkevestlige indvandrere står uden for arbejdsmarkedet, og at det giver problemer for velfærdssamfundet.
Problemerne er jo veldokumenterede, for Finansministeriet udsendte i maj måned rapporten »Fremskrivning af indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser«, og den rapport viser, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere indebærer en varig nettoudgift for de offentlige finanser på 33 mia.
kr.
om året.
Forklaringen er selvfølgelig, at alt for få er i arbejde, og at alt for mange er på offentlig forsørgelse.
Det er jo derfor, vi i regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti netop har aftalt en kursændring, når det handler om udlændingepolitikken.
Det gjorde vi i forbindelse med finansloven her senest, hvor det understreges, at det klare udgangspunkt for asyl er midlertidighed, at en opholdstilladelse skal inddrages og nægtes forlænget, når der ikke længere er et beskyttelsesbehov, at man, mens man er her som flygtning, selvfølgelig skal forsørge sig selv, og at man også har en forpligtelse til at tage Danmark til sig med det værdisæt, som vi nu har her.
Lige siden Venstreregeringen tiltrådte i 2015, har vi strammet reglerne, må man sige, efterhånden mange gange, både på asyl- og familiesammenføringsområdet, men også betingelserne for permanent opholdstilladelse og statsborgerskab.
Vi har været hele vejen rundt, og nogle af områderne har vi været inde på i flere omgange, fordi en stram og konsekvent og realistisk udlændingepolitik altså er hele forudsætningen, hvis integrationen skal lykkes.
Det er selvfølgelig også i det lys, at vi kan se, at det trods alt går frem, at flere kommer ud på arbejdsmarkedet end tidligere, men der er stadig væk masser af opgaver og problemer at få taget fat på.