Spm. nr. S 265

5) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Andreas Steenberg (RV) :

Hvad tænker ministeren om, at danskere er bedre beskyttet af EU’s lovgivning end af Danmarks i sagen om udviste børn, hvor danske familier for en periode må tage bopæl i et andet EU-land for at få adgang til at bo i Danmark med deres familie?

Værsgo.

Tak for det. Hvad tænker ministeren om, at danskere er bedre beskyttet af EU’s lovgivning end af Danmarks i sagen om udviste børn, hvor danske familier for en periode må tage bopæl i et andet EU-land for at få adgang til at kunne bo sammen i Danmark?

Ministeren.

Spørgsmålet går vel igen, kan man sige, på, om regeringen vil ændre integrationskravet, men nu bare ud fra en anden præmis, nemlig at danskere må tage bopæl i et andet EU-land for at få adgang til at bo i Danmark med deres familier. Jeg har jo tidligere redegjort for, hvorfor regeringen ikke har i sinde at afskaffe integrationskravet.

Reglerne om fri bevægelighed er som bekendt bindende for Danmark, og retten til fri bevægelighed står i traktaten og er nærmere reguleret i opholdsdirektivet. Danmark kan som bekendt ikke ensidigt ændre eller ophæve hverken traktaten eller direktivet. Jeg mener derfor også, at det er en forkert præmis, som spørgeren opstiller. Udlændingelovens regler gælder som udgangspunkt for alle udlændinge. Fri bevægelighed er for unionsborgere, der ønsker at gøre nytte af den fri bevægelighed.

Reglerne gælder i den situation, som man kalder primær fri bevægelighed, hvor f.eks. en unionsborger fra Tyskland er rejst til Danmark som arbejdstager. I så fald må tyskerens familiemedlemmer jo så følge med til Danmark. EU-Domstolen har fastslået, at de samme regler finder tilsvarende anvendelse i den situation, som man kalder sekundær fri bevægelighed, hvor en unionsborger efter at have udøvet den fri bevægelighed vender tilbage til sin egen medlemsstat. I den situation må danskerens familiemedlemmer følge med til Danmark.

Denne adgang til familiesammenføring er ikke betingelsesløs. Der er et krav om, at danskeren skal have benyttet den fri bevægelighed i en anden medlemsstat som f.eks. arbejdstager, og det betyder, at danskeren skal have haft et reelt og faktisk ophold i den anden medlemsstat. Det er også et krav, at danskeren og familiemedlemmet har haft et reelt samliv i den medlemsstat, hvor danskeren har udøvet retten til fri bevægelighed, og at familiemedlemmet har opholdt sig der i samme periode.

Det er således en konsekvens af reglerne om fri bevægelighed, at familiemedlemmer må følge med en unionsborger, også den hjemvendte dansker. Det faktum kan man have forskellige holdninger til, men det giver ikke regeringen anledning til at ændre de danske regler om integrationsvurderinger.

Tak til ministeren. Der bliver jo rig lejlighed til at svare igen og igen, for nu får spørgeren nemlig ordet.

Det ligger både ministeren og mig meget på sinde, og derfor kan man godt komme til at bruge taletiden fuldt ud. Vi står jo bare i den, synes jeg, meget absurde situation, at danske statsborgere faktisk er ringere stillet i forhold til at have deres familie i Danmark, end f.eks. EU-borgere og flygtninge er, i hvert fald i nogle tilfælde. Jeg står her med nogle af de artikler, B.T. bragte i mandags, hvor B.T. har talt med to danskere, nemlig Kjeld Gaard-Frederiksen og Heini Bøgelund Andersen. Nu vil jeg bare læse et citat op af Kjeld Gaard-Frederiksen:

»Jeg synes, jeg som dansk statsborger bør have de bedste rettigheder og ikke skal være dårligere stillet end andre. Jeg føler, det er uretfærdigt, at jeg er diskrimineret i forhold til en EU-borger. Jeg føler, det er krænkende, at jeg skal have sværere vilkår til at leve med min udenlandske familie i Danmark end en EU-borger, som kommer til Danmark.«

Jeg kan jo godt forstå, at man kan have den følelse, at det er mærkeligt, at man ikke må bo i Danmark med sin familie, men hvis man flytter fra Flensborg til Danmark, så må man gerne. Derfor er der jo mange danskere, der flytter til Flensborg eller Malmø eller en by i et helt tredje EU-land og bor dér i en periode og så flytter hjem. Så kan jeg jo ikke lade være med at tænke: Hvorfor kunne vi ikke sidestille danske statsborgere med EU-borgere og give dem de samme rettigheder? For hvis man alligevel kommer ind ved at lave det, som jeg tror B.T. kaldte Flensborgfinten – og som tidligere fodbolddommer kan jeg sige, at det ikke er en finte, jeg har hørt om før – altså, hvis man alligevel kan få lov at komme ind ved at lave det krumspring at flytte via et andet EU-land, hvorfor kan vi så ikke sidestille danske statsborgere med EU-borgere og så netop også stille de krav, som ministeren gennemgår? For det er jo ikke bare en blankocheck med den fri bevægelighed. Der er også krav dér. Skulle vi ikke tage at gøre det?

Ministeren.

Jeg skal prøve at gøre det kortere nu, og så kan jeg vel udligne lidt i forhold til den ekstra tid, jeg brugte i første runde, hvor jeg netop redegjorde for reglerne og sagde, at vi jo ikke bare lige kan træde ud af traktaten eller direktivet. Og hvis der er nogle, der plejer at bakke op om EU, så er det da godt nok Det Radikale Venstre og dermed også hr. Andreas Steenberg.

Tak. Så er det spørgeren.

Jeg er jo ikke interesseret i, at vi skal træde ud af traktaten; jeg er interesseret i, at danske statsborgere kan få de samme rettigheder som EU-borgere og have lov til at have deres familie her, og så skal der selvfølgelig være nogle krav til, at når familierne kommer hertil, skal de opføre sig ordentligt og integrere sig.

Hvad synes ministeren og regeringen om, at udlændinge sådan set er bedre stillet end danske statsborgere i Danmark?

Ministeren.

Jamen som jeg også sagde i min indledning, mener jeg, det er en fuldstændig skæv sammenligning, hr. Andreas Steenberg laver her, for det er to vidt forskellige ting, vi taler om. Og ja, vi er uenige om udlændingepolitikken, hr. Andreas Steenberg, og det er vi på mange fronter. Jeg er uenig i langt hovedparten af de 45 lempelser, som den daværende regering gennemførte, og den meget, meget slappe udlændingepolitik, som man førte. Men det nytter jo bare ikke noget at prøve at blande æbler og pærer og så bare lige hive fat i et eller andet EU-direktiv og sige: Kunne man så ikke lige ... ? Det kan man ikke, hr. Andreas Steenberg.

Så hr. Andreas Steenberg bliver ligesom nødt til at sige det, som det er, nemlig at hr. Andreas Steenberg er uenig i den udlændingelovgivning, vi har i Danmark, og det tror jeg rettelig også at hr. Andreas Steenberg er og også står ved at han er. Men at lave den her skæve sammenligning synes jeg faktisk ikke tjener et særlig godt formål.

Så er det hr. Andreas Steenberg for sidste omgang.

Jeg kan bekræfte, at vi er uenige – det er helt rigtigt. Men jeg synes ikke, at sammenligningen er skæv, fordi for de her mennesker er det jo virkeligheden, at man ved at flytte til Flensborg i en periode lige pludselig kan få lov. Og det er også lidt interessant, at Tyskland i det her tilfælde gerne vil lade danskere bo i Tyskland med deres familie, mens Danmark ikke vil. Så for dem er det jo en helt reel sammenligning.

Vi kommer det nok ikke nærmere, men det er jo altså trist, at danskere er nødt til at flygte til andre lande for at kunne være sammen med deres familie og for efterfølgende at kunne være sammen med deres familie i Danmark.

Ministeren.

Jeg må sige, at jeg synes, at det er meget, meget forkert at bruge ordet flygte. Det må jeg sige. At flygte er noget, man gør fra krig og ufred.

Når det er sagt, er de her familier – og det tror jeg vi alle sammen er enige om – jo i en trist situation. Der er jo ikke nogen, der ikke godt kan forstå de her familier. Havde de bare taget deres børn med til Danmark fra f.eks. Thailand fra begyndelsen, så havde vi aldrig stået med de her problemer, og det er også derfor, at vi bl.a. vil gøre mere ud af at vejlede, for problemet er, at man lod barnet blive i f.eks. Thailand i 3, 5 eller 7 år, inden man tog barnet med hertil.

Med det siger vi tak til hr. Andreas Steenberg.

Vi holder stadig væk på udlændinge- og integrationsministeren, for nu er det nemlig hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti, der ønsker at oplæse sit spørgsmål til ministeren.