Tak for det, og tak til ministeren for den foreløbige besvarelse.
Det er jo desværre velkendt, at den her regering et par gange før har valgt at holde hånden over landbruget, også på bekostning af miljøet, eksempelvis med landbrugspakken.
Man kunne få den antagelse, at det her handlede om at lade klimaet betale regningen for, at regeringen ikke vil gå i gang med den omstilling, som også landbruget skal igennem.
Der er ingen tvivl om, at dansk landbrug er ret CO
2
-effektivt i international sammenhæng, men det er jo ikke det samme som at sige, at der ikke kan ske noget.
Og jeg synes ærlig talt, at ministeren enten mangler indsigt i de virkemidler, der er, eller taler mod bedre vidende og vildleder, hvis ministeren giver indtryk af, at der ikke er noget, man kan gøre i landbruget.
Man får uvægerlig den mistanke, at det er, fordi man hellere vil gøre ingenting og udskyde problemerne til senere end at komme i gang med den nødvendige omstilling.
Altså, den rapport, som ministeren så også henviser til, nævner jo en række konkrete ting.
Ministeren nævnte selv fordøjelsen hos dyrene.
Der står f.eks., at man kan gøre noget i forhold til sammensætningen af foder.
Der er allerede metoder, der er allerede resultater.
Selvfølgelig kan vi forske i det, men skal vi ikke komme i gang?
Inden vi gik herind, tog jeg sådan en googlesøgning, hvor jeg bare søgte på CO
2
og Arla.
De første resultater, der kommer frem på sådan en simpel googlesøgning, er, at man kan reducere CO
2
-udledningen ved f.eks.
at indsamle mælkekasserne.
Det betyder jo ikke, at man flytter produktionen ud af landet.
Man kan skabe en mindre belastning fra kartonerne, man bruger til mælk.
Der er masser af muligheder, der er masser af lavthængende frugter, og det, der er problemet, er at regeringen ikke ønsker at sætte det her i system, at regeringen ikke ønsker at tage fat på den omstilling af landbruget.
Og man kan sige, at regeringen sådan set er bagud i forhold til mange af de aktører, der er på området, for de gør det jo af sig selv.
Derfor spørger jeg igen:
Hvorfor er det, at ministeren står i en debat på nationalt tv og giver danskerne det indtryk, at hvis man skal gøre noget ved klimaet i forhold til landbruget, er man nødt til at skyde køerne?
Det er jo misledende.