L 99 Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven, revisorloven og lov om anvendelsen af visse af Den Europæiske Unions retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v.

(Tilpasninger til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU, ændring af kravene til revisorers efteruddannelse og styrket kontrol i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til eksport af cyberovervågningsudstyr).

Af: Erhvervsminister Rasmus Jarlov (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-11-2018

Skriftlig fremsættelse (14. november 2018)

20181_l99_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. november 2018)

Erhvervsministeren (Rasmus Jarlov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven, revisorloven og lov om anvendelsen af visse af Den Europæiske Unions retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v. (Tilpasninger til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2013/34/EU, ændring af kravene til revisorers efteruddan­nelse og styrket kontrol i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til eksport af cyberovervågningsudstyr)

(Lovforslag nr. L 99)

Lovforslagets primære formål er at sikre en korrekt og hensigtsmæssig implementering af EU´s regnskabsdirektiv i årsregnskabsloven samt at tilpasse revisorlovens efteruddannelseskravene for revisorer efter den enkelte revisors behov, ligesom revisionsbestemmelsen i ændringsloven fra 2016 til revisorloven ændres. Endelig foreslås en styrkelse af eksportkontrollen ved eksport af cyberovervågningsudstyr.

Lovforslaget indeholder ændringer af årsregnskabsloven, så der sikres en fuldstændig, korrekt og hensigtsmæssig implementering af EU's regnskabsdirektiv og ændringsdirektivet hertil. Det betyder, at der indføres enkelte nye krav, ligesom enkelte krav ophæves eller ændres.

Det foreslås, at de nye internationale regnskabsstandarder også skal kunne udfylde lovens rammer. Det foreslås, at lovens bestemmelse om redegørelse for samfundsansvar og bestemmelsen om rapportering om måltal og politikker for det underpræsenterede køn tydeliggøres, ligesom der foreslås en ny bestemmelse om redegørelse for politikker om mangfoldighed (f.eks. alder, uddannelse, erfaring, køn m.v.).

Ændringen af revisorloven vil sikre en mere fleksibel og målrettet efteruddannelse tilpasset den enkelte revisors efteruddannelsesbehov samt mere proportionale sanktionsmuligheder ved manglende opfyldelse af efteruddannelseskravene.

Ved ændringen af bemyndigelsesloven kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at visse ansøgninger om eksport af dual-use produkter skal vedlægges en erklæring, hvor virksomhedens ledelse skriver under på, at ansøgningen har været behandlet og er godkendt på ledelsesniveau.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling. Jeg skal venligst anmode Tinget om, at lovforslaget vedtages senest fire uger før den 1. januar 2019, hvor det foreslås, at dele af forslaget skal træde i kraft.