L 9 Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og udlændingeloven.

(Forbud mod proformaægteskab og Nationalt ID-centers rolle og funktioner m.v.).

Af: Børne- og socialminister Mai Mercado (KF)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 15-11-2018

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 15. november 2018

20181_l9_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 15. november 2018

1. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti

Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter lovforslaget, som udmønter aftalen om indsatsen mod proformaægteskaber. Danmark skal ikke være et land, hvor kriminelle bagmænd kan spekulere i at give tredjelandsborgere mulighed for opholdstilladelse i Europa gennem proformaægteskaber. Derfor er det godt, at Danmark nu på linje med andre lande indfører et forbud mod proformaægteskaber og en skærpet kontrol med identitetsoplysninger.

For S og SF er det imidlertid også vigtigt at sikre, at der fremover er et godt grundlag for at drive bryllupsturisme i Danmark. S og SF vil derfor nøje følge den evaluering af de nye regler, som er aftalt, efter 6 måneder og igen efter 12 måneder og i den forbindelse overveje, om der f.eks. er behov for at give kommunerne mulighed for at indføre et gebyr for at vie udenlandske par.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter lovforslaget om et forbud mod proformaægteskaber. DF er helt enig i, at der skal sættes alt ind på at undgå, at udenlandske borgere kan omgå de regler, som vi har været med til at lave for at stoppe ulovlig indvandring, hvilket bl.a. kan ske via proformaægteskaber, når udenlandske par gifter sig i Danmark for at få ret til ophold i Danmark eller i et andet EU-land. Ligeledes støtter DF naturligvis fuldt ud bekæmpelse af menneskehandel, som Rigspolitiet har vurderet sker i visse tilfælde i forbindelse med proformaægteskaber i Danmark.

Når det er sagt, er lovforslaget set med DF's øjne ikke udformet stramt nok. I DF har vi den holdning, at lovforslaget skal strammes meget mere op, for at det kan få den ønskede effekt.

DF har derfor arbejdet på at få gennemført, at der skal skrues op for antallet af personlige samtaler, man skal afholde med de udenlandske par, i de tilfælde, hvor der er mistanke om proformaægteskaber.

DF mener, at man med en personlig samtale med de par, hvor der er mistanke om proformaægteskab, dokumentfalsk el.lign., vil kunne komme en meget stor del af proformaægteskaberne til livs. Derfor undrer vi os over, at regeringen og de partier, der står bag aftalen, ikke har været villige til at skrue op for det, da det, for DF at se, må gå forud for alt andet, at vi kommer illegal indvandring til livs. Men det har desværre ikke været muligt at få dette med i lovforslaget.

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget stemmer for lovforslaget. EL er med i den stemmeaftale af 4. maj 2018 om indsatsen mod proformaægteskaber, der danner baggrund for lovforslaget. Lovforslaget er nødvendiggjort af, at politiet har konstateret, at de hidtidige regler i ægteskabsloven udnyttes af organiserede kriminelle, som tager sig godt betalt for at føre EU-borgere sammen med statsborgere fra lande uden for EU, alene for at et proformaægteskab indgået i Danmark kan give tredjelandsstatsborgere ophold i et af de andre 27 EU-lande.

En række danske kommuner har udviklet en betydelig bryllupsturisme. Denne turisme har stor betydning for særlig de mindste af disse kommuner. EL forventer, at de nye regler ikke sætter en stopper for bryllupsturismen, men bidrager til at forhindre organiserede kriminelles udnyttelse af den relativt lette adgang for udenlandske par til at indgå ægteskab her i landet.

For EL har det været afgørende, at den kreds af partier, der er med i aftalen, 6 måneder efter etableringen af den specialiserede enhed modtager oplysninger om antallet af sager, som enheden har behandlet, og om enhedens sagsbehandlingstid, og at partierne 1 år efter enhedens etablering vil drøfte status på området. Hvis sagsbehandlingstiden viser sig at være uforholdsmæssig lang, eller hvis bryllupsturismen bliver markant påvirket af de nye regler, forventer EL, at aftalepartierne vil tage de nødvendige skridt til at rette op på forholdene.

3. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2018 og var til 1. behandling den 9. oktober 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og børne- og socialministeren sendte den 11. juni 2018 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 269 (folketingsåret 2017-18). Den 3. oktober 2018 sendte børne- og socialministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 2 spørgsmål til børne- og socialministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf ministeren har besvaret det ene, idet det andet spørgsmål blev taget tilbage.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Pernille Bendixen (DF) Morten Marinus (DF) Martin Geertsen (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Karen J. Klint (S) Magnus Heunicke (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Troels Ravn (S) fmd. Ane Halsboe-Jørgensen (S) Malou Lunderød (S) Finn Sørensen (EL) Rasmus Vestergaard Madsen (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Lotte Rod (RV) Trine Torp (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1